Ville det ikke være dejligt, hvis man med et snuptag, bare sådan, kunne blive lykkelig? Netop det finder en gruppe af forskere i filmen Little Joe en løsning på.

Man er konstant i tvivl, når man ser Little Joe. Det er ret godt skruet sammen og er med til at give filmen en særegen dynamik, som fungerer og underholder.

De fremstiller en særlig genmanipuleret plante, som ikke kun gør folk glade og mindre bekymringstyngede, men som også kurerer de kronisk depressive. Planten er tilmed flot at se på. Den perfekte løsning, skulle man tro, men så rosenrødt er det selvfølgelig ikke.

Planten, kaldet Little Joe, får gradvist folk til at opføre sig mærkeligt. Det finder Alice, der er den ledende forsker bag udviklingen af planten, hurtigt ud af, da hun tager et eksemplar med hjem til sin søn.

Sønnen Joe, som planten er opkaldt efter, begynder at løsrive sig fra sin mor og går i stedet mere og mere op i plantens ve og vel og sin egen pubertære udvikling.

Plantens skyld

Men er det nu også plantens skyld? Er det ikke bare fordi, at Joe i forvejen er træt af Alices sene arbejdstider, hendes forsøg på at score billige point med hurtig fastfood og de gentagne forsikringer om, at hun snart får tid til at lave noget sammen med ham?

Er det også plantens skyld, når Alices kollegaer ændrer adfærd og aggressivt forsvarer planten og pludselig virker ligeglade med eventuelle sundhedsmæssige risici forbundet med udbredelsen af Little Joe på det store marked? Eller er det i stedet et resultat af deres egne ambitioner og grådighed?

Har Bella, Alices kollega, ret i, at Little Joe kæmper for sin overlevelse ved at ændre på sammensætningen i den menneskelige hjerne via det pollen, som den udskiller? Eller er Bellas teorier snarere et resultat af hendes egen sindssygdom?

Man er konstant i tvivl, når man ser Little Joe. Det er ret godt skruet sammen af filmens instruktør, østrigske Jessica Hausner, og er med til at give Little Joe en særegen dynamik, som fungerer og underholder.

Den tykke røde tråd

Men det er egentlig ikke så vigtigt, om det er plantens skyld eller ej. Karaktererne handler, som de gør, og fungerer som et spejl holdt op mod det samfund, vi lever i.

Den tykkeste af de røde tråde, der løber gennem filmen, er Alices forhold til sin søn. Little Joe er nemlig først og fremmest en historie om moderne forældreskab. Om, hvordan de karrieremæssige ambitioner kan gå hånd i hånd med familielivet. Eller ikke kan. Hvilket “barn” er vigtigst for Alice? Den ene eller den anden Joe? Det er måske lidt skarpt skåret op af Hausner, men er et interessant lille stik ind i siden på de moderne forældreroller.

Langsommelig hjælpsomhed

Little Joe vil meget og er også en film om genmanipulationens verden, lykkeindustrien og det hungrende marked, der skriger på nye produkter og leveringsdygtige og konkurrencemindede producenter.

Det ville Hausner være kommet fint i land med, hvis ikke det var for al den unødvendige og overpædagogiske hjælp, som hun synes, at publikum har brug for.

Overforklarende klip, tunge symboler og udpenslende dialoger ender med at punktere og arbejde imod den tvivl, som Little Joe ellers så gerne vil efterlade publikum med. Den tvivl, som er så livgivende for filmen. Som desværre også udfordres af en langsommelighed, der virker malplaceret, og som er mere trættende end spændingsgivende.

Det endda på trods af Emily Beechams ellers fine skuespilspræstation, som blev belønnet med prisen for bedste kvindelige hovedrolle på Cannes Film Festival i 2019.

"Fandens", tænker man, når man forlader biografmørket. For det kunne have været så godt. Men er det egentlig ikke.