Det er blevet lidt af en mani for forfattere at vedføje taksigelser til dem, der har stået bi med råd og dåd under værkets tilblivelse. Det er der ikke noget af i Henrik Stamer Hedins fortællinger fra Afrika. Måske fordi ingen har givet ham råd undervejs, og det er ærgerligt, hvis det kunne have medført, at kvaliteten var blevet mindre svingende. Tre af fortællingerne kunne med fordel have været udeladt, eller i det mindste omarbejdet.

Fortællingerne beskriver nogle menneskers reaktion på, at deres verden pludselig vendes på hovedet og bliver kaotisk og farefuld.

Den første handler om en gammel fremmedlegionær, der indhentes af fortidens skumle gerninger. Dialogen er så kunstig, at man føler sig hensat til absurd teater, og det er vist ikke meningen.

Den følgende er en forvirret historie om undertrykte seksualfantasier, noget med en hvid kvinde og en sort mand, mens den sidste handler om, hvad der skaber racisme, for eksempel en hård barndom. Tja, det kan der måske være noget rigtigt i, men fortællingen er ikke troværdig, hverken indholdsmæssigt eller sprogligt.

Dramatiske dage i Congo i 1978

Men tilbage er der fem fortællinger, der absolut er læseværdige og fængslende, og som giver et tilbageblik og indblik i, hvad der skete i Congo i nogle dramatiske dage i 1978.

En befrielseshær trængte fra sydøst ind i det daværende Zaire, men måtte efter kort tid trække sig tilbage. Ikke fordi den blev nedkæmpet af regeringstropper, men fordi regeringen bad om hjælp udefra. Lynhurtigt kom der faldskærmstropper fra Belgien og Frankrig, som så deres økonomiske interesser i området truet.

Dertil kom, at der ikke var nogen organiseret modstandsbevægelse, der kunne støtte befrielseshæren, og det er den side af sagen, der præger fortællingerne.

Et splittet samfund

Blandingen af rige hvide, geskæftige folk fra Mellemøsten og fattige sorte gav grobund for, at mistillid, fordomme og indestængt vrede trivedes i bedste velgående. Enhver har nok i sit eget, og det gælder bare om at flyde ovenpå, hvis det er muligt.

Nogle fra regeringstropperne besætter en minevirksomhed under foregivende af at være fra revolutionshæren for efterfølgende at slutte sig til sejrherren. En dreng benytter lejligheden og besiddelsen af et gevær til at hævne sig på en taxachauffør, der har kørt tre af de geder, han vogtede, over, og en minearbejder forråder en af sine arbejdskammerater for at redde sit skind.

Ingen heltemodige mænd

I det hele taget er der ikke nogen helte blandt mændene. Ikke engang den meget revolutionære skolelærer, der tørster efter at komme i kamp. Det er bare tomme ord, men til gengæld viser hans tavse kone sig at være både modig og snarrådig.

En anden heltinde er ”hertuginden”, der redder sin sorte bydreng, efter at han har reddet hende. En smuk historie om at være farveblind og om et liv ned ad bakke uden at tage skade på sin sjæl, men måske med en lidt for stærk hang til likør.

Forfatteren afholder sig klogt fra at udpensle de historiske fakta, fortællingerne er jo litteratur og ikke historieskrivning, men beskriver nogle menneskers reaktion på, at deres verden pludselig vendes på hovedet og bliver kaotisk og farefuld, og at der dermed åbnes sluser for vrede og had.

Hvis nogen, ligesom jeg, ikke har helt styr på den politiske situation i Congo for fyrre år siden, så må de selv gøre sig lidt ulejlighed med at orienter sig om emnet.