Da Ladj Lys debutfilm Les Misérables havde vundet kritikerprisen i Cannes i 2019, så præsident Macron den ved en særvisning og sagde efterfølgende, at den havde rystet ham.

Det lyder mærkeligt, at landets præsident Macron ikke skulle være bekendt med forholdene og problemerne i forstædernes indvandrerghettoer.

Det kan man undre sig over, for det lyder mærkeligt, at landets præsident ikke skulle være bekendt med forholdene og problemerne i forstædernes indvandrerghettoer.

Det er i en sådan forstad, i byen Montfermeil nordøst for Paris, hvor også en del af Victor Hugos roman med samme titel foregik, at filmen udspiller sig. Som en af strisserne i filmen bemærker, så er der ikke sket meget siden den gang for 150 år siden.

Nutidens elendige

Det er stadig "de elendige", der lever i slum og fattigdom i dette parallelsamfund, der er opdelt i territorier, som styres af forskellige bander, der udøver hver deres form for kriminalitet, for noget skal de jo leve af. Bydelen har endog sin egen parallelborgmester, der står for tildeling af stadepladser på markedet og løser indbyrdes konflikter.

Fællesfjenden er politiet, der skal forebygge kriminalitet ved deres tilstedeværelse og gribe ind, når der er anledning til det. Det er en gruppe på tre mænd: lederen Chris, der veksler mellem at være falsk vennesæl og arrogant bølle, Gwada der følger trop i baggrunden og den nye Stéphane, der bliver noget chokeret over Chris' opførsel, men prøver at beherske sig, for her gælder musketereden "en for alle og alle for en", hvis gruppen skal kunne fungere.

Fællesskab uden fællesskab

Noget der fylder i kvarteret er børnene. Det vrimler med unger i alle aldre og farver, som ikke er belastet med skolegang eller anden fornuftig beskæftigelse, og det bliver dem, der ender med for alvor at sætte brand i gaden.

Bydelen har endog sin egen parallelborgmester, der står for tildeling af stadepladser på markedet og løser indbyrdes konflikter.

Det begyndte ellers så godt med, at Frankrig i 2018 blev verdensmestre i fodbold. Børnene er vildt begejstrede og tager toget til Champs Elysées – selvfølgelig uden at løse billet – for at være med til at fejre sejren.

Et af børnene har endog iført sig et fransk flag, og for en kort stund får de en illusion af at være en del af det franske fællesskab.

Fra drengestreg til grov vold

Men tilbage i hverdagen er alt ved det gamle, og kedsomheden bliver udfyldt med mere eller mindre uskyldigt sjov og ballade. En drengestreg af den grovere art sætter en lavine i gang, som ender i et voldsorgie, hvor det er børnene, der fører an.

Det udarter så vidt, at det nærmer sig det urealistiske, men det retfærdiggøres af, at filmen vil trænge igennem med sit budskab om, at disse børn er fortabte, fordi ingen løfter en finger for dem.

Synet på mennesket

Forældrene magter det ikke, og samfundet vender det blinde øje til, ligesom præsidenten. Uden almindelig skolegang og opvokset i et miljø, hvor sprog og kultur er præget af vold og kriminalitet, er de dømt til at træde i deres forældres fodspor som mindreværdige og uønskede elementer, der må klare sig, som de bedst kan, og det er sjældent med legale midler.

Filmen slutter med et citat fra Victor Hugos De Elendige: "Kære venner, husk at der hverken er dårlige vækster eller dårlige mennesker. Der er kun dårlige dyrkere".

"Les Miserables" får fire stjerner.