I juli 2017 kørte de gule busser i København rundt med langsiden prydet af en russisk kampvogn i fuld størrelse og overskriften: "Dette er hverdag i Aleppo". "Mennesker på flugt har ret til sikkerhed", hed det også på 'reklamen', der var signeret Amnesty International.
Den udenforstående må trods gruen spørge sig, hvorfor filmens hovedpersoner, som utvivlsomt var inspireret af det såkaldte 'arabiske forår', intet fortæller om de bevæbnede islamister?
Alle de politiske Christiansborg-aktører fordømte samtidig Assad-styret og de russiske samarbejdspartnere. Der iværksattes en folkeindsamling til ofrene i Aleppo.
Hvorfor er dette interessant i forhold til anmeldelsen af en meget omtalt dokumentarfilm, Til Sama, der netop i disse dage har premiere i Danmark?
'Busreklamen' gør åbenlyst storbyen Aleppo til selve symbolet på – og indbegrebet af – krigens rædsler, og netop Aleppo er scenen for filmen, som har Waad al-Kateab og hendes families og venners trængsler som tema.
Waad al-Kateab har med håndholdt kamera selv stået for de hjerteskærende optagelser af død og ødelæggelse i perioden fra foråret 2012 til december 2016.
Den hjemlige og Amnestys omsorg for Aleppos befolkning var og er dog bemærkelsesværdig. Dels fordi den blev udbasuneret næsten syv måneder efter, at regeringsstyrker havde indtaget byen helt og nedkæmpet de stedlige islamistiske terrorister.
Dels fordi der herskede fred i byen, og titusinder af flygtede var vendt tilbage. Og endelig fordi slaget om Aleppo var et afgørende vendepunkt i opgøret med Islamisk Stat (IS) og dets aflæggere, som siden var på retræte i hele Syrien.
Mere om det nedenfor. Hvad handler dokumentarfilmen Til Sama så om?
Enhver krigs rædsler
Filmen giver et grusomt realistisk billede af denne og enhver krigs rædsler og omkostninger for civilbefolkningen, dygtigt skruet sammen med hjælp af filmmanden Edward Watts. Filmens titel refererer til det barn, Waad al-Kateab fødte, mens granater og bomber faldt over og omkring det hospital, hendes mand, lægen Hamza al-Kateab, havde fået oprettet.
Den udenforstående må trods gruen spørge sig, hvorfor filmens hovedpersoner, som utvivlsomt var inspireret af det såkaldte 'arabiske forår', intet fortæller om de bevæbnede islamister? Waad al-Kateab kritiserer dem kun i én kort bemærkning for "forsøg på at overtage oprøret", selv om deres forbrydelser "var for at intet at regne imod Assad-regimets brutalitet".
Det er mærkværdigt, fordi disse islamister var selve garanten for den 'befrielse' af Aleppo, som al-Kateab-familien og deres venner påkalder sig og kalder en 'revolution'. Og de var grunden till Assad-styrets indgriben i den for landet livsvigtige industri- og handelsstorby.
Al-Kateab-familien og deres venner var ubevæbnede i deres heroiske kamp for at redde menneskeliv. Så tidligt som i april 2013 rapporterede New York Times' udsending Ben Hubbard, at "ingen steder i oprørskontrolleret (nord) Syrien er der en verdslig væbnet styrke at tale om". Og at den stærkeste styrke i Aleppo var den syriske aflægger al-Quaida, nemlig Jabhat al-Nusra. Begge udspringer af Islamisk Stat.
Disse kræfter infiltrerede eller tilsidesatte hurtigt de få civile oprørere omkring studentermiljøet i det Øst-Aleppo, som filmen handler om. Selv om aktørerne ofte taler om det "frie Aleppo" som helhed, udgør Øst-Aleppo kun cirka en fjerdedel af byen.
Herfra regnede det i fem år med granater ned over den regeringsstyrede vestlige bydel, og tusinder af civile her blev dræbt. I filmen er disse granatkastere usynlige og fremstår som "frihedskæmpere".
Stemmer som ikke blev hørt
Da Sama var tre måneder gammel, affyrede de islamistiske terrorister i Øst-Aleppo granater mod et barselshospital i vest. Patrik Paulov, forfatter til bogen Syriens Tystnade Röster, interviewede da Aleppo-lægen Tony Sayegh i den regeringskontrollerede del af byen. Han sagde:
– Vi får vores daglige dosis bomber og granater fra terroristerne. Vi véd ikke, om det er en ulykke eller forsætligt, men uskyldige mennesker dræbes, kvinder og børn dræbes. Det rapporteres aldrig i Vesten... Vi, der bor i den regeringsstyrede del af Aleppo, må aldrig præsentere vores billede af, hvad der sker.
– Jo, det, vi har brug for, er, at USA, Europa, Tyrkiet og Golfstaterne lader os i fred og holder op med at støtte terroristerne. Der burde træffes en beslutning i FN's Sikkerhedsråd om, at andre stater skal holde sig væk fra Syrien, og at alle de, der har støttet terroristerne, skal straffes", sagde Aleppo-lægen videre.
Der findes utallige lignende vidneudsagn, der også dokumenterer USA's, Europas og Golfstaternes indblanding i Syrien og deres bevæbning af IS-ekstremister. Disse vidnesbyrd og fakta er i stor stil blevet tilsidesat af de vestlige medier, kommentatorer og politikere. Det gælder også i forhold til Aleppo, hvor al-Nusra-terrorister i øst indførte sharialovgivning, truede, dræbte og bortførte civile, der forsøgte at flygte til vest. Og hvor man efter fordrivelsen af islamisterne fandt, at de lovpriste Hvide Hjelme havde haft hovedkvarter samme sted som al-Nusra-terroristerne.
– Der fandtes og findes folkelig utilfredshed i Syrien og en vilje til forandring og reformer. Men at ville have mere demokrati, større pressefrihed og øget social retfærdighed betyder ikke, at man støtter et væbnet oprør, som først og fremmest ledes af udenlandsk-støttede ekstreme religiøse kræfter, og hvor volden hovedsageligt har ramt almindelige mennesker, sagde Patrik Paulov ved udgivelsen af sin bog.
Freedom the American way?
Tilbage til filmen. Efter et besøg hos slægtninge i Tyrkiet vender al-Kateab-familien ad en smal sti mellem frontlinjerne tilbage til Aleppo i sommeren 2016. Med datteren Sama hængende på maven siger Hamza: "Vi skal til Aleppo, fordi det er fem år siden, kampen begyndte med de fredelige protester. Vi har alle spillet en vigtig rolle i forsvaret af retfærdighed mod undertrykkelse..."
Hvilken form for retfærdighed og frihed, parret taler om, vides ikke. Man kan til nød formode, at filmens hovedpersoner ikke har haft et fuldt overblik over, hvem der agerede omkring dem og reelt kontrollerede Øst-Aleppo. Også selv om parret havde fuld adgang til omverden via digitale medier, hvilket til sidst førte til, at regeringen og russerne henvendte sig til Hamza med ordre/tilbud om frit lejde ud ad byen, inden den sidste del af området blev indtaget af regeringsstyrker.
Dette gjorde de så, sammen med mindst 25.000 andre oprørere af forskellig afskygning – primært al-Nusra-ekstremister og deres familier. I busser, som regeringen og russerne stillede til rådighed, hvilket der ikke siges ét ord om.
Man må spørge: Hvilke midler, beskyttede flugtkorridorer og tilbud om frit lejde gav USA, da de USA-støttede Syrian Defence Forces indtog byen Raqqa i 2017? Det skete gennem så massive luftbombardementer fra USA og Koalitionen, at 80-90 procent af byen blev lagt fuldstændig øde og titusinder drevet på flugt. Uden bagefter at love nogen som helst midler til nødhjælp og genopbygning.
Dyb tavshed på de gule busser herhjemme og i Vesten. Ingen dokumentarfilm herom, men flere film om Aleppo. Og Til Sama roses nu til skyerne af kulturskribenterne.
Da Waad al-Kateabs film skulle bearbejdes og redigeres, må et videre billede have stået klart for hende, hendes mand og medinstruktøren. Men IS, al-Quaida og al-Nusra er ikke-eksisterende i andet end 10 sekunder af den 100 minutter lange film.
I filmens afsluttende rulletekster tilegnes den ofrene for Assad-styret og russernes forbrydelser og de, der "blev dræbt eller bortført af islamister". Lidt sent. Og temmelig uforskammet at bringe dette sidste som fodnote.
Hvorfor feste og græde af glæde?
Fredsforskeren Jan Øberg var som den eneste vestlige udlænding i Aleppo i decemberdagene 2016, da Aleppo blev fri for IS-ekstemister. Han rapporterede:
– Der er ingen tvivl om, at Aleppo blev befriet. Hvorfor skulle folk dog feste og græde? En taxachauffør, jeg kørte med, havde tårer i øjnene og sagde, at de tre største ting i hans liv var at "blive gift, rejse til Mekka og opleve befrielsen af Aleppo".
Han oplevede, at bilhorn blev "trykket i bund af glæde. Børn gjorde V-tegn. Både i Øst- og Vest-Aleppo". Han så et russisk felthospital behandle flygtninge fra øst og mødte ingen, der havde set skyggen af De Hvide Hjelme.
Siden spurgte Jan Øberg også Amnesty International, hvad formålet med den énsidige Assad-fjendtlige og anti-russiske buskampagne var? Og hvorfor man ikke havde fordømt, at NATO-landene og andre stater havde støttet terrorgrupper i Syrien, der ikke havde truet nogen af disse lande. Han fik kun det absurde svar, at man ville symbolisere krigen i hele Syrien. Reklame-donoren Out Of Home Media henviste til et reklamebureau, og reklamebureauet henviste til Amnesty.
Svaret på det retoriske spørgsmål i starten af denne artikel giver sig selv. Slaget om reel anneksion eller opsplitning af Syrien var ved at være tabt i december 2016. Og amnesti gives først og fremmest til det frihedselskende Washington og dets større og mindre skødehunde.
Se filmen for gruen. Luk øjnene for rædslen. Og ørerne for at høre, hvilke skyldige der éntydigt udpeges.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
