"Jeg løb mod Nilen" er en bog om den egyptiske revolution i 2011 af forfatter Alaa Al-Aswany. Bogen kan læses som en håndbog i klassekamp. Gaaab, tænker du måske. Det lyder kedeligt. Men nej, det er det bestemt ikke. Alaa Al-Aswany skriver på en meget morsom og indlevende måde.

Aswany deltog selv på Tahrirpladsen i de 18 dage i januar 2011.

Man sidder og griner af hans beskrivelse af den religiøse overklasse, der kan fortolke religionen islam alt efter, hvad de har behov for.

Som general Alwani, der er nødt til at se pornofilm for at kunne dyrke sex med konen på 120 kilo. Hvordan kan han se pornofilm som retskaffen muslim? Jo, hvis det er for at hindre en større synd. "Nødvendighed gør det forbudte tilladt".

Eller enken Nurhan, der gang på gang gifter sig højere op i hierakiet. Da hun gifter sig med direktøren for Bellini-fabrikken, bliver det et såkaldt urfi-ægteskab. Et ægteskab, der ikke bliver offentliggjort, fordi hun så stadig kan hæve pensionen fra sin afdøde mand. For at hun ikke skal have dårlig samvittighed over for religionen, får hun ægteskabet godkendt af den rige sheik Shamil, der ikke mener, at det strider mod den religiøse lov.

Det lurende oprør

Aswany beskriver det egyptiske revolution og samfund gennem en lang række personer. Vi møder blandt andre skolelæreren Asma, der ikke vil bruge tørklæde. Vi møder Mazen, der bliver valgt til talsperson ved en fabriksbesættelse. Vi møder Khalid, studerende og søn af en chauffør. General Alwani, der er stærkt troende og torturbøddel. Hans datter Dania, der går på samme universitet ligesom Khalid, og de to har mange diskussioner om religion.

Der foregik demonstrationer og fabriksbesættelser mange steder rundt om i Egypten.

"Sheik Shamal og folk som ham tjener millioner på at sprede den wahabitiske tankegang og understøtter magten. Ærlig talt opfatter jeg dem ikke som religiøse mænd. De er forretningsmænd", siger arbejdersønnen Khalid i en af samtalerne med Dania.

Hærens overgreb

Alaa Al-Aswany skriver fiktion, men meget tæt på virkeligheden. I romanen indgår seks vidnesbyrd. I en note i bogen står der, at de ordret er skrevet af efter de anmeldelser, som de pågældende ofre og vidner indgav lige efter hændelserne på Tahrirpladsen 2011.

De seks vidnesbyrd beskriver hærens og politiets tortur af anholdte. Seksuelle overgreb. Mødomstest på unge kvinder udført af soldater. Massakrer på demonstranter, hvor hæren skyder med skarpt og kører deres tanks med fuld fart ned gennem demonstrationer og maser folk til døde. (Det er ikke kun Islamisk Stat i Syrien, der henretter folk ved at køre dem over med tanks.) Romanens titel er taget fra et af disse vidnesbyrd, hvor folk flygter mod Nilen for at komme væk fra disse tanks.

Tæt på virkeligheden

Aswany deltog selv på Tahrirpladsen i de 18 dage i januar 2011. Han så, hvordan folk blev skudt af hærens snigskytter, der lå på hustagene. På blot 18 dage blev 840 demonstranter dræbt og mere end 6000 såret, ifølge Amnesty International.

Revolutionen udvisker fjendskaber mellem religioner, så både muslimer og kristne beder sammen på Tahrirpladsen.

Centrum for den egyptiske revolution udspillede sig på Tahrirpladsen i centrum af Kairo. Men der foregik demonstrationer og fabriksbesættelser mange steder rundt om i Egypten.

Det egyptiske diktatur er under revolutionen bange for, hvor omfattende det vil blive. I romanen flytter den militære ledelse med general Alwani i spidsen til et hemmeligt sted, hvorfra den koordinerer og styrer indsatsen til at bekæmpe revolutionen.

Revolutionen tvang den egyptiske præsident Mubarak til at trække sig tilbage. Det egyptiske folk ville have en ny forfatning. I romanen vil det ifølge general Alwani åbne døren til et oprør, kun gud kender omfanget af. Derfor allierer han sig med Salafisterne og Det Muslimske Broderskab, så de i fællesskab kan sikre, at der kun gennemføres ændringer i den nuværende forfatning. Det Muslimske Broderskab må udpege, hvem der skal være med til at skrive ændringerne.

Indkalder de største stjerner

Militæret indkalder "Det egyptiske samfunds største stjerner" til et møde om situationen. De egyptiske patrioter, som general Alwani beskriver, er rige forretningsfolk, skuespillere, mediepersonligheder, salafistiske sheiker med ædelstene i deres bedekrans, store fodboldspillere, der har fans i hobetal.

>> LÆS OGSÅ: Egyptens revolutionære tog fejl af militæret

Nok er præsident Mubarak gået af, men staten Egypten lever stadig. General Alwani siger til toppen af Egypten:

"Vi pålægger Dem, Dem og deres kolleger at starte nyhedsmedier af alle typer: tv- og radiokanaler, aviser og internetsider. Vi er nødt til at generobre initiativet".

Med eller mod staten

En forretningsmand, der kan se, at han skal til at betale store beløb til dette initiativ, er ikke helt tilfreds. Men Alwani truer ham med, at revolutionen ville kaste ham i fængsel:

“At nægte er ikke en mulighed. Egypten er Deres land. Egypten overøser Dem med goder, og det er Egypten, der har givet dem al denne rigdom. Hvis den egyptiske stat gik til grunde, og sabotørerne kom til magten, ville Deres formuer blive konfiskeret, og De ville blive smidt i fængsel”.

General Alwani siger senere i bogen til sin oprørske datter Dania:

"Tro ikke, at den egyptiske stat er forsvundet. Præsident Mubarak har ofret sin magt for at redde staten. Sikkerhedstjenesterne er der stadig, og intet er forandret."

Man sidder og griner af hans beskrivelse af den religiøse overklasse, der kan fortolke religionen islam alt efter, hvad de har behov for.

Mediernes rolle og indflydelse lægger general Alwani stor vægt på. Til den populære tv-vært Nurhan siger Alwani:

"De er som artilleriet under en krig. De skal forberede terrænet med præcionsskud, før infanteriet rykker frem. Jeg kan arrestere dem alle sammen på en halv dag – alle disse små forrædere, der er ansvarlige for komplottet i januar – men først må medierne afsløre dem. De er nødt til at miste enhver støtte i befolkningen. Folk skal hade dem og blive glade, når jeg arresterer dem".

Muslimer og kristne sammen

Alaa Al-Aswany har en stor indlevelse i sine personer og i, hvad begivenheder gør ved mennesker.

Hvordan reagerer mennesker på at blive udsat for tortur. Nogle bliver både fysisk og psykisk ødelagte, desillusionerede, flygter ud af Egypten og vender ryggen til det egyptiske folk. Andre bliver individuelle "terrorister".

Revolutionen på Tahrirpladsen 2011 udviskede fjendskaber mellem religioner, så både muslimer og kristne bad sammen på Tahrirpladsen. Senere gik muslimer og kristne i demonstration sammen imod afbrænding af kristne kirker.