23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kun partier, der støtter kunstig ø og havnetunnel, må være med i budgetaftale

Ultimatum fra overborgmester

Kun partier, der støtter kunstig ø og havnetunnel, må være med i budgetaftale

Enhedslisten og Alternativet er blevet udelukket fra forhandlingerne om næste års budget i København, fordi de ikke vil være med til at blåstemple planerne om den kunstige ø Lynetteholm og en ny østlig ringvej.

Københavns overborgmester Frank Jensen.
FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
1 af 1

Overborgmester Frank Jensen har gjort det til en betingelse for at være med i næste års budgetaftale i København, at partierne støtter etableringen af den kunstige ø Lynetteholm med tilhørende havnetunnel, Østlig Ringvej og metrolinje.

Den demokratiske planproces er fuldkommen omgået. Dette her kæmpeprojekt er i praksis blevet besluttet hen over hovedet på københavnerne.
Franciska Rosenkilde, Alternativet

Sammenkoblingen af budgettet for 2021 og et gigantisk byggeprojekt, der først planlægges færdigt i 2070, vækker stor vrede i Enhedslisten og Alternativet. Begge partier er nu ude af budgetforhandlingerne, fordi de ikke støtter planen om Lynetteholm-projektet.

– Der er simpelthen dybt usagligt. Næste års kommunebudget er blevet taget som gidsel af overborgmester Frank Jensen for at sikre partiernes tilslutning til socialdemokraternes fikse idé om en biltunnel under vandet og bygningen af den kunstige ø Lynetteholm, siger Karina Vestergård-Madsen, som er budgetordfører for Enhedslisten på Københavns Rådhus.

I strid med planloven

Enhedslisten henviser til, at fremgangsmåden ikke er i overensstemmelse med planloven, der siger, at omfattende ny byudvikling skal indgå i en grundig og sammenhængende planlægning, hvor offentligheden inddrages.

– Frank Jensen og hans flertal har taget stilling til en ekstrem kompleks sag uden et samlet overblik over dens betydning for hele hovedstadsområdet. Der er ingen reel viden om, hvor meget projektet vil belaste klima og miljø. Overblik og faglighed er sat til side ved at tage beslutningen i samme ombæring som Københavns budget for 2021, siger Enhedslistens miljøordfører Gorm Anker Gunnarsen.

>> LÆS OGSÅ: Planer om kunstig ø og ny ringvej i København møder modstand

Enhedslisten peger på, at budgetpartierne på rådhuset har givet deres tilslutning til byggeriet, førend der overhovedet er gennemført seriøse miljøundersøgelser af projektet.

Den første VVM-undersøgelse af projektet, som alene omfatter anlægget af den kunstige ø ud for Københavns Havn, gennemføres i dette efterår. Det samlede projekt med ø, bygninger og tilhørende infrastruktur planlægges først at stå færdigt i 2070. Det er endnu uvist, hvornår der er en endelig miljøvurdering af hele projektet.

Ingen demokratisk debat

Alternativet kritiserer også skarpt, at beslutningen omkring Lynetteholm og den nye ringvej er taget af en meget lille kreds uden forudgående politisk debat og uden, at københavnerne er blevet hørt.

– Den demokratiske planproces er fuldkommen omgået. Dette her kæmpeprojekt er i praksis blevet besluttet hen over hovedet på os og københavnerne. Det er helt uacceptabelt, og derfor gik vi, siger Franciska Rosenkilde, der er kultur- og fritidsborgmester.

– København står med et valg – vil vi den grønne vej, eller vil vi have mere motorvej? I Alternativet vil vi ikke lægge stemmer til et kæmpe projekt, som skaber dyre boliger og gør det mere attraktivt at tage bilen gennem København. Det er slet ikke i tråd med byens klima- og miljømål. Man kan undre sig over, at sådan et projekt overhovedet kan komme på tale i 2020, det ligner noget fra de bilglade 60’ere, tilføjer hun.

Alternativet peger også på, at Københavns Kommune og staten mangler at finde 20 milliarder kroner for at få planerne omkring hele projektet til at hænge sammen. Partiet frygter, at de penge skal findes ved at bebygge flere af byens naturområder.

SF er med i aftalen

Mens Enhedslisten og Alternativet afviser at blåstemple planerne om Lynetteholm og Østlig Ringvej, har SF ikke de samme betænkeligheder. Partiet underskrev mandag sammen med en række andre partier i Københavns Borgerrepræsentation en politisk aftale om etablering af Lynetteholm.

Ud over etablering af den kunstige ø med boliger til 35.000 og arbejdspladser til lige så mange, omfatter aftalen en ny metrolinje, der skal betjene området, samt en ny ringvej anlagt som sænketunnel langs Amager Strandpark.

Under overskriften "Vi får byens rum tilbage", skriver Klaus Mygind fra SF følgende kommentar på Facebook:

"Der er indgået en overordnet aftale om Lynetteholmen på Københavns Rådhus. Og der er lagt op til en radikal ændring af trafikken i København! Gennemkørende trafik ledes udenom byen. Mere plads til byliv, fordi trafikken på de eksisterende veje falder, så mange veje kan indsnævres, ensrettes og lukkes af. Mere metro til de tætte brokvarterer på Amagerbro, Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. Flere cykelforbindelser på tværs af havnen."

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Konservative, Radikale, SF, Venstre, Dansk Folkeparti og Fremad.

"Jeg er glad og stolt over, at så bred en kreds af partier vil være med til at tage ansvar og sikre, at København også i fremtiden kan udvikle sig som den by, vi kender og elsker: Som en enestående hovedstad med en lang kystlinje mod sund og havn, med mindre trængsel og som en af verdens grønneste og bedste byer at bo", skriver overborgmester Frank Jensen (S) på Facebook.

En lignende manøvre

For to år siden lavede Frank Jensen en lignende manøvre i forbindelse med budgetaftalen. Dengang blev det gjort som en betingelse for at være med i budgetaftalen, at partierne accepterede bebyggelse på fredede områder på Amager Fælled, Stejlepladsen i Sydhavnen og ved Selinevej på Amager for at dække kommunens metrogæld. Det blev støttet af de samme, som nu støtter aftalen om Lynetteholm.

Lige siden har beboere på Amager og i Sydhavnen kæmpet mod planerne om nybyggeri på de grønne områder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. sep. 2020 - 13:43   01. sep. 2020 - 16:00

Lynetteholm

ur@arbejderen.dk
Lynetteholm
  • Den 5. oktober 2018 præsenterede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen en principaftale mellem staten og Københavns Kommune om at bygge en kunstig ø, Lynetteholm, ved indsejlingen til Københavns Havn samt anlægge en ny østlig ringvej og en ny metrobane i området. Det sker uden forudgående debat i Københavns Borgerrepræsentation, Folketinget eller i offentligheden.
  • Den 25. oktober 2018 tilsluttede et flertal i Folketinget sig principaftalen. For stemte Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Liberal Alliance.
  • 22. november 2018 sagde et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ja til principaftalen om etablering af Lynetteholm. Kun Enhedslisten stemte imod.
  • Lynetteholm skal være 2,8 kvadratkilometer stor. Der skal være boliger til 35.000 mennesker på øen og arbejdspladser til lige så mange.
  • Det erklærede formål med øen er at klimasikre København i forhold til stigende vandstand samt sikre tilstrækkeligt med boliger til et stigende antal københavnere.
  • Transport- og Boligministeriet ser Lynetteholm som et bidrag til at dæmpe udviklingen i boligpriserne i København. Ifølge ministeriet vil boligpriserne i 2070 være 15 procent højere uden Lynetteholm end med Lynetteholm.
  • Salget af grundene på Lynetteholm skal være med til at finansiere ny metro og en østlig ringvej, der kan mindske trafiktrængslen i Københavns centrum.
  • I udgangspunktet hedder det, at anlægget af Lynetteholm, ringvejen og metroen skal kunne finansiere sig selv ved salg af grunde på Lynetteholm, brugerbetaling i metro og eventuelt på ringvej, bidrag fra grundejere og diverse driftsindtægter. Tidsskriftet Ingeniøren har regnet ud, at etablering af Lynetteholm samt bygning af ny metro og østlig ringvej og flytning af rensningsanlæg til en kunstig ø ud for Hvidovre samlet set vil koste omkring 80 milliarder kroner.
  • Transport- og Boligministeriet har sammen med Københavns Kommune den 21. august 2020 offentliggjort forundersøgelserne til ny metro og bygning af en østlig ringvej. Der er tre forskellige forslag til en ny metrolinje. Den billigste koster fem til syv milliarder kroner, men undersøgelsen viser samtidig, at den ikke vil være i stand til på sigt at klare det stigende passagertal. De to øvrige forslag koster henholdsvis cirka 19 milliarder og omkring 20 milliarder. Den østlige ringvej skal efter planen etableres som en vejtunnel fra Nordhavnen til Øresundsmotorvejen. Der er ni forskellige forslag, hvor prisen svinger mellem cirka 20 til omkring 31 milliarder kroner.
  • Den nyeste officielle vurdering er, at salget af grunde på Lynetteholm kan indbringe mellem 17 og 23 milliarder kroner. 
  • I november 2020 igangsættes en offentlig VVM-høring om anlæg af Lynetteholm. 
  • I starten af 2021 skal der drøftes en ny principaftale mellem Københavns Kommune og staten.
  • Sidst i februar 2021 forventes fremlagt en anlægslov om etablering af Lynetteholm.
  • Efter planen skal etablering af selve holmen starte i 2022, og det forventes, at hele området med tilhørende infrastruktur vil stå færdigt i 2070.