Når man kan købe en T-shirt i H&M for langt under 100 kroner, kan enhver regne ud, at nogle er blevet snydt i processen, og man behøver ikke at have studeret politisk økonomi for at vide, at det ikke er fabrikanten, grossisten eller forretningen.

For os danskere er det sundt at få et nærbillede af, hvordan H&M og mange andre kæder skaffer sig billige varer på bekostning af de mennesker, der producerer dem.

Ofret er den kvinde i Bangladesh, for T-shirten er nok derfra, der har syet den på en fabrik, der ejes og ledes af mænd, der betragter syerskerne som noget tyende, de bare kan hundse rundt med i profittens hellige navn.

Men der er kvinder, der nægter at være ofre, både på film og i virkeligheden. En af dem inspirerede Rubaiyat Hossain til at lave filmen Made in Bangladesh, der er nutidens udgave af Norma Rae fra 1979 om tekstilarbejderen fra North Carolina, som det lykkedes med hjælp fra en fagforeningsagitator og ikke mindst en ukuelig kampånd at få organiseret sine arbejdskammerater i en fagforening.

>> LÆS OGSÅ: Historien om en strejkefilms skæbne

Vor tids Norma, der arbejder på en tekstilfabrik i Dhaka, hedder Shimu og er 23 år. Hun er en god syerske og en god kone, der efter de mange timer på fabrikken opvarter sin arbejdsløse mand, der er en dovenlars, eller måske snarere et produkt af en forældet kultur.

Organisering og korruption

En dag udbryder der brand på fabrikken, og en af de ansatte omkommer. Der kommer journalister til stedet, og via en af dem kommer Shimu i kontakt med en kvinde, Nasima, fra en NGO-organisation, der arbejder med at få organiseret tekstilarbejderne fagligt. Hun forklarer Shimu, at de vilkår, man byder syerskerne på fabrikken, ikke er lovlige, og at de kan få dem ændret, hvis de danner en fagforening.

Shimu går som Norma Rae i gang med den svære opgave at overtale sine kolleger til at være med, men da det endelig er lykkedes at samle de fornødne underskrifter, kommer næste store vanskelighed. De skal godkendes af Arbejdsministeriet, og det viser sig, at der er problemer med dem. Ikke fordi papirerne ikke er i orden, men noget som embedsmanden af gode grunde ikke rigtig kan gøre rede for.

Det er nemlig sådan, at fabriksejeren udmærket kender til forretningsgangen i forbindelse med at danne en fagforening og derfor plejer venskabelige forbindelser med ministeriet. Sagt mere direkte er der tale om korruption. Da det står klart for Shimu, hvad det drejer sig om, går hun åndeligt bersærkergang, for hun har på det tidspunkt alt at vinde og intet at tabe, hverken hjemme eller på arbejdet, og hun vinder.

Modig kamp

Feinschmeckere vil måske indvende, at filmen er lidt unuanceret i persontegningen, kvinderne er i det store og hele sympatiske, mens mændene over en kam er usympatiske, både når det gælder profithensyn og kvindesyn. Men det er jo ikke et psykologisk drama, Hossain har villet lave, men en film om arbejdende kvinder, om udnyttelsen af dem og om deres modige kamp for bedre forhold og en løn, de kan leve af.

Siden Rana Plaza-fabrikken i Dhaka i 2013 styrtede sammen, og 1100 arbejdere omkom, er der sket mange forbedringer, hvad sikkerhed og lignende angår, men minimumslønningerne er stadig de laveste i verden.

>> LÆS OGSÅ: Dansk tøj produceres med livet som indsats

Måske kan filmen inspirere flere kvinder i Bangladesh til at gøre oprør og blive fagligt aktive, og for os danskere er det sundt at få et nærbillede af, hvordan H&M og mange andre kæder skaffer sig billige varer på bekostning af de mennesker, der producerer dem.