Da Erling Jepsen rejste ud i verden, det vil sige fra Gram til Haderslev, tog det rundt regnet en times tid, men i realiteten har han aldrig rigtig forladt Gram.

Bogens Erling lyver, og det gør forfattere også, de “finder på”, men det kan sådan set være lige meget. 

I Gramhavet (2016) fortalte han om sin barndom i byen, og nu i bind to, Hjemmefra, af serien Familiehemmeligheder er han nået frem til løsrivelsen fra den og sin dysfunktionelle familie.

Erling er blevet 16 år, og da han er meget “boglig”, skal han i gymnasiet. Ved et lille kneb, og sådan noget går han ikke af vejen for, bliver det på katedralskolen i Haderslev, der ligger tilpas langt væk til, at han er nødt til at bo på kollegium der, og det er det, han vil: væk!

Tiden er 1972 med folkeafstemning om EF og politisk grøde på venstrefløjen, og det er der, han synes, at han hører til, men uden at vide helt præcist hvor i spektret. I det hele taget er han noget på herrens veje i denne storby, hvor drengenes hår er meget længere end i Gram, og pigernes kjoler meget kortere.

Desuden er der problemet med hans baggrund, som han skammer sig over. Den prøver han at dække over ved at imitere sine omgivelser, spille klog i klassen og i paniksituationer finde på løgnehistorier med de uforudsete komplikationer, det kan medføre.

Behov for kultur

Det kan ikke imponere nogen, at man kommer fra Gram, så han bilder sine kammerater ind, at godt nok kommer han derfra, men han er i virkeligheden adoptivbarn. Hans rigtige forældre er københavnere, som på grund af deres revolutionære aktiviteter har måttet gå under jorden. Den historie møder skepsis hos dansklæreren, som han i forvejen er på kant med. Ja, faktisk udvikler det sig til lidt af en fejde mellem dem, da den unge, moderne indstillede lærer i undervisningen inddrager analyser af reklametekster og ugebladsnoveller. Det pjat kan Erling slet ikke acceptere.

Det er ikke bare for at spille klog, at han hele tiden trækker de gode, gamle klassikere frem. Han elsker dem faktisk, ligesom han i det hele taget har et stort behov for at få del i den kultur, der ikke hørte til i hans barndomsland. Da det Danske Teater kommer til Haderslev og opfører O’Neills familiedrama Lang dags rejse mod nat, bliver det en åbenbaring for ham. Tænk at man kan skrive sådan om grumme familiehemmeligheder!

Og da musiklæreren danner et kammerorkester, hvor Erling får lov at spille tilhører, for den slags er der også brug for i et orkester, får han ud over musikoplevelser et helt nyt indblik i billedkunstens verden. Han labber det hele i sig, og læseren aner, at det er en del af den vej, der fører til udviklingen af dramatikeren og forfatteren Erling Jepsen.

Fængslende udviklingshistorie

Det handler selvfølgelig ikke bare om kulturoplevelser, for Erling er jo 16 år, og de lårkorte sværmer rundt om ham og sætter hormonerne på arbejde. Bedre bliver det ikke af, at han også er seksuelt forvirret og i en periode mistænker sig selv for at være homoseksuel, fordi han får et nært venskab med en kammerat. I Gram rører mænd ikke ved hinanden, så det skal han også lige vænne sig til.

Erling er en såkaldt mønsterbryder, og det er en vanskelig balancegang, hvor han regelmæssigt snubler. Forfatteren giver umiddelbart et hudløst portræt af sig selv som ung, men er det nu også helt ærligt? Bogens Erling lyver, og det gør forfattere også, de “finder på”, men det kan sådan set være lige meget. Det korte af det lange er, at det er en fængslende udviklingshistorie fra en tid, hvor samfundet også ændrede sig meget, selv ovre i det sønderjyske.

Stilen er som altid i Erling Jepsens romaner letflydende med en underspillet sort humor. Han har givet udtryk for, at der skulle komme flere bind i serien, og det ser vi frem til.

>> LÆS OGSÅ: Respektfuld krigskomedie