Der har som bekendt været en kampagne i de sociale medier for at få annoncører til at trække deres annoncer fra den norske netavis Resett. Kampangnen har været vellykket i den forstand, at store annoncører som Petter Stordalens hotelkæde Nordic Choice, møbelkæden Jysk og strømselskabet NorgesEnergi har trukket sig, skriver netavisen Kampanje.

Hvis man har et verdensbillede, som siger, at redaktøren af Resett er en større fjende end Google, så har man faktisk ikke forstået noget af den verden, vi lever i.

Kort efter forsvandt alle annoncerne fra Google-tjenesten AdSense. På de sociale medier ser vi, at folk, som kalder sig venstreorienterede, jubler over Googles blokade. Men er det venstreorienteret at støtte et af verdens største monopolkapitalistiske selskabers censurmuligheder?

Her må man prøve at gribe det principielt an. Ønsker vi et samfund, hvor det er de største kapitalkræfter i verden, som styrer, hvad der kan publiceres ved at styre annoncemarkedet?

Hvad er Google?

Google er et multinationalt selskab, som har specialiseret sig på internettjenester, og især netsøgning, annoncer på nettet, såkaldte ”skytjenester” samt soft- og hardware. Selskabet ejer også GoogleMaps, YouTube, StreetView, Google Translate og en serie med andre tjenester og produkter, som er alt fra markedsførende til nærmest monopoler.

Google er i dag et helejet datterselskab af Alphabet, som er et af de største selskaber i verden efter omsætning og definitivt et af de aller største og mægtigste teknologiselskaber. 86 procent af selskabets omsætning på over 110 milliarder dollar kommer fra netannoncer. Google er verdensførende på netannoncer. Vi snakker altså om en annoncørmagt, som verden aldrig har set magen til.

Gennem sin søgemaskine har Google ikke bare magt til at styre politisk, hvad brugerne får at se, når de søger, de gør det også i praksis. Google bruger sine algoritmer til både at fremme det, som søgemaskinen ønsker, at folk skal se, og til at skjule eller nedgradere det, som ikke må ses eller promoveres.

Google manipulerer

Jared Cohen, som er præsident i ”Google Ideas”, eller Jigsaw, som det hedder nu, sendte 25. juli 2012 en mail, hvor han skrev, at Google havde udviklet et værktøj, som gjorde det muligt at spore og kortlægge eventuelle deserteringer fra den syriske hær med sigte på at opmuntre til yderligere desertering.

Cohen sagde, at hans organisation havde oprettet et partnerskab med det Qatar-ejede al Jazeera, som ville tage Googles værktøj til sig og bruge det, og han understregede, at værktøjet kunne have stor politisk betydning. Dette skrev Cohen i en mail til daværende udenrigsminister Hillary Clinton. På denne måde gik Google altså aktivt og direkte ind som partner i krigen mod Syrien.

WikiLeaks-grundlægger og nu politisk fange, Julian Assange, mødte i 2011 både Jared Cohen og Google-topchef Eric Schmidt. Han skrev om dette møde i bogen When Google Met Wikileaks.

Assange kalder her Cohen for ”Googles direktør for regimeskifte”. Han citerer også Fred Burton fra Stratfor, som tidligere arbejdede i State Department, og som skrev:

"Google får støtte og overvågning fra luften fra Det Hvide Hus og State Department. I virkeligheden gør de ting, som CIA ikke kan gøre". 

10. september 2013 gjorde Google en indsats for at fremme støtten til USA’s bombning af Syrien ved at lægge udenrigsminister John Kerrys tale om Syria ud som eneste topsag på sin søgeside.

Indtil 2019 har Google haft et nært samarbejde med USA's militære styrker om at udvikle kunstig intelligens, som skal gøre USA’s droner bedre i stand til at genkende og dræbe folk, som USA ønsker at dræbe. Programmet kaldes Project Maven og hyldes af USA’s forsvardepartement, som et ”et program til at vinde krige”.

Da dette samarbejde blev afsløret i 2018, førte det til et oprør blandt Google-ansatte, og ledelsen lovede at udfase programmet, men ikke før i 2019. Men de ansatte burde ikke have været overraskede, for det er en kendt sag, at Pentagon har arbejdet tæt sammen med Silicon Valley-selskaberne helt fra starten og blandt dem med Google.

De selskaber, som ejer Google, ejer også våbenindustrien, medieindustrien og mærkevarebedrifterne. Det er Vanguard, Black Rock og State Street. De er også de største ejere i alle de største banker.

Hvem allierer man sig med?

Skal vi oppsummere, må vi sige, at Google repræsenterer den største kapitalmagt i verden, de er tæt integreret med USA’s efterretningstjenester, de arbejder og har arbejdet for Pentagon og krigsindustrien, og de deltager i regimeskifteoperationer over hele verden til fordel for USA. Derudover udøver de censur og meningspåvirkning.

I den klassiske bog af Noam Chomsky og Edward S. Herman, Manufacturing Consent, skriver de om de fem filtre eller kontrolmekanismer, som styrer det redaktionelle arbejde i medierne for at skabe opslutning til de herskendes dagsorden. Filter nummer to er annoncørmagt. De beskriver, hvordan kapitalkræfterne kan styre indholdet i medierne gennem at bruge annoncørmagt.

Medievirksomheder kan ikke overleve kommercielt uden annoncørernes støtte. Nyhedsmedier må derfor betjene deres annoncørers politiske fordomme og økonomiske ønsker. Dette har for eksempel svækket arbejderklassens presse, og det forklarer også, hvorfor mange andre nyhedsaviser er forsvundet.

Skulle Chomsky og Herman have skrevet en ny version af denne bog, måtte de have viet et helt kapitel til Google, for nu snakker vi om global annoncørmagt på anabole steroider. Google og deres lige har ”større magt over massekommunikation end nogen despot eller noget diktatur i historien”, som Ben H. Bagdikian skrev om mediegiganterne i bogen The New Media Monopoly.

At juble over global annoncørmagt er højreorienteret

At juble over, at Google bruger sin globale mediemagt mod en ganske lille norsk medievirksomhed, er ikke venstreorienteret, uanset hvad de jublende måtte indbilde sig.

Det er at gøre sig til allieret med en af de største kapitalkræfter i verden, et selskab, som er integreret i det militærindustrielle mediekompleks. Det er højreorienteret politik af dårligste slags. Og det bliver ikke mere venstreorienteret af, at man også allierer sig med fagforeningsmodstanderen og ultraliberalisten Sveinung Rotevatn. Og hvis man har en klasseanalyse og et verdensbillede, som siger, at Helge Lurås (redaktør Resett) er en større fjende end Google, så har man faktisk ikke forstået noget af den verden, vi lever i.