De fleste tænker nok på Romerriget, Colosseum, gladiatorer, Cæsar og meget andet, der forbindes til antikken, når man tænker på Rom.
For Rom er ikke bare Italiens hovedstad. Det er en 2000 år gammel by med en enorm historie, der bevidnes gennem masser af ruiner i Forum Romanum, akvædukter, obelisker, basilikaer og Vatikanstaten, bymure og mausoleer overalt.
En ting, der dog ikke pryder gadebilledet i samme omfang på trods af dens store betydning for Italiens historie og selvforståelse, er tiden under Benito Mussolini og landets rolle i Anden Verdenskrig.
Hitler og Mussolini var ideologiske fætre og allierede i krigen. Begge ønskede at udbrede deres rige for at etablere en ny storhedstid – Mussolini var ikke bleg for at kaste om sig med paralleller til Romerriget og sit ønske om at generobre det tabte territorium.
Men vover man sig udenfor byens gamle bymure og ud i den 'livlige' italienske trafik, har man mulighed for at opleve en del historie, som står lidt i skyggen af antikken og Vatikanstaten.
Massakren ved Ardeatinergrotten
Året er 1943, og det står skidt til for Il Duce. Italien har tabt slagene i Afrika og på Sicilien, Mussolinis magtbeføjelser er overført til kongen, Victor Emanuel 3., og den 26. juli smides han i fængsel. Landet er dog stadig allieret med Nazityskland, selv om der i det skjulte lægges planer med de allierede – en våbenhvile proklameres 8. september 1943.
Hitler er ikke just begejstret og gør hurtigt klar til en militær invasion af Italien. Hurtigt befries Mussolini fra fængslet, og nazisterne etablerer ham som leder af marionetstaten Salò-republikken, Repubblica Sociale Italiana. Allerede den 23. september har nazisterne total kontrol over Rom og store dele af Italien.
Den 23. marts 1944 angriber antifascistiske partisaner fra GAP, Gruppi d'Azione Patriottica, en deling af 160 tyske tropper, der marcherer på Via Rasella, en lille gade tæt ved Roms centrum. Ved hjælp af en bombe gemt i en trækvogn og maskinpistoler lykkes det at dræbe 32 samt at såre adskillige fra den tyske deling. I dag kan man stadig se skudhullerne på husmurene i gaden.
Forventligt bliver Hitler rasende, da han hører om episoden og beordrer en gengældelsesaktion. Inden for 24 timer skal der dræbes 10 italienere for hver tysker, der blev slået ihjel i angrebet. Herbert Kappler, ansvarshavende for både SiPo, Sicherheitspolizei, og SD, Sicherheitsdienst, i Rom beordres til at udføre en dødsliste med 320 italienere. Men da Kappler hører, at én af de sårede tyskere er død på hospitalet, tilføjer han 10 til listen samt 5 mere – for en god ordens skyld.
Alle ofre i massakren var mænd, bestod af fanger og tilfældige civile som ikke havde noget at gøre med bombeangrebet. Fangerne føres til Ardeatinergrotten uden for byen, hvor de én efter én med bundne hænder henrettes ved nakkeskud under ledelse af Erich Priebke og Karl Hass, hvorefter grotten forsegles ved hjælp af sprængstof.
Efter krigen dømmes Kappler til livsvarigt fængsel for sine gerninger. I 1975 diagnosticeres han med kræft, og hans kone hjælper ham med at flygte fra et militærhospital i Italien til Vesttyskland, hvorefter han dør seks måneder senere. Hass dømmes i 1998 sammen med Priebke for forbrydelser mod menneskeheden og dør i husarrest i 2004.
Priebke flygter og bor i Argentina i 50 år, inden han dømmes til livsvarigt fængsel. I 2013 dør han i Rom, hvor hans begravelse fører til en del polemik: Hverken Argentina eller hans tyske hjemby vil tillade en begravelse. Vatikanet forbyder endda sine præster at udføre en begravelse i Rom.
Fosse Ardeatine-mindesmærket
Ikke længere end en rask cykeltur udenfor Roms bykerne finder man et mindesmærke dedikeret til de 335 ofre.
I 1944 bliver store dele af Italien, heriblandt Rom, befriet fra den nazistiske besættelse, og allerede i juli samme år begynder man at udgrave og identificere ofrene. På femårsdagen for massakren står mindesmærket klar til åbning.
Selve mindesmærket er imponerende: Først bevæger man sig igennem en monstrøs, seks meter bred bronzeport, udsmykket af billedhuggeren Mirko Basaldilla, hvis mørke, ekspressionistiske udtryk leder tankerne til kaos og de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. Lemmer og kroppe snor sig umenneskeligt, så man nærmest kan se arme strække ud efter hjælp mellem den symbolske pigtråd.
Inde på en åben plads møder man en kæmpe marmorskulptur på sin venstre side. Tre mænd, alle med hænderne bundet og med et fortvivlet blik – én efter én går de døden i møde.
Ved det tilhørende museum finder man i en montre en lille lap papir med ordene: "Udnyt ikke vores død, og glem aldrig, hvorfor vi døde". Ordene tilskrives Tigrino Sabattini, en italiensk partisan som kæmpede mod nazisterne og de italienske fascister.
Grotten, hvor massakren fandt sted, og som er en del af de gamle kristne katakomber, er kold og kølig og i sin oprindelige stand minus nogle arkitektoniske forstærkninger og plaketter med inskriptioner.
For enden af den lille, uformede grotte finder man to indhak, hvor ligene blev fundet, stablet i fem lag. Foran er der opsat et bronzehegn i samme stil som Basaldillas port til selve pladsen.
Følger man stien ud af grotten, kommer man til mausoleet, der fra et fugleperspektiv ligner en enorm gravkiste. I mausoleet mødes man af 335 granitkister, hvor alle ofrene ligger begravet i den rækkefølge, som man har udgravet dem.
Alle på nær tolv er identificeret ved navn og profession: Ofrene bestod af politiske fanger, modstandsfolk, militærfolk, civile, kunstnere, handelsmænd, professorer, landmænd, studerende og en præst. Blandt disse var 70 jøder – det yngste offer var en kun 15-årig dreng!
Højredrejning og historieforfalskning
Massakren ved Ardentinergrotten er en af de blodigste, der har fundet sted i nyere italiensk historie, og befinder man sig i Rom, er mindesmærket klart et besøg værd.
Lidt overraskende mødes man dog af en plakette ved indgangen, der fortæller, at man under ingen omstændigheder må synge, have farver, ikoner eller symboler på sin påklædning som indikerer tilhørsforhold til partier eller fagbevægelsen. Om det er almindelig praksis eller Italiens forsvarsministeriums måde ikke at vise kulør på er op til fortolkning.
For der eksisterer nemlig en lettere betændt debat i Italien om, hvem der bærer skylden for massakren – et svar der ellers burde være ganske åbenlyst. Denne debat startede i efterkrigstiden og har fået en del hjælp takket være typer som tidligere premierminister Silvio Berlusconi og hans medier.
Under Erich Priebke-retssagen i 1990'erne fremførte Vittorio Felti, redaktør for il Giornale, (en avis ejet af Paolo Berlusconi, bror til Silvio Berlusconi), at de antifascistiske modstandsfolk skulle klassificeres som terrorister og retsforfølges.
I nyere tid har flere 'post-fascistiske' eller nyfascistiske italienske politikere udtrykt enighed i dette synspunkt, ligesom de har proklameret flere revisionistiske udtalelser om Italien og landets forhold til Mussolini.
Ifølge Robert Katz, forfatter til bogen Death in Rome (1967) om massakren, blev der endda fabrikeret et billede, som viste liget af en uskyldig italiensk dreng, der skulle være blevet dræbt under bombeangrebet ved Via Rasalla. Avisen proklamerede også, at yderligere syv uskyldige blev dræbt af partisanernes bombe – noget, der synes at være en del delte meninger om.
I 2001 dømmes redaktør Felti for æreskrænkelse efter at have kaldt partisanerne for terrorister. To år efter dømmes han til at betale en erstatning på 50.000 euro til Rosario Bentivegna, en af partisanerne bag angrebet. Ved samme lejlighed cementerer retten, at redaktøren og il Giornale har spredt usandheder omkring hændelserne i marts 1944, ligesom billedet af den døde dreng erklæres falsk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
