24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Guillou boltrer sig i grådighedens årti

Det store århundrede

Guillou boltrer sig i grådighedens årti

Jan Guillos roman "Den anden dødssynd" er på den ene side en smule kulørt, på den anden side er den lærerig historieskrivning, og man er godt underholdt på en begavet måde.

Jan Guillou er født i 1944.
FOTO: Anna-Lena Ahlström
1 af 1

Hvis man skulle have indtryk af, at verden er ved at komme til at ligne en dårekiste, så skyldes det dårlig hukommelse. Det har den i store træk altid gjort. Som for eksempel i tiåret 1980-1990, der er tiden for Jan Guillous 9. bind af serien om "Det store århundrede".

Guillou er mere journalist end forfatter, og med spids humor boltrer han sig i afsløringerne af tidens absurde teater, uden at det går ud over seriøsiteten. 

Den røde tråd i serien er familien Lauritzen, der med udgangspunkt i tre fattige, men kløgtige fiskerdrenge grundlagde dynastiet, som steg til tops og faldt i takt med den politiske udvikling i verden, men som stadigvæk svømmer ovenpå.

Nu er det 3. generation, det handler om. Eric Letang er medejer af advokatfirmaet Spartacus og omtales konsekvent i Expressen som ”Terroradvokaten”, fordi hans kone blev dræbt i forbindelse med en terrorjagt, og fordi han fører mange sager for palæstinensere, der i avisens optik per definition er terrorister.

Familien

I firmaet er hans kusine Ariadne fuldmægtig, og det er hun ganske ferm til, for de personer, Guillou "holder med", er nogle, der kan deres kram.

Fætter Henning, som egentlig hører til 2. generationen, er blevet ingeniør og er gift med den danske læge Mette, som i udførelsen af sit arbejde i flygtningelejren Shatila i Beirut under et angreb af falangister, tilskyndet af Sharon, bliver såret med katastrofale følger.

Kusine Solveig er den skarpe forretningskvinde med fingeren på den økonomiske puls, og hun udklækker og står i spidsen for udførelsen af den plan, der skal berige familien, og som i den katolske kirkes top-7 liste over dødssynder hører ind under nummer to.

Familien og Erics ven, tv-reporteren Erik Ponti, danner rammen om det, der er Guillous egentlige ærinde, nemlig via Eric Letangs advokatarbejde at fortælle om hvad der foregik politisk og samfundsmæssigt i dette tiår i Sverige. Meget af det forstærket af, at pressen heller ikke undså for at begå den 2. dødssynd, der for dens vedkommende består i for enhver pris at skaffe læsere.

Der gik en bølge af incestsager over landet, hvor ofrene fik fortrængte minder om overgreb frem ved hjælp af behjertede psykologer eller nogen, der lignede. Der var ubådsjagten, der endte med at vise sig at være sildeprutter. Med udløb fra Danmark var der Blekingegadebanden, og så var der selvfølgelig mordet på Olaf Palme, der ændrede fjendebilledet fra palæstinensere til kurdere og endte et helt andet sted og med en højtstående politimands Waterloo. Internationalt er vi nået til Berlinmurens fald og den socialistisk verdens kollaps.

Tidens absurde teater

Guillou er mere journalist end forfatter, og med spids humor boltrer han sig i afsløringerne af tidens absurde teater, uden at det går ud over seriøsiteten. Til gengæld må man leve med, at personskildringerne er temmelig stiliserede, og at det undertiden går lidt for nemt for de gode at trumfe de onde. Ligesom det selvfølgelig er "venstresiden" af familien, der kommer bedst ud af det, da Solveigs boligspekulationsplan brister, og sørger for at pengene kommer til at gøre gavn.

På den ene side er romanen en smule kulørt, på den anden side er den lærerig historieskrivning, og man er godt underholdt på en begavet måde.

11. okt. 2019 - 07:00   11. okt. 2019 - 10:19

Bøger

Margit Andersen
Anmelder

Jan Guillou: Den anden dødssynd. 411 sider. Oversat af Anders Johansen. Forlaget Modtryk. 

Den anden dødssynd er niende bind i romanserien Det Store Århundrede – Jan Guillous serie om 1900-tallet, der skildrer familien Lauritzen i flere generationer.