06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frederikshavn Kommune tvinger ansatte til stor lønnedgang

Skal afspadsere tillæg

Frederikshavn Kommune tvinger ansatte til stor lønnedgang

En gruppe ansatte på handicapområdet i Frederikshavn mister mellem 5 og 12 procent af deres månedsløn, fordi de skal afspadsere alle tillæg.

Peter Kristensen, formand for Socialpædagogerne Nordjylland.
FOTO: Socialpædagogerne Nordjylland
1 af 1

En gruppe på omkring 60 socialpædagoger ansat i Frederikshavns Kommune er blevet påtvunget en lønnedgang på mellem 1500 og 4000 kroner om måneden.

Det svarer til at miste næsten halvanden månedsløn om året. Det er ganske horribelt.
Peter Kristensen, SL Nordjylland

De fuldtidsansatte på kommunens specialtilbud for mennesker med handicap fik fra 1. januar ikke længere udbetalt deres tillæg for arbejde om natten, på aftener eller i weekender.

I stedet skal de cirka 60 fuldtidsansatte på området nu afspadsere de timer, der svarer til deres tillæg. De er altså i praksis blevet tvunget på deltid.

– Det er simpelthen en uklædelig måde at behandle sine medarbejdere på. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Peter Kristensen, formand for Socialpædagogerne (SL) i Nordjylland. 

Pres for deltid

Fagforeningen har lavet en opgørelse, der viser, at fuldtidsansatte på kommunens to specialtilbud Koktvedstien og Koktvedparken fremover vil få en lønnedgang på mellem 5 og 12 procent, fordi de skal afspadsere i stedet for at få udbetalt deres ulempetillæg.

– Der er ikke mange mennesker, der bare kan skære 12 procent af deres løn, uden at det vil få alvorlige konsekvenser. Det svarer til at miste næsten halvanden månedsløn om året. Medarbejderne har jo planlagt deres tilværelse ud fra den løn, de er vant til at få. Nu får de pludselig flere tusinde kroner mindre om måneden til at betale husleje og mad for. Det er ganske horribelt, siger Peter Kristensen.

Han ser det som et forsøg på at presse de fuldtidsansatte over på deltid. Det er nemlig kun de fuldtidsansatte på de to specialtilbud, der bliver tvunget til at afspadsere deres tillæg. De deltidsansatte vil fortsat få ulempetillæg udbetalt. 

Allerede sidste år prøvede ledelsen på Center for Handicap og Psykiatri uden held at få de fuldtidsansatte til at gå ned i tid. Ledelsen forklarer sig med, at vagtplanerne ikke kan hænge sammen med fuldtidsansættelser.

En påstand som Socialpædagogerne afviser.

Der er også andre kommuner, som forsøger at presse de ansatte på deltid. Sidste år skrev Arbejderen om institutionen Viften i Aalborg, hvor to ansatte blev sat ned i tid, så de kom på deltid ligesom langt de fleste andre ansatte.

LÆS OGSÅ: Ansatte på Aalborg-institution tvinges på deltid

40 procent af Socialpædagogernes medlemmer er på deltid. En rundspørge blandt medlemmerne tilbage i 2018 viste, at mere end en tredjedel af dem hellere ville arbejde på fuldtid. 

Stik mod udmeldinger fra KL

Peter Kristensen peger på, at fremgangsmåden i Frederikshavn Kommune er i strid med udmeldingerne fra Kommunernes Landsforening (KL) om, at flere kommunalt ansatte skal på fuldtid.

I sidste uge lancerede KL sammen med Forhandlingsfællesskabet en fælles indsats for at få flere ansatte på fuldtid. Det sker blandt andet på grund af udsigten til mangel på arbejdskraft i kommunerne.

>> LÆS OGSÅ: Fagforbund og kommuner vil begrænse deltid

– Alle taler om, at vi skal have flere offentligt ansatte til at gå fra deltid til fuldtid. Derfor er det uforståeligt, at man i Frederikshavn Kommune gør det stik modsatte og forsøger at presse medarbejderne fra fuldtid til deltid, erklærer Peter Kristensen.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få en udtalelse fra Ulla Verner, der er chef for Center for Handicap og Psykiatri i Frederikshavn Kommune. 

I stedet har vi fået følgende kortfattede kommentar fra formand for kommunens socialudvalg Ole Rørbæk Jensen (S):

– I Fredrikshavn Kommune følger vi fuldt ud den overenskomst, som SL har indgået med KL. Jeg har ikke mere at tilføje.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2020 - 12:57   14. feb. 2020 - 11:06

Løn

ur@arbejderen.dk