Det lød smukt, da verdens store økonomier og store lande samlet i G20 i sidste uge gav løfte til fattige lande om udsættelse med afbetaling på gæld i resten af 2020. G20-lederne lovede på stedet at udsætte afdrag svarende til 12 milliarder dollars i statslån.

Og G20 bad banker og private långivere om tilsvarende at udsætte otte milliarder i afdrag på lån for at give landene mulighed for at investere i sundhedsvæsen.

IMF og Verdensbanken bærer et stort ansvar for, at ulandenes sundheds-systemer er så svækkede og udpinte, at de i dag slet ikke står mål med udfordringerne under coronapandemien.

Det lød smukt, men det er helt utilstrækkeligt.

Utilstrækkeligheden illustreres af, at de fattige lande har oplevet en voldsom kapitalflugt under coronakrisen. Private investorer har trukket omkring 100 milliarder dollars ud af fattige lande siden slutningen af februar.

Der er penge nok, men pengene bruger de rige lande selv for at holde samfundene kørende og værne privatkapitalen mod sammenbrud.

Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken holdt fælles årsmøde i weekenden. IMF's generaldirektør Kristalina Georgieva påpegede, at disse "exceptionelle tider kræver exceptionelle handlinger". Hun berettede, at staternes økonomiske hjælpepakker under coronakrisen nu beløber sig til 8000 milliarder dollars.

I dét lys falmer 20 milliarder til de fattigste lande. Og det afslører hulheden i Georgievas tale, når hun slår fast, at "pandemier ikke respekterer landegrænser, og det gør de økonomiske chok heller ikke", men lader det blive ved ordene.

IMF har selv frigjort 1000 milliarder dollars til kriselån til medlemslandene. Naturligvis kan også fattige lande, som er med i IMF – og det er de fleste – søge. Men vi kender IMF's kriminelle lånepolitik. Den er et koncentreret udtryk for imperialistisk og nyliberalistisk politik.

Husk, at da Venezuela den 15. marts ansøgte IMF om et coronalån på fem milliarder dollars, var svaret nej.

>> LÆS OGSÅ: IMF afviser lån til Venezuela til bekæmpelse af covid-19

Og husk, hvordan IMF og Verdensbanken i alle årene siden Murens fald, og nyliberalismen for alvor tog fart, har være imperialismens effektive redskaber.

Når fattige lande søger og får bevilget lån, er der altid hårde betingelser med. Betingelserne handler om privatisering af statslige virksomheder og værdier, om liberalisering af udlandshandel og ophævelse af beskyttelsen af den hjemlige økonomi, og ikke mindst handler betingelserne om at skære ned på statens udgifter til uddannelse og sundhed.

Det er således IMF og Verdensbanken, der bærer et stort ansvar for, at ulandenes sundhedssystemer er så svækkede og udpinte, at de i dag slet ikke står mål med udfordringerne under coronapandemien.