Den officielle historieskrivnings hovedpersoner er generelt magtens mænd, og begivenhederne er vurderet med deres øjne. Når ordet "vi" optræder, er det dækkende for denne elite af magt- og pengemænd og gælder ikke for dem, der har skabt deres rigdomme og er faldet på slagmarkerne.

Der er ikke én overflødig bemærkning, men mange dokumenterende øjenvidneberetninger i det grundige værk, der gør rede for udviklingen i de forløbne 500 år.

Det historiesyn vender Howard Zinn (1922-2010) på hovedet i sin bog om USA’s historie, der udkom første gang i 1980 og senere er blevet revideret af forfatteren ved flere genudgivelser. Nu har Forlaget Klim valgt at udsende den på dansk.

Zinn har ikke haft til hensigt at være objektiv og upartisk, som historieskrivere ellers foregiver at være, men skildrer historien set med de navnløses øjne og vurderet fra deres side.

Zinns forældre var jødiske indvandrere, og han voksede op i Brooklyn. Faderen var tjener, og moderen arbejdede på fabrik, og det blev afgørende for hans klassebevidsthed at se, hvordan de sled og slæbte for bare lige at kunne holde hovedet oven vande.

Fra havnearbejder til dekan

Selv blev han efter endt skolegang havnearbejder, men under Anden Verdenskrig meldte han sig til hæren og blev bombeflyver. Han overlevede, og som krigsveteran var han så heldig at få et stipendium, så han kunne studere historie og politik.

I 1956 fik han ansættelse som dekan på et college for sorte kvinder i sydstatsbyen Atlanta, hvor racismen levede i bedste velgående. Han engagerede sig sammen med eleverne i kampen for ligeret, og det førte til, at han efter nogle år blev fyret.

Derefter blev han ansat på Boston Universitet, men også her blev han upopulær hos ledelsen på grund af sine politiske holdninger og aktiviteter. Rektoren forsøgte at gøre livet surt for ham ved at holde hans løn tilbage og nægte at bevilge assistenter til hans kurser, som de studerende strømmede til, men det fik ikke Zinn til at rømme pladsen.

I mellemtiden havde han nemlig fået udgivet 1. oplag af bogen om USA’s historie, og den blev solgt så godt, at han kunne klare sig uden lærergagen. Han hagede sig fast i katederet, indtil han i 1988 helligede sig sin skribentvirksomhed og andre politiske aktiviteter.

Mammutværk

USA – Folkets historie. 1492-2001 er et mammutværk. I 25 kapitler fortælles om landets historie fra Columbus’ ankomst og frem til vor tid. Sproget er renset for fine fagtermer, for bogen er skrevet for menigmand, men det betyder ikke, at det er en læse-let-bog.

Der er ikke én overflødig bemærkning, men mange dokumenterende øjenvidneberetninger i det grundige værk, der gør rede for udviklingen i de forløbne 500 år, hvor det fra begyndelsen og hele vejen fremefter har handlet om at skaffe magt og berigelse til en lille elite. I uafhængighedserklæringen er der så smukt indskrevet, at alle mænd er lige, men det gjaldt hverken hvide mænd uden ejendom, kvinder, slaver eller indianere.

Men folket knurrede mere eller mindre lydeligt undervejs. Der var ikke så få slaveoprør, og nogle af de fattige hvide dannede fagforeninger og organiserede strejker.

For at få ro på bagsmækken brugte man ”del og hersk-metoden”: satte de hvide op mod de sorte, og hvide mod hvide ved at give nogle grupper lidt mere end andre. Ind i mellem startede man en rask, lille krig et eller andet sted. Det gav mere land, politisk indflydelse og penge til våbenfabrikanterne og bortledte utilfredsheden.

Bogens sideantal og informationsmængde kan virke overvældende, men det frarådes at vælge kapitler ud, der har ens særlige interesse, for kun ved at læse den fra ende til anden, får man et indtryk af den historiske kontinuitet og dermed en større forståelse af, hvad der foregår i nutidens USA.