Kan man overhovedet sige noget nyt og relevant om Martin Andersen Nexø? Har Børge Houmann og Henrik Yde selv ikke allerede beskrevet alt væsentligt og relevant for de interesserede?

Hvad med det 21. århundredes læsere? Vil Pelle og Ditte give mening for dem. Forhåbentlig kan Henrik Ydes værk lokke nye læsere til.

Det skulle man tro, men Henrik Ydes nye digre bogværk om Nexø, "Martin Andersen Nexøs liv og værk", i anledning af hans 150 års fødselsdag, bidrager med nyt og kunne ikke være bedre timet. Nexøs liv og værk og den indbyrdes sammenhæng og dialektik kommenterer på forunderlig vis temaer i vores nutid. 

Henrik Yde skriver i sit forord: "Nexøs sind var udspændt mellem fædrelandskærlighed og verdensborgerskab, mellem historie og moral, mellem viden og vision". (side 7).

Vægt på værket

Henrik Yde har i sin skildring valgt at lægge vægten på værket frem for personalhistorien. Nexø får lov til at "tale" gennem sin kunst, og personalhistorien ses i sin samtid og ikke bagklogskabens ulidelige kulørte lys.

Nexø blev født ind i almuen/proletariatet, men blev på grund af heldige omstændigheder uddannet ud af almuen og blev digter/forfatter af profession og siden kommunist af politisk observans.

Nexø var ikke kommunistisk forfatter og skrev ikke i overensstemmelse med doktrinen om socialistisk realisme, men udfoldede sig i sin egen æstetik med rod i Grundtvig, Pontoppidan og verdenslitteraturen. Nok tematiserer Nexø en vision for proletariatet, men stilistisk rummer hans æstetik elementer af socialrealismen, som vi kender fra det samtidige folkelige gennembrud, symbolisme og sågar pietisme.

Selv som moden mand og kommunist er det den unge Nexøs møde med Grundtvig, anarkister og utopiske socialister, der fylder som referenceramme i forfatterskabet, og ikke Marx, Lenin og Stalin.

Henrik Yde lægger dermed låg på ahistoriske moralistiske anmeldelser af forfatteren, hvori der kræves posthum bodsgang for enten naiv eller kynisk medskyld i "kommunismens forbrydelser", som retteligen burde hedde forbrydelser begået i kommunismens navn.

Moralske domstole

Sådanne moralske domstole blev etableret med det politiske systemskifte i 2001 (Søren Krarup - Tidehverv og Dansk Folkeparti) og har langsomt, men sikkert sneget sig ind på flere moderne mediers kulturredaktioner og dømmer værdidomme med tilbagevirkende kraft.

Ordet kommunist er blevet et skældsord, og der skelnes ikke mellem kommunisme, marxisme, leninisme og stalinisme. Her et par eksempler fra DR-programmet Skønlitteratur på P1 den 23. januar 2019, hvor Henrik Yde samtaler med Klaus Rothstein og Nanna Mogensen om bogen.

Nanna Mogensen: "Vi har konstateret nu, at Martin Andersen Nexø er antifascist. Han skriver blandt andet for at bevidstgøre proletariatet. Han er kommunist. Normalt vil vi sige, at det er dårlige forudsætninger for også at skabe god litteratur, hvis man er så politisk på en eller anden måde".

Hvem mon Mogensen henviser til? Kirk eller Scherfig?

Klaus Rothstein: "Jeg er bare nødt til lige at få på plads - det med kommunismen der. Vedbliver han med at være Moskva-tro loyalist eller opstår der på noget tidspunkt i hans senere år en sprække, hvor han måske problematiserer det, han har forherliget tidligere?"

Ja, Stalin døde den 5. marts 1953 og Martin Andersen Nexø den 1. juni 1954 i Dresden nogle uger før sin 85 års fødselsdag, så det er vel lidt meget forlangt med selvransagelse et par år før Khrustjovs tale på SUKP's 20. kongres i 1956. Den tale, der igangsætter afstaliniseringen.

Henrik Yde formulerer det således: "Imidlertid kan det ikke nægtes, at den ældre Nexø, der anså Sovjetunionen for at være den virkeliggjorte socialisme, lukkede øjne og ører fast i over for enhver, der ville påpege bagsiderne af Sovjetunionen. Det skal heller ikke benægtes, at han, som vi skal se, bidrog aktivt til at legitimere Moskvaprocesserne og andre af Stalintidens excesser. I det hele taget godtog og gentog han uforbeholdent den sovjetiske propaganda" (side 9-10).

Som Henrik Yde også gør opmærksom på, var Martin Andersen Nexø ikke russiskkyndig og måtte derfor tillidsfuldt forlade sig på tolke og andre hjælperes udsagn og forklaringer under sine ophold i Sovjetunionen.

"Nexøs forhold bør dog ikke kun anskues psykologisk og moralsk, men også historisk og kildehistorisk. Det skal huskes, at man i Nexøs levetid ikke havde den adgang til pålidelig viden om forholdene i Sovjetunionen, som vi har i dag, og at man i væsentlige henseender var henvist til formodninger" (side 9-10). Og i Vesten antikommunistisk propaganda. Fake News er ikke nogen ny opfindelse.

Sammensat personlighed

Henrik Yde beskriver Martin Andersen Nexøs liv og værk gennem 17 kapitler, hvor Nexø taler til os gennem det ene velvalgte citat efter det andet og blotlægger sin sammensatte personlighed.

"Og i Nexøs person stod modsætningerne i kø: Generøsitet og forfængelighed, sårbarhed og brutalitet, kvindedyrkelse og mandschauvinisme, trofasthed og promiskuitet, mindreværd og selvovervurdering, selverkendelse og selvsuggestion, skarpsyn og blindhed, hjertevarme og vrede." (side 7).

Om krumtappen i forfatterskabet, gør Henrik Yde allerede i forordet læseren opmærksom på en speciel sammenhæng mellem liv, virke og værk:

"Nexøs formulerede visioner kom oftest til ham ude­fra, fra de miljøer hvori han færdedes. Efter en barndom under små kår i København og på Born­holm kom han som ung på højskole (Østermarie og Askov) i tre-fire år, og han tilsluttede sig uden for­behold de grundtvigske visioner som her udtrykt i et afskedsdigt til en kammerat: "Vi vil et Storsyn frem for Slægten male". Grundtvigianismens kriste­lige og nationale univers forekom ham dengang ubegrænset vidt og dybt. Senere tilsluttede han sig hovedstadsradikalismen og gennemlevede i ung­domsforfatterskabet fra 1898 med stor konsekvens nihilismen, grundtvigianismens dystre antipode. Men han formåede dog samtidig i sine bornholmer­noveller at skildre de førindustrielle, i hans opfat­telse ’kvindelige’ almuefællesskaber med dyb indle­velse.

Efter århundredskiftet fandt Nexø efterhånden frem til det lyssyn, der satte sin smukkeste frugt i Pelle Erobreren’s håbsfulde vision om et samfund, hvor mildheden er rådende. Denne vision kan ses som en syntese af hans ungdomserfaringer fra grundtvigske miljøer med hans senere møder først med andalusiske anarkister i 1903 og dernæst med Anden Internationales danske arbejderbevægelse.

Et vigtigt udtryk fik denne vision i hans store folketale på Dynæs i 1913. I Pelle Erobreren (og andetsteds) ud­foldedes visionen i en diskret dialog med de bibel­ske grundfortællinger og med de klassiske europæi­ske romanforfattere Miguel de Cervantes, Victor Hugo og Fjodor Dostojevskij, til hvis værker Nexø havde et nært forhold". (side 8).

Appetitvækker

Fire værker danner hjørnestenene i Martin Andersen Nexøs livsværk og får derfor sine egne meget udfoldede kapitler om inspiration, tilblivelse og indhold: Soldage (kapitel 6), Pelle Erobreren (kapitel 7), Ditte Menneskebarn (kapitel 10), og Erindringer (kapitel 15).  Heldigvis fungerer Henrik Ydes fremstilling som appetitvækker, da Nexøs æstetiske suverænitet fremstår lysende klart, så denne anmelder har rigtig fået lyst til at læse og genlæse værkerne.

Martin Andersen Nexøs mesterlige brug af sproget kommer også til udtryk i kapitel 8, hvor Dynæstalen udførligt omtales. På Folkemødet i 1913 afholdt på Johan Skjoldborgs landejendom overværede 20.000 tilhørere Martin Andersen Nexø slå igennem som folketaler. Han taler følgende om ’Fattigper’’ og underklassebevægelsen’:

"Mine Tilhørere!

Modstandere af Underklassebevægelsen ynder at gøre gældende, at den hverken rummer Religion eller Idealisme, men er slet og ret Madstræv. Paastanden er ikke ueffen! Paa en Bevægelses Forhold til Idéer og lys Tro beror det, om Ungdommen – de Kræfter i Mennneskeheden, der vender fremefter – skal tage den op og bære den over i Fremtiden. Disse Kræfter – Ungdommen altsaa – melder sig ikke som frivillig Vagt for Madspørgsmaalet; det er ikke Hensyn til Maverne, der bestemmer deres Stilling til Sulten og Armoden. Og lykkes det Fattigpers fjender at fastslaa, at det, han nu har for Jorden over, ikke var andet end Barbarens Mavedans forud for Ædegildet, saa var han dermed stødt tilbage i det Mørke, hvoraf han er i Færd med at dukke frem.

Hvad Modstanderne siger, er der ingen Grund til at tage alt for alvorligt – det bestemmes som oftest af Taktik. Alvorligere er det, at der er Folk indenfor Bevægelsen selv – førende Folk -, der i Grunden gør noget lignende gældende. Socialismen er en slet og ret økonomisk Bevægelse – siger de – som ikke har noget med Idé eller Religion at gøre, men kun har til opgave at skaffe Underklassen bedre Levevilkaar. (…)

Men det er menneskeligt at forveksle Maal og Midler, og det er sket her. Den økonomiske Frigørelse er kun det første Skridt mod Smaamandens fjærne Maal: at erobre Tilværelsen med alle det rige Muligheder, at faa Del i alt. Hvad Livet rummer fra Støvet til de højeste Himle, at blive et Menneske". (side 198).

Derefter lovpriser han den internationale arbejderbevægelses antimilitaristiske standpunkt og fredsskabende initiativer, organisering gennem fagbevægelse og kooperation. Han udtrykker skepsis overfor den borgerlige parlamentarisme og prædiker frigørelse fra den borgerlige kultur:

"Det er den gamle Kulturs Stolthed, at den kan analysere Solen og veje alle Universets Stjerner. Dens skændsel og Fallit er, at den ikke har formaaet at veje Brødet ud til den sultne Mund.

Her fra Bunden, skal I tage ved, om I vil skabe en ny Kultur". (side 201).

Nexøs vision

Det var den danske og især tyske socialdemokratiske presse, der sikrede forfatterskabets enorme udbredelse, men det var digterens egen evne til at formulere sin vision, så den hamrede ind i hjertekulen på det 20. århundrede og bragte ham ind i verdenslitteraturens elite.

Men hvad med det 21. århundredes læsere? Vil Pelle og Ditte give mening for dem? Forhåbentlig kan Henrik Ydes værk også lokke nye læsere til og ikke kun litteraturstuderende.

Bogen er stor: 22x28,5x5 cm. Vejer et par kilo, så den egner sig ikke til godnat- eller hyggelæsning i lænestolen. Valget af font og sats kræver godt lys ved skrivebordet, men har man det, ligger der en stor oplevelse parat foran læseren.

Billedudvalget er spændende. Noteapparat og registre er forbilledlige. Seks stjerner på trods af formatets svagheder.