Ifølge bygningsfredningsloven skal fredede boliger afspejle bolig- og arbejdsvilkår i Danmark gennem historien. Men en stor undersøgelse, udarbejdet af blandt andre en KU-forsker, viser, at siden 1945, er langt de fleste fredede boliger unikke huse, der er tegnet af kendte arkitekter og placeret i Nordsjælland.

Lige nu har vi skabt en elitær fortælling i stedet for at fortælle det brede samfunds historie.
Rikke Stenbro, Ph.d.​

Det er et problem for vores demokrati og fortællingen, vi skaber om Danmark, lyder det fra Svava Riesto, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen, der senest er udkommet i tidsskriftet Bolig og Fabrik, 2020.

– Vi konkluderer, at staten har fremelsket en elitær fortælling om Danmarks historie i efterkrigstiden i den måde, vi har fredet boliger på. Det er et problem for demokratiet, fordi det ikke repræsenterer boligformen for den brede befolkning, og det er imod lovens påbud. Derfor bør loven eller praksis laves om, siger hun.

Sammen med Rikke Stenbro, der er ph.d. og i dag driver rådgivningsvirksomheden Substrata, har hun via arkiver fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme gennemgået fredede boliger siden 1945 i forhold til deres type og beliggenhed. Det er første gang, at en så detaljeret undersøgelse af fredede boliger fra denne periode er lavet.

Længe leve elitens boliger

Forskerne har udarbejdet et kort på baggrund af data fra Danmarks Statistik, der tydeligt viser, at langt de fleste fredede boliger siden 1945 findes nord for København, eksempelvis familievillaer, der ligger i vandkanten ved Hørsholm eller parcelhuse langs Strandvejen.

– De boliger, som er opført, og som staten har favoriseret efter Anden Verdenskrig, er ofte store villaer, tegnet af kendte arkitekter som Jørn Utzon og Arne Jakobsen. Men hvor er de almene boligbyggerier bygget efter krigen, hvor 20 procent af befolkningen bor? Eller de almindelige typehuse? Hvis vi skal følge lovens bud om at repræsentere bredt, er der gået noget galt i ligningen, fortæller Rikke Stenbro.

Når en bygning bliver fredet, betyder det, at den ikke kan ændres, uden at man søger tilladelse til det, og at den er beskyttet mod nedrivning. Derfor er det problematisk, at vi kun bevarer de elitære boliger lavet i lækre materialer med skøn havudsigt, mener de to forskere.

– Lige nu har vi skabt en elitær fortælling i stedet for at fortælle det brede samfunds historie. Men hvis bygningsfredning skal give mening i forhold til at afspejle den historiske periode, bør den have et større perspektiv. Det handler om demokrati og om, hvem der bliver repræsenteret, siger Rikke Stenbro.

For snæver definition af arkitektonisk værdi

Det Særlige Bygningssyn, som er et udvalg, der skal rådgive kulturministeren, vurderer, om en bolig er fredningsværdig. Det gør de blandt andet ud fra en estimering af, hvor stor boligens arkitektoniske værdi er. Men deres definition er for snæver, mener forskerne:

– Vi mener, at man bør udvide begrebet arkitektonisk værdi i vurderingen af fredede boliger. Eksempelvis kunne det også handle om almene boligområder, hvor planlægningen af en bebyggelse ofte er med til at sikre udsigt og adgang til grønne områder, legepladser og fællesrum fra boligerne, siger Svava Riesto og afslutter:

– Gennemgangen af de fredede boliger fra efterkrigstiden viser, at der er behov for en diskussion af den måde bygningsfredningsloven praktiseres på. Vi kan ikke fortsætte med at fokusere på en håndfuld arkitekter, hvis formålet med fredning er at repræsentere hele befolkningens kulturarv.