I forbindelse med et interview Bong Joon-Ho foretog, efter at han tilbage i maj måned løb med Guldpalmen ved den prestigefyldte filmfestival i Cannes, blev den sydkoreanske instruktør spurgt ind til, hvorfor han bliver ved med at vende tilbage til klasseforhold som tematik i flere af sine film. Han svarede, at det aldrig har været hans intention – det er nærmest sket af sig selv, helt organisk. For kigger man sig omkring, er uligheden at se alle vegne.

Bong Joon-Hos film Parasite forholder sig til samme grundtema.

Parasite viser, hvordan klassestrukturer netop ikke opløses, når nogle flytter fra bunden til toppen.

I en lille kælderlejlighed i et fattigt område af Seoul møder vi vores arbejdsløse protagonistfamilie (hovedrollefamilien), personificeringerne af en ressourcefattig klasse, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og ikke ejer mere, end hvad der findes af rod i deres hjem.

Deres omstændigheder er på ingen måde glamourøse. Skal de bruge internetforbindelse, klatrer de rundt på møblerne for at koble sig på en nærtliggende cafés offentlige wi-fi. Spredes der skadedyrsgift på gaden, lader de vinduerne stå åbne for at få taget livet af nogle af de insekter, der gemmer sig i deres lejlighed.

Fattigdom og naive forhåbninger

Det sørgelige ved familiens usikre livsvilkår kombineres med de lidt naive forhåbninger om at bryde med dem – et modsætningspar som er kendetegnende for den stemning, Bong Joon-Hos karakteropbygning sigter efter. Men en åbning for at hive sig op fra deres plads i bunden af hierarkiet viser sig faktisk, da sønnen, Ki-woo (Choi Woo-Shik), bliver anbefalet af en ven til et job som hjælpeunderviser hos en rig familie.

En tilpasset baggrundshistorie og et forfalsket universitetsbevis senere står vi indenfor i den ekstravagante arkitekttegnede villa i den modsatte ende af byen, hvor Park-familien bor – og da Ki-woo får færten af den riges mors naive væsen (spillet af Cho Yeo-Jeong), sættes en plan i gang, der skal sikre den fattige familie adgang til det luksuriøse liv, de har opdaget her.

Uligheden er overalt

Parasite skitserer to portrætter af koreanske familier, men formår desuden at appellere til en universel struktur mellem klasser, som på ingen måde føles begrænset til dens specifikke lokation. Filmen kunne lige så vel have udspillet sig i London, New York eller København – eller enhver anden by, hvor skellet mellem de fattigste og de rigeste er så markant, som de fremstår her i Bong Joon-Hos skildring.

En imponerende bedrift af en af Sydkoreas vigtigste filminstruktører, der med Parasite har fået sit helt store gennembrud på den internationale scene.

Ved at lade klasserne komme helt tæt på hinanden i samme hjem skabes en lille, isoleret konstruktion af et samfund, der mest af alt minder om et moderne kapitalistisk et af slagsens, hvor de, der ejer, nyder godt af de fattiges higen efter bedre levevilkår for dem selv.

Nye folk nederst i hierarkiet

Valget om at lade nærmest hele filmen udspille sig i kun to huse samt at lade alle subjektivitetsformerne – altså den måde deres bevidsthed om sig selv og andre formes på – stå i direkte relation til deres klassetilhør, fungerer efter bedste henseende.

Både filmens rum og karakterer oser af symbolsk betydning, og det gør det muligt for Parasite at vise, hvordan klassestrukturer netop ikke opløses, når nogle flytter fra bunden til toppen – for strukturen forbliver uforandret, blot med nye folk nederst i hierarkiet.

En imponerende bedrift af en af Sydkoreas vigtigste filminstruktører, der med Parasite har fået sit helt store gennembrud på den internationale scene.

Parasite får fem stjerner.