For første gang blev Danish Music Awards uddelt til både folkemusikken og verdenmusikken ved samme begivenhed. Spillestedet Alice på Nørrebro, tidligere spillestedet Global Copenhagen, dannede rammen søndag aften, da Folk Danmark uddelte otte priser, heraf to til verdensmusikken. Folk Danmark er en organisation for at udvikle og styrke folkemusikken.
Folkemusikken vinder større og større interesse i ind- og udland samt på festivaler, og denne aftens priser gik til både nye talenter og til spillefolk, der finpudser den traditionelle folkemusik.
Statuetten Årets Formidler gik til RadioFolk, der sender musik og reportager døgnet rundt. Juryens begrundelse lød blandt andet:
"Årets prismodtager er en formidler, som arbejder med utrættelig energi og stort engagement for at gøre folkemusikken tilgængelig for alle danske ører."
De to priser for verdensmusikken gik til to kunstnere fra Mali. Faratuben modtog Årets World Udgivelse for albummet Sira Kura, og Moussa Diallo fik prisen som Årets World Musiker/Sanger.
Indenfor folkemusikken fik violinist Henriette Ambæk Flach prisen som Årets Nye Talent.
Kristine Heebøll modtog prisen som Årets Komponist/Sangskriver blandt andet for sine kompositioner på albummet Polyglot Pike.
Peter Uhrbrand kom i sin ungdom fra Vejle og bosatte sig som tækkemand og violinspiller i Sønderho på Fanø. Her lærte han egnens musik at spille og finpudser stadig den traditionelle folkemusik. For sin indsats fik han Årets Traditionspris.
Statuetten som Årets Folk Musiker/Sanger gik til svenskfødte Perry Stenbäck, også kendt fra Dekadansorkestern. Motivationen gik ud over hans egen musik:
"Årets folk musiker/sanger er heller ikke nærig med at dele ud af sin viden og færdigheder gennem workshops, videoer og camps – og hjælper dermed til at inspirere og udvikle andre musikere".
Endelig modtog Floating Sofa Quartet prisen Årets Folk Udgivelse for albummet Neighbourhood. Kvartetten består af fire unge nordiske spillemænd og -kvinder fra Sverige, Finland og Danmark. "Orkesteret har formået at skabe et sammenspil, som fusionerer den traditionelle musik med elementer fra jazz og synth – vel at mærke med stort overskud og overbevisning," var juryen indstilling.
Prismodtagere, gæster og arrangører blev i løbet af aftenen underholdt af Jytte Abildstrøm, Vingefang, Trio Svin og Baltic Crossing.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278