Én af de sidste dage i 1913 rejser en forkælet, 28-årig kvinde af det bedre borgerskab fra barndomshjemmet på Rungstedlund sydpå til et forventet eventyr i Afrika. I havnebyen Mombasa på den afrikanske østkyst venter hendes forlovede, den svenske baron Bror von Blixen, og kort efter bliver de gift.

Bogen giver et fantastisk billede af livet blandt de europæiske bosættere og farmere i det, der senere blev Kenya. Ligesom man får et billede af Karen Blixen som en uhyre sammensat personlighed.

Kvinden er den senere verdensberømte danske forfatter Karen Blixen, der de næste 17 år vil være bosat i det kenyanske højland – dengang hed det Britisk Østafrika – og dér drive en kaffefarm.

Løvinden, Karen Blixen i Afrika er Tom Buk-Swientys fjerde bog om Blixen-familien og er mindst lige så fascinerende som de øvrige.

Kaffeplantage

Som titlen siger, fortælles om de 17 år – fra 1914 til 1931 – hvor Karen Blixen boede i Afrika. Ægteparret erhvervede sig kort efter ankomsten et større stykke land lidt udenfor Nairobi, hvor de grundlagde en kaffeplantage.

Erhvervede og erhvervede er lidt af en tilsnigelse, parret var ikke selv i stand til at finansiere hverken købet af jorden eller opstarten af plantagen. Det var Karen Blixens velhavende familie i Danmark, der sikrede det økonomiske grundlag, først og fremmest hendes onkel og hendes moder.

Og det kom ikke kun til at dreje sig om opstarten, kaffeplantagen blev aldrig en økonomisk succes. Kun to ud af de 17 år gav den overskud, og da Karen Blixen i 1931 rejste hjem, er farmen bankerot. I årenes løb skød familien et kæmpebeløb ind i driften, i dagens mønt over 100 millioner danske kroner. Hvorfor? Tja, selvfølgelig fordi de havde pengene, og så fordi de gerne ville understøtte niecen og datterens drøm!

Tidsbillede

Bogen giver et fantastisk billede af livet blandt de europæiske bosættere og farmere i det, der senere blev Kenya. Ligesom man får et billede af Karen Blixen som en uhyre sammensat personlighed: En snobbet overklassekvinde der til livet på den afrikanske højslette omgiver sig med champagneglas, fornemt porcelæn, elegant tøj, fornemme parfumer og så videre, og så videre. En kvinde der tager på ugelange safarier og nyder at nedlægge diverse dyr, ikke mindst løver. Men også en kvinde, der ikke går af vejen for at tage del i det hårde slid for at sikre driften af kaffeplantagen.

Dertil kommer, at der i bogen er en stribe eksempler på, hvordan Karen Blixen drager omsorg for de mere end 150 afrikanske familier, der arbejder og bor på farmen. Blandt andet er hun med til at etablere en skole, så børnene kan lære at læse og skrive, og én elev, der har matematiske evner, sørger hun for får en uddannelse inde i byen.

Frygten for tomhed

Man kan stille sig spørgsmålet, hvorfor en kvinde som Karen Blixen, der kunne være blevet i Danmark uden nogen former for økonomiske sorger, valgte et slidsomt – og i sidste ende umuligt – projekt i Afrika. I et brev til sin bror giver hun selv forklaringen: "Det, som jeg længes efter, er jo: Liv, og det, som jeg frygter og flygter for, er tomhed og tilintetgørelse".

Efter 17 år var drømmen endelig død, kaffeplantagen blev opgivet, møbler og alt inventar solgt, og Karen Blixen rejste til Danmark, til Rungstedlund, uden at vide hvad hun nu skulle fordrive tiden med. Det blev skriveriet, hun kaldte sig selv storyteller, og resten hører til litteraturhistorien.