I næste uge kommer én million uddelingsaviser ud af trykken. Frem mod EU-parlamentsvalget den 26. maj vil aktivister fra Folkebevægelsen mod EU lægge aviserne i danskernes brevsprækker og i postkasser.
Vi skal ud og møde vælgerne og få nogle gode snakke med folk på gaden og gøre liste N og EU-modstanden synlig.
Johanne Langdal, Folkebevægelsen mod EU
– Vores overordnede budskab er: Tag magten tilbage! Og det budskab går igen i valgavis, foldere og plakater, fortæller Folkebevægelsen's kampagnekoordinator, Johanne Langdal, til Arbejderen.
Udover valgavisen ligger også en flyer om Finanspagten klar med budskabet: "Tag magten tilbage over finanspolitikken". Herudover har de i alt 18 kandidater på Liste N hver deres egen personlige folder, som de kan dele ud, hvor de kommer frem.
– Vi skal ud og møde vælgerne og have nogle gode snakker med folk på gaden og gøre liste N og EU-modstanden synlig.
– En af Folkebevægelsens styrker er, at vi er en bred liste med mange forskellige kandidater, der kan tage forskellige debatter - eksempelvis på det faglige og sociale område, EU's militære oprustning og alternativer, forklarer Johanne Langdal.
Folkebevægelsen har også fået trykt en masse Liste N t-shirts, som aktivister og støtter kan tage på, når de går på gaden i valgkampen. Og til påske drejer aktivister nøglen på Folkebevægelsen mod EU's valgbil og kører fra torvet i Rønne på Bornholm ud i resten af landet. Bilen vil være proppet med materialer og forskellige kandiater hopper af og på bilen.
Det er stadig muligt at få besøg af kampagnebilen lokalt. Og Folkebevægelsens telefon og mailboks er nu åben for bestillinger af valgaviser og andre materialer.
Brug for flere aktive
Folkebevægelsens centrale kontor i København summer allerede af aktivitet.
– Der er gang i huset. Der kommer pakkehold og sender materialer ud til hele landet. Men der er brug for flere hænder til en pakkeopgaver, til at tage telefoner og en masse andre opgaver, forklarer Johanne Langdal.
Hun opfordrer til, at aktivister tager kontakt til Folkebevægelsens kontor og melder sig til at tage en tjans.
– Hvis du sidder i København og gerne vil bakke op om Folkebevægelsen, så ring ind og hør, hvad der konkret er brug for, lyder opfordringen fra kampagnekoordinatoren.
Udover kontorarbejdet har hun også masser af andre ideer, som man kan kaste sig over, hvis man vil give en hånd med at sikre Liste N et godt valg.
– Først og fremmest handler det om at gøre Folkebevægelsen og Liste N synlig. Køb en t-shirt og tag den på, når du skal ud og handle. Desto mere oplysning og debat om EU – desto flere stemmer får Folkebevægelsen, forudser Johanne Langdal.
– Så skal der sikres bemanding til kampagnebilen - enten som chauffør i bilen eller til at arrangere et besøg i din by. Der skal hænges Liste N-plakater op. Plakaterne kan hænges op fra den 4. maj klokken 12. Men man behøver heller ikke kravle i lygtepæle eller køre bil. Man kan også skrive læserbreve. Der er gode mulighed for at få læserbreve i lokalaviserne.
Arbejderen fanger Johanne Langdal foran computerskærmen i Tordenskjoldgade i det centrale København, hvor hun er i fuld gang med at sortere i de mange mails, der dagligt tikker ind hos Folkebevægelsen.
– Det vælter ind med invitationer. Folkebevægelsens lokalkomitéer, partier og virksomheder vil have vores kandidater ud og deltage i debatter. Det er interessant, at især flere jyske virksomheder arrangerer debatter for deres ansatte. Det vidner om, at det går op for flere og flere, at EU har stor indflydelse på vores hverdag.
Lokal aktivisme spirer frem
Omdrejningspunktet i Folkebevægelsen mod EU's kampagne er de lokale komitéer. På Amager i København findes en af de aktive komitéer, der har planlagt en række aktiviteter forud for parlamentsvalget.
– Vi har lagt en række planer, der skal sikre, at Folkebevægelsen bliver synlig, og vi kommer ud til folk med EU-modstandernes synspunkter. Lokalt vil vi forsøge at få arrangeret debatmøder hos Ældre Sagen, Kofoeds Skole og på de lokale universiteter. Og så planlægger vi at opstille store vægaviser på Christianshavn Torv og på en metrostation, fortæller Carl-Aage Jensen fra Folkebevægelsen mod EU's lokalkomité på Amager.
– Herudover vil vi tage ud til debatmøder, forklarer han.
De lokale aktivister slutter af med en cykelkaravane ved valgdagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278