Ingen familie er perfekt. Særligt ikke den, man møder i den franske film Familiefesten, hvor bølgerne går højt, beskyldningerne kastes gennem luften, og gamle intriger hele tiden lurer under overfladen.

En hyggelig dag i familiens skød, ender dog med det stik modsatte, da Andréas datter Claire uanmeldt gør sin entre efter tre års fravær.

Setuppet er følgende: Andréa, familiens store Mama, bedstemor og svigermor, spillet af fransk films Grand Old Lady Catherine Deneuve, har fødselsdag og fejrer det ved at invitere børn og børnebørn på besøg i de hjemlige og landlige omgivelser.

Hvad der skulle have været en hyggelig dag i familiens skød, ender dog med det stik modsatte, da Andréas datter Claire uanmeldt gør sin entre efter tre års fravær.

Claire er det uforudsigelige og impulsive element i familien, og hendes gøren og laden på moderens fødselsdag bliver indledningen til en række af episoder, som trækker gamle fronter op mellem familiemedlemmerne.  

Fra sjov til pine

I starten er det både sjovt og tåkrummende at se familiens langsomme deroute. Med tiden bliver det dog mere og mere ubehageligt, og Andréas forsøg på at lægge låg på løjerne og fortsætte festivitasen ufortrøden bliver virkelig pinefuldt at være vidne til.

Dette er først og fremmest Emmanuelle Bercots fortjeneste, som spiller Claire, så psykoser, gamle traumer og uforløste håb bimler og bamler og rammer en lige midt i biografsædet.

Man også bliver i tvivl om, hvem der egentlig har ret i alle de diskussioner, som familien så ivrigt og beredvilligt kaster sig ud i.

Grobunden for mange af familiens konflikter er ikke noget, som filmens instruktør Cédric Kahn, der selv spiller en af sønnerne, maler ud for publikum med den brede pensel.

Der antydes, hintes og løftes kun en lille smule på tæppet, så man også bliver i tvivl om, hvem der egentlig har ret i alle de diskussioner, som familien så ivrigt og beredvilligt kaster sig ud i. Hvor psykotisk er Claire egentlig? Fastholder hendes søskende hende i en rolle? Eller er der noget helt trejde på spil?

Kaos hersker

Der er kaos, hvor der burde være ro, orden og magelighed. Det gør ikke det hele meget bedre, at Romain, familiens sorte får med bristede og af familien ikke anerkendte kunsterdrømme, prøver at indfange familielivet via kamera. En dokumentar skal det blive til, fortæller han, imens han ironisk nok prøver at iscenesætte og instruere familien. Men en familie lader sig ikke iscenesætte. Og dog, for det lykkes forbavsende godt for Cédric Kahn at gøre det ved hjælp af fiktionens virkemidler.

Familiefesten er som et lille mikrostudie, der på fornem og imponerende vis fortæller os noget om de roller, skjulte konflikter og dynamikker, som alle, der er en del af en familie, kender til. På trods af en lidt svag første halvdel, er Familiefesten dejligt ubehageligt og smertefuldt selskab. På den allerbedste måde.