02 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jann Sjursen stopper som formand for Rådet for Socialt Udsatte

Uenigheder i råd

Jann Sjursen stopper som formand for Rådet for Socialt Udsatte

På grund af interne uenigheder stopper Jann Sjursen som formand i Udsatterådet. Dermed mister Arbejderen også en mangeårig blogger.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Jann Sjursen har meldt sin afgang som formand for Rådet for Socialt Udsatte. Onsdag gav han besked til social- og indenrigsminister Astrid Krag om, at han ønsker at blive fritaget for hvervet som formand.

Uenigheder gør, at det ikke giver mening for mig at fortsætte som formand.
Jann Sjursen

Årsagen er uenigheder i rådet.

– Meningerne har altid være delte i rådet. Den gode debat har imidlertid befordret mange gode forslag, som man med meget få undtagelser har stået sammen om. Det har efter min opfattelse været rådets styrke udadtil. Det har givet indflydelse, og det har gjort rådet til et vigtigt talerør for socialt udsatte og en samlende faktor på socialområdet, siger Jann Sjursen.

Vil ikke uddybe uenigheder

Men uenighederne har nu nået et omfang, hvor han ikke ser det muligt at fortsætte som formand. Det er tidligere kommet frem i medierne, at rådet har været uenige i forhold til cigaretpriser, men der har også været forskellige opfattelser af, hvordan man skal tackle uenighederne og arbejde som råd. 

– Uenigheder gør, at det ikke giver mening for mig at fortsætte som formand. Jeg stopper med stor taknemmelighed over det, jeg sammen med rådsmedlemmer og medarbejdere i sekretariatet har fået lov til at arbejde med. Og med tak til de mange samarbejdspartnere og brugere, som har vist både rådet og mig stor tillid i de knap 10 år, jeg har været formand, tilføjer Jann Sjursen.

Dermed stopper Jann Sjursen også efter fire år som blogger i Arbejderen.

Den afgående formand ønsker ikke at uddybe, hvad uenighederne handler om.

– Det tjener ikke noget formål, vurderer han.

Stiller ministeren frit

Medlemmerne af rådet beklager Jann Sjursens afgang og stiller samtidig deres mandater til rådighed, så ministeren frit kan sammensætte et nyt råd.

Indtil der er udpeget en ny formand og et nyt råd, vil næstformand Christina Strauss, der også er formand for de hjemløses landsorganisation SAND, være fungerende formand.

Det forventes, at det nye råd først vil blive udpeget engang i starten af det nye år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. nov. 2019 - 09:35   07. nov. 2019 - 11:57

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk
Fakta om Rådet for Socialt Udsatte
  • Rådet for Socialt Udsatte har eksisteret siden 2002, dets medlemmer udpeges af socialministeren. Rådets skal fungere som talerør for socialt udsatte. 
  • Medlemmer af det afgående råd: Jann Sjursen, formand, Christina Sand, næstformand og formand for SAND, de hjemløses organisation, sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder, Flora Ghosh, centerchef i LivaRehab, Robert Olsen, forstander på Kofoeds Skole, Knud Kristensen, formand for SIND, Anja Plesner Bloch, formand for Brugernes Akademi, Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær, Morten Skov Mogensen, generalsekretær i KFUM's sociale arbejde, Nanna W. Gotfredsen, leder af Gadejuristen, Steen Moestrup, LAP, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, Thomas Fuglsang, forhenværende centerchef for KABS, Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark
  • Rådet udgiver hvert år en social årsrapport.