23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Planer om kunstig ø og ny ringvej i København møder modstand

Underfinansieret milliardprojekt

Planer om kunstig ø og ny ringvej i København møder modstand

Enhedslisten og Kommunistisk Parti retter skarp kritik af planerne omkring Lynetteholm og en ny østlig ringvej i København. Professor i miljøret kritiserer planlagt VVM-høring.

Det indrammede felt viser, hvor Lynetteholm efter planerne skal placeres midt i indsejlingen til Københavns Havn.
1 af 1

Projektet med etablering af den kunstige ø Lynetteholm ud for Københavns Havn samt tilhørende infrastruktur i form af en østlig ringvej og en ny metrolinje rykker nærmere. 

Staten og Københavns Kommune vil trække den her beslutning ned over hovedet på københav-nerne, uden at der er styr på de økonomiske, miljømæssige, trafikale eller kulturelle konsekvenser. 
Jan Mathisen, Kommunistisk Parti

I takt med at det gigantiske milliardprojekt bliver mere konkret, øges modstanden mod projektet også. 

I forrige uge offentliggjorde Transport- og Boligministeriet sammen med Københavns Kommune forundersøgelserne til dels en ny metroforbindelse i området ved Lynetteholm og dels etablering af en ny østlig ringvej i København.

Ringvejen skal bygges som en vejtunnel fra Nordhavn ud til Øresundsmotorvejen på Amager. Der er en række forskellige forslag til linjeføring, dels langs Amager Strand, dels hen over Amager Fælled. Det vurderes, at det vil koste mellem 20 og 31 milliarder kroner at etablere ringvejen.

– En østlig ringvej vil aflaste mange centrale veje i København og samtidig forbedre adgangen til Københavns Lufthavn og Øresundforbindelsen, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Kritik fra Enhedslisten

Enhedslisten i København retter en skarp kritik af planerne om en østlig ringvej. 

– En ti kilometer lang biltunnel under vandet vil både sætte yderligere skub i udledningen af drivhusgasser i København og efterlade en regning på over 20 milliarder kroner til de kommende generationer. Både klimamæssigt og økonomisk vil det være en katastrofal beslutning, siger Karina Vestergaard Madsen, gruppeformand for Enhedslisten på Københavns Rådhus.

– Vi har brug for færre biler i København. Al viden viser, at udbygger man vejene, så kommer der flere biler og mere udledning af klimagasser, tilføjer hun.

Også Kommunistisk Parti finder det absurd at bygge en ny ringvej, der vil åbne for mere trafik gennem byen.

– I stedet burde der laves en samlet plan for, hvordan vi kan mindske biltrafikken i København, siger Jan Mathisen, formand for Kommunistisk Parti København.

Kommunister kalder det vanvidsprojekt

Kommunistisk Parti har offentliggjort en udtalelse, hvor Lynetteholm betegnes som et vanvidsprojekt, der vil koste københavnerne mange milliarder kroner.

Jan Mathisen henviser til, at bladet Ingeniøren har beregnet, at etableringen af selve Lynetteholm samt anlæg af ny metrolinje, østlig ringvej og flytning af renseanlægget i området til en ny kunstig ø ud for Hvidovre samlet set vil koste omkring 80 milliarder kroner.

De udgifter skal blandt andet finansieres gennem indtægterne fra salg af grunde på Lynetteholm. Regeringen og Københavns Kommune forventer, at salget af grunde på øen vil give indtægter i størrelsesordenen 12 til 23 milliarder kroner.

"Altså mangler der mere end 50 milliarder til finansiering af vanvidsprojektet. Alene af den grund er Kommunistisk Parti i København imod det påtænkte projekt. Erfaringer fra den manglende finansiering af det nuværende metrobyggeri tjener til skræk og advarsel", skriver Kommunistisk Parti i udtalelsen.

– Staten og Københavns Kommune vil trække den her beslutning ned over hovedet på københavnerne, uden at der er styr på de økonomiske, miljømæssige, trafikale eller kulturelle konsekvenser. Alle konsekvenser må afdækkes, og der skal sikres en folkelig debat, før der kan tages en endelig beslutning omkring Lynetteholm, erklærer Jan Mathisen.

Han afviser argumentet om, at der er brug for tusindvis af nye boliger i København, og efterlyser i stedet en samlet plan for hele hovedstadsområdet i forhold til sikring af de nødvendige boliger og miljørigtige trafikløsninger.

– Vi skal ikke bare blive ved med at bygge og bygge i København. Mange af de grønne områder er allerede bebygget, og Frank Jensen vil bebygge endnu flere. Det er vi imod. Vi ønsker en by med plads til mennesker og natur. Vi er nødt til at sprede nybebyggelserne ud til omegnskommunerne også.

Brug for offentlig debat

Kommunistisk Parti vil arbejde på at sikre en offentlig debat om Lynetteholm som led i en fælles debat om udviklingen i hele København, hvor arbejderbefolkningen er ved at blive skubbet ud af byen, fordi der bliver færre og færre boliger, der kan betales med en ufaglært eller faglært arbejderløn.

Enhedslisten efterlyser også en debat blandt københavnerne om Lynetteholmprojektet.

– Før der kan træffes en endelig beslutning, om projektet skal sættes i gang, skal københavnerne høres. Københavns fremtid skal ikke kun lægges i hænderne på nogle få klimablinde politikere på rådhuset, der slet ikke har været i dialog med befolkningen, siger Karina Vestergård-Madsen.

Hun sammenligner projektet med tidligere tiders katastrofale motorvejsplaner tværs igennem København og understreger, at før der kan tages en endelig beslutning, skal rapporterne om de miljømæssige konsekvenser af hele projektet være fremlagt, og der skal være gennemført en bred folkelig debat i København.

Kritik af VVM-høring

Men regeringen vil ikke sikre en samlet miljøvurdering af hele projektet med tilhørende vejanlæg og metro, før den endelige beslutning tages.

I november måned starter en offentlig VVM-høring om Lynetteholm. Men den er begrænset til kun at omhandle selve anlægget af øen med jordopfyld. Den ser ikke på byggeriet på øen og anlæg af den planlagte infrastruktur.

Den fremgangsmåde er blevet kraftigt kritiseret af professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh. Han mener, at det svarer til at lave en miljøvurdering af en halv bro og love en afklaring på resten senere.

– Ingen ædruelige personer ville lave miljøvurdering af en halv bro. Det er fuldstændig det samme her. Skal man anlægge Lynetteholm, skal de ting, der kræves, for at den kan fungere, med, heriblandt infrastruktur. Man kan ikke lave VVM for et projekt, man ikke kender, har Peter Pagh udtalt til Ingeniøren.

Også Region Hovedstaden og Danmarks Naturfredningsforening har kritiseret fremgangsmåden i forbindelse med VVM-høringen.

Transport- og Boligministeriet afviser kritikken og henviser til, at anlægget af øen, der også skal tjene som klimasikring af København, er et selvstændigt projekt.

Lynetteholm er i høj grad blevet solgt på argumentet om, at den vil beskytte København mod stigende vandstand.

– Der er ingen tvivl om, at der er behov for klimasikring af København, men bygning af Lynetteholm er jo ikke den eneste mulighed til at sikre det. Vi er nødt til at få undersøgt de forskellige muligheder, fordele, ulemper og hvad de koster, og træffe en beslutning på den baggrund, siger Jan Mathisen fra Kommunistisk Parti.

Biolog og bestyrelsesmedlem i Københavns Havnekomité Kirsten Olrik argumenterede i et debatindlæg i Information tidligere på året for, at bygning af diger var en langt mere sikker og billigere løsning.

Det forventes, at en anlægslov om etablering af Lynetteholm vil blive fremlagt i Folketinget til februar næste år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. aug. 2020 - 07:31   31. aug. 2020 - 11:26

Lynetteholm

ur@arbejderen.dk
Lynetteholm
  • Den 5. oktober 2018 præsenterede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen en principaftale mellem staten og Københavns Kommune om at bygge en kunstig ø, Lynetteholm, ved indsejlingen til Københavns Havn samt anlægge en ny østlig ringvej og en ny metrobane i området. Det sker uden forudgående debat i Københavns Borgerrepræsentation, Folketinget eller i offentligheden.
  • Den 25. oktober 2018 tilsluttede et flertal i Folketinget sig principaftalen. For stemte Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Liberal Alliance.
  • 22. november 2018 sagde et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ja til principaftalen om etablering af Lynetteholm. Kun Enhedslisten stemte imod.
  • Lynetteholm skal være 2,8 kvadratkilometer stor. Der skal være boliger til 35.000 mennesker på øen og arbejdspladser til lige så mange.
  • Det erklærede formål med øen er at klimasikre København i forhold til stigende vandstand samt sikre tilstrækkeligt med boliger til et stigende antal københavnere.
  • Transport- og Boligministeriet ser Lynetteholm som et bidrag til at dæmpe udviklingen i boligpriserne i København. Ifølge ministeriet vil boligpriserne i 2070 være 15 procent højere uden Lynetteholm end med Lynetteholm.
  • Salget af grundene på Lynetteholm skal være med til at finansiere ny metro og en østlig ringvej, der kan mindske trafiktrængslen i Københavns centrum.
  • I udgangspunktet hedder det, at anlægget af Lynetteholm, ringvejen og metroen skal kunne finansiere sig selv ved salg af grunde på Lynetteholm, brugerbetaling i metro og eventuelt på ringvej, bidrag fra grundejere og diverse driftsindtægter. Tidsskriftet Ingeniøren har regnet ud, at etablering af Lynetteholm samt bygning af ny metro og østlig ringvej og flytning af rensningsanlæg til en kunstig ø ud for Hvidovre samlet set vil koste omkring 80 milliarder kroner.
  • Transport- og Boligministeriet har sammen med Københavns Kommune den 21. august 2020 offentliggjort forundersøgelserne til ny metro og bygning af en østlig ringvej. Der er tre forskellige forslag til en ny metrolinje. Den billigste koster fem til syv milliarder kroner, men undersøgelsen viser samtidig, at den ikke vil være i stand til på sigt at klare det stigende passagertal. De to øvrige forslag koster henholdsvis cirka 19 milliarder og omkring 20 milliarder. Den østlige ringvej skal efter planen etableres som en vejtunnel fra Nordhavnen til Øresundsmotorvejen. Der er ni forskellige forslag, hvor prisen svinger mellem cirka 20 til omkring 31 milliarder kroner.
  • Den nyeste officielle vurdering er, at salget af grunde på Lynetteholm kan indbringe mellem 17 og 23 milliarder kroner. 
  • I november 2020 igangsættes en offentlig VVM-høring om anlæg af Lynetteholm. 
  • I starten af 2021 skal der drøftes en ny principaftale mellem Københavns Kommune og staten.
  • Sidst i februar 2021 forventes fremlagt en anlægslov om etablering af Lynetteholm.
  • Efter planen skal etablering af selve holmen starte i 2022, og det forventes, at hele området med tilhørende infrastruktur vil stå færdigt i 2070.