16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ikke meget om arbejderes vilkår, når bedste film skal kåres

Oscar 2020

Ikke meget om arbejderes vilkår, når bedste film skal kåres

Ni film er nomineret til Oscar 2020 som Bedste Spillefilm. Her på Arbejderen er vi gået efter film, der fortæller om arbejderes vilkår, som Ken Loachs film Sorry We Missed You.

Far og datter puster ud under pakkekørslen i Sorry We Missed You af instruktøren Ken Loach. Filmen er ikke med, når Oscar-uddelingen ruller på søndag.
FOTO: Scanbox Entertainment
1 af 1

Der er flere gode bud blandt de film, der er nomineret i kategorien Bedste Film, når Oscar-prisen uddeles i Hollywood den 9. februar. Danmark er kun nomineret med en enkelt film, The Cave, i kategorien Bedste Dokumentar. Blandt de ni spillefilm i kategorien Bedste Film finder vi Joker og Parasite, men hvorfor er Ken Loachs film Sorry We Missed You ikke med her? Eller den islandske film Kvinde På Krigsstien om klima, miljø og mangel på demokrati?

Uligheden er tema i Parasite, der eksperimenterer med at lade den fattige familie kuppe sig ind i den riges hus.

Joker er ganske interessant film, som er nomineret i ikke mindre end 11 kategorier. Joker viser en helt andet side af det amerikanske samfund og udstiller de overfladiske, pengehungrende mediers savlen i sociale katastrofer. Joaquin Phoenix er suveræn i hovedrollen som Arthur Fleck. Filmen er meget speciel, måske en kommende kultfilm?

Arbejderes vilkår i hovedrollen

Her på Arbejderen er vi gået efter film, der fortæller om arbejdernes vilkår, som Ken Loachs film Sorry We Missed You. Den kunne undertegnede godt have tænkt sig i Bedste Film-kategorien.

Flere og flere i Europa kan ikke skaffe sig mad og husly, selv om de arbejder fuldtids. Lønnen er så lav, at de må stille op i madkøer. De kaldes woorking poor. Arbejderens anmelder John Poulsen skrev om Sorry We Missed You:

Det gælder ikke kun i England, men overalt, også i vores smørhul, hvor det bliver mere og mere almindeligt at lave nul-timers-kontrakter, hvor man kun får løn for de timer, man arbejder, og hvor feriepenge og løn under sygdom er en by i Rusland.

Ken Loachs film viser, hvor skidt det står til uden fagforeninger eller andre organisationer at kæmpe i:

I filmen er der passager, hvor vi oplever familiens samhørighed og vilje til at komme igennem kontroverser og problemer, men viljen slår ikke til mod overmagten. Der er imidlertid andre, der slår til, dog ikke mod overmagten, men mod dens ofre, og det så eftertrykkeligt, at slaget også rammer dem, der ser denne gribende, velspillede og helt aktuelle politiske film.

Klima og manglende demokrati

Kvinde På Krigsstien kunne også være et bud, når nu klimaforandringer er menneskeskabte. Filmens hovedperson Halla saboterer strømforsyningen til et stort værk, der udvinder aluminium. Et metal, Island ikke selv har, men de har masser af billig vandenergi. Udvindingen af aluminium sker ved ekstremt høje temperaturer og kræver meget energi.

Kameraholdet i The Cave følger læger og sårede under krigen i Syrien, kampen for ligestilling blandt mænd og kvinder og konfronterer os med krigens rædsler.

Energien er billig for de udenlandske firmaer, fordi den islandske stat finansierer og sørger for leveringen af strøm. Dæmninger til vandkraftværkerne ødelægger naturen i Island. Det har islændinge protesteret over.

Kvinde På Krigsstien er desværre ikke anmeldt i Arbejderen, men set og vurderet af undertegnede som en meget politisk film med masser af humor, islandsk humor.

Uligheden som tema

En anden politisk film, som også er kommet blandt de ni nominerede i kategorien Bedste Film, er Parasite af den koreanske instruktør Bong Joon-Ho. Uligheden er tema i denne film, der eksperimenterer med at lade den fattige familie kuppe sig ind i den riges hus, men det ændrer ikke på uligheden, skriver Arbejderens anmelder William Frost:

Både filmens rum og karakterer oser af symbolsk betydning, og det gør det muligt for Parasite at vise, hvordan klassestrukturer netop ikke opløses, når nogle flytter fra bunden til toppen – for strukturen forbliver uforandret, blot med nye folk nederst i hierarkiet.

Dansk film blandt bedste dokumentar

Dokumentarfilmen The Cave er nomineret i kategorien Bedste Dokumentar. Filmen tager os med helt ned under jorden i et hospital i Ghouta i Syrien. Kameraholdet følger læger og sårede under krigen i Syrien, kampen for ligestilling blandt mænd og kvinder og konfronterer os med krigens rædsler. Filmen er dansk produceret. En stærk film om krig, men filmen har en stor svaghed, skriver undertegnede i anmeldelsen i Arbejderen:

Når Doktor Amani og andre bander og raser over præsident Assad og russerne under bombardementerne, får vi heller ingen viden om, hvorfor og mod hvem de bomber. Bydelen var på det tidspunkt besat af islamistiske grupper.

Se Oscar live

Oscar-prisen har 24 kategorier, og uddelingen finder sted i Hollywood. Det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Sciences, AMPAS, står for den. For dem der kan holde sig vågne natten til mandag, er det muligt at følge prisuddelingen direkte på TV2 fra klokken 23:20 søndag aften 9. februar og i løbet af natten til mandag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2020 - 10:50   07. feb. 2020 - 11:57

Filmkommentar

Af Karin Busk
Filmanmeldelser i Arbejderen

Disse tre film er anmeldt i Arbejderen og omtalt i filmkommentaren:

Ken Loach: Sorry we missed you

Bong Joon-Ho: Parasite

Feras Fayyad: The Cave