– Ja, vi har for et par år siden dannet et parti. Vi er kun to medlemmer, Hans Krull og jeg. Er vi flere, bliver der fraktionsdannelser. Og det ønsker vi ikke. Men vi har da en masse konsuler, som følger os og taler godt for os.

Det er gribende at læse om Hytteballes oplevelser af hjælpsomhed, overbærenhed og tolerance blandt alle etniske-, sociale- og aldersmæssige grupper i bydelen.

Forfatteren og digteren Albert Hytteballe – med tilføjelsen skiftevis Petersen og Pedersen – har ordet. Og dét er han glad for. Vi er hos Det Poetiske Bureaus Forlag, som har udgivet Hytteballes "Nørrebrogade – en digtsuite".

Hytteballe har meget på sinde og mange jern i ilden. Som at have allieret sig med den århusianske billedkunstner Hans Krull om at stifte partiet ØF. Navnet er ikke en forkortelse, men et grisegrynt:

– Jeg forestiller mig, at frie oprørske grise, der er undsluppet fra svineindustrien, løber rundt i skovene. Med deres grynt som kampråb, siger han.

Hytteballe nærer en stor kærlighed til dyr. Han oplevede mishandlingen af dem, ikke mindst grisene, i det der nu er en samlebåndsnedslagtningsindustri. Også dengang i hans efter eget udsagn ulykkelige barndom på landet. Men hans kærlighed til jævne mennesker er større, og her hører fortiden og livserfaringerne med, betoner han.

Digte til os!

Nørrebrogade er titlen på hans nyeste "langdigt". Det starter i forordet, som også er poesi, i Svendborg på hjemstavnsøen, hvor han var indbudt til oplæsning på torvet. I byen, "hvor jeg havde drukket og elsket mine bedste år". Efter nogle ukvemsord fra den blandede flok på torvet over hans fremtoning og gloser bliver der en spændt stilhed. Og slutteligen:

men min veninde Anne der stod i udkanten

af hvad vi efter købstadsforhold

må kalde folkemængden

omgivet af de mindre succesfulde borgere

sagde: Det var satans, digtet er jo til os.

Albert Hytteballe føler mig knyttet til en bestemt tradition blandt digtere. Sådan nogle som den københavnske minefeltssurfer Lean Nielsen, Yahya Hassan og færingen Jòanes Nielsen. Det handler om ting og ord, der er til at forstå.

– Der er nok af navlebeskuende følerier og uforståelige meningsløsheder. Det handler om det samfund, vi lever i. Essensen af det. Gerne klogt og dybt, men forståeligt. Også med dagligdags metaforer, ikke med æstetisk ophøjede ordbilleder.

Han nævner i den sammenhæng også spanske Federico Garcia Lorca, Bertolt Brecht og tyrkiske Nazim Hikmet som inspirationskilder.

Nørrebrogade ad libitum

Straks efter hans optræden i Svendborg flyttede Hytteballe til København, til Nørrebrogade, som han synes er "fantastisk", og hvor han nu har boet i 16 år.

Langdigtet om gaden er en slags hyldest til gaden og sidegaderne, der "er som arterier forbundet med hovedgaden". Eller rettere en hyldest til menneskene dér, mangfoldigheden i udtryk, beklædning, sprog, tro, håb og kærlighed:

Jeg har aldrig set en humlebi

en general eller en ræv på Nørrebrogade

men jeg har mødt mennesker

så uopdragne så overraskende

provokerende gangartede

omvandrende neuroser

umulige hunderacer

knuste hjerter med ulykkelige fødder

drømmende pigeben med svævende skridt

selv ensomhed forelskelse

nedadvendt selvhad

og forfølgende barndom

har sin egen måde at gå på

Og mere af samme skuffe. Der er et utal af referencer til andre københavnske bydeles fysiognomi og de provinsielle bedsteborgeres syn på Nørrebro og sig selv.

Der er også historiske referencer til Mellemøsten, Den spanske inkvisition, besættelsestiden og drabet på Struensee og meget mere. Med paralleller til hvad der i dag gøres mod oprørere, utilpassede eller socialt nødstedte. I større og mindre skala: Ungdomshuset, ghettopakken, institutionel forskelsbehandling, profitmageri og så videre. Barndomsøens H.C. Andersen, hans liv og hans grav på Assistens Kirkegård er også med.

Kvarterets styrke

Hytteballe anser udtrykkeligt sig selv som "en digter – og en god én, når jeg selv skal sige det". Fint nok. Han er absolut ikke autoritetstro. Man fristes til at sige, at han sætter sin egen autoritet højest, selv om han også tror på, at et fællesskab kan rykke.

Langdigtet om Nørrebrogade er en slags hyldest til gaden og sidegaderne, der "er som arterier forbundet med hovedgaden".

Det er gribende at læse om hans oplevelser af hjælpsomhed, overbærenhed og tolerance blandt alle etniske-, sociale- og aldersmæssige grupper i bydelen. Fotografen William Kietz har i overbevisende nærbilleder illustreret ordene i digtsamlingen.

Nørrebro i forandring

Nådesløst hjerteskærende er beskrivelserne af nød, druk, vold, mandschauvinisme, had, selvhad og fattigdom. Det er hyperrealistisk. Dér hvor betegnelsen "fantastiske Nørrebrogade" måske kammer over er, hvor denne bagside bliver en del af en mangfoldighed og livsbekræftelse, der ikke harmonerer med den positive definition af disse ord.

Nu flytter Albert Hytteballe snart væk igen. Efter 16 år. Hvorhen véd han ikke. Eller vil ikke sige det.

Undertegnede har boet her i over 40 år. Er glad for det og mere blandet begejstret. Men har så ikke boet i rabarberkvarterer, som salig Christian Christensen og Albert Hytteballe åbenbart har.

Nedspærringen af den værste gennemkørende trafik i hovedpulsåren har dog også haft en positiv effekt. Selv om dette tiltag sikkert er prioriteret på grund af udsaneringen af store dele af arbejderklassen og tilflytningen af akademikere og studerende.

Læs selv den kaleidoskopiske saga om Nørrebrogade og dens menneskemylder.