Historien om Hamlet er ofte skildret som et individ, der pålægges en skæbne – at hævne sin far. Et individ omgivet af med- og modspillere. I instruktør Morten Kirkskovs iscenesættelse på Det Kongelige Teater er vægten lagt over på ungdommen. Kærligheden, passionen og det unge liv er i centrum. Det er denne ungdom, der angribes af alvor og skæbnebestemt hævn. Det er kærligheden, det glædesfulde ungdomsliv og den passionerede forelskelse, der er offeret i denne opsætning.

Esben Smed som Hamlet formår virkelig at tolke Shakespeares tekst med en eminent replikbehandling og understregende fysik.

Det starter ellers så smukt, dejligt og lækkert. Hamlet (Esben Smed) og hans kæreste Ofelia (Sara Viktoria Bjerregaard) i varm forelskelse og snart heftig elskov dér på scenen. Unge, glade, smukke. Med Ofelias bror Laertes (Alvin Olid Bursøe) som bifaldende medvider på vej til udlandet. Han ønsker dem lykke til. 

Hævn og Galskab

Men Hamlet er alligevel ikke helt tilpas ved, at farbror har giftet sig med mor, blot to måneder efter at far er død. Så han distancerer sig fra at godkende arrangementet ved at opføre sig lidt ironisk-sarkastisk-tosset. Hamlets sind er åbnet for den stemme, der nu møder ham, da han er alene: Den døde far betror ham, hvem der var skyld i hans død, og hvad Hamlet skal gøre. 

Hans nye far Claudius (Jacob Lohmann) – tidligere farbror – lægger sig virkelig i selen med veltalende tunge smurt i olie for at gyde det oprørte vand. Claudius giver den som rådgiver. Han vejleder, han formaner; den gamle mand til de unge. Og det rammer Hamlet ekstra hårdt, der reagerer med stigende fortvivlelse og dybere desperation. Tingene er ikke, som de skulle være. Hans far er død, måske myrdet? Og mor er bare videre i teksten. Hamlet fornemmer ugler i mosen og hævn i kroppen.

Ofelia, der spilles klart, transparent og med stort overskud af Sara Viktoria Bjerregaard, der tillige synger så smukt flere af Shakespeare-replikkerne, er fortsat i følelsernes vold. Hun er helt i forelskelsen, opslugt af kærligheden til Hamlet. Hun er stadig der, hvor Hamlet var i starten af stykket. Så nu starter distancen også mellem de to unge elskende.

Som repræsentanter for den ungdommelige eskapisme, den hedonistiske livsstil og grænseløse selvoptagede selvglæde - ser vi Rosenkrans og Gyldenstjerne ankomme til dunkende discorytmer. De er rendyrkede party-dyr. De skal være den tungsindige Hamlets medicin. Det er skurken Claudius’ plan.

Scenografien er på én gang bastant i sine monumentale store slots-sætstykker og elegant, da de let og lydefrit glider rundt og skaber nye rum. Det giver lynhurtige sceneskift og højt fortælletempo, uden at det virker hæsblæsende på nogen måde. Skuespilhusets gigantiske scenerum er en fryd for et stort teaterstykke som Hamlet med det store rums muligheder, der til fulde udfyldes i forestillingen.

Komik på højt plan

I Morten Kirkskovs opsætninger har Polonius skiftet køn. Det er godt tænkt, fordi det virker. Polonius, spillet med komisk timing af Stine Schrøder Jensen, er nu Ofelia og Laertes mor i stedet for far. Fortsat kongelig rådgiver, nu også omsorgsfuld og bekymret mor. En mor, der har alt for mange meninger ifølge datteren og bibeholdt den enfoldige naivitet, som hører rollen til.

Forestillingens komiske højdepunkt – og det er højt – er Polonius’ afrapportering om Hamlets galskab til kong Claudius. Polonius har fundet et brev fra Hamlet til Ofelia.

Der er ingen tvivl om, at instruktør Kirkskov, der selv er en fremragende skuespiller, har værktøjskassen fuld af sceniske greb og virkemidler, når den dramatiske historie skal fortælles på scenen. Det gør forestillingen underholdende og uortodoks. Blandt andet taler Esben Smeds Hamlet let og ubesværet til publikum og reagerer på reaktioner fra publikum. Lyset i salen tændes inddragende flere gange under forestillingen. Vi bliver Hamlets fortrolige.

Indre og ydre kaos

Den indre kamp i Hamlet fylder mere og mere. Han er “revet ud af livet og viet til døden”, som skuespiller Esben Smed citerer i teatrets program. Og der er ikke plads mentalt i hovedet på Hamlet til Ofelia, så han lægger afstand.

Det er en udvikling af figuren Hamlet, som er suverænt gestaltet af Esben Smed. Og det gælder gennem hele stykket. Man følger hans vej og forstår hvert skridt. Det er i sandhed en præstation med en af de store - hvis ikke den største rolle af Shakespeare. Shakespeare er berømt for sin tale til skuespillerne i Hamlet, et teater i teatret.

Hamlet prøver med sit hurtigt opsatte illustrations-drama at få kongemorderen Claudius til at afsløre sig selv. Hamlet transformerer sig endnu mere over i galskaben understreget af den sminke, han påfører sig på scenen. Et dødningehoved træder tydeligt frem. På linje danser de unge spillere en disco-døde-dans til skærende techno-rytmer.

Og det går, som det går. Claudius mister fodfæste. Kirkskov lader Hamlet intimidere Rosenkrands og Gyldenstjerne med pikken ude af bukserne. Straffen for at være håndlangere for fadermorderen er et blowjob - troede de, men de bliver snydt. Og endnu et moderne teatergreb viser instruktøren os i en forward-rewind afspilning af Hamlets muligheder for at fuldbyrde sin hævn over Claudius. Spillet mellem Iben Hjejles dronning Gertrud (Hamlets mor) og Hamlet er tæt og bevægende. Og desperationen og galskaben dominerer mere og mere: Med forvrænget dødningesminket hoved og mere og mere forkrampet skikkelse fremstår Esben Smeds Hamlet som en hæslig Michael Kvium-figur. Og herfra går det stærkt ned ad bakke for glæden og ungdommen. Hævn og galskab raserer, og folk falder fra i flæng og fornedrelse.

Hvad kan forestillingen?

Hamlet og William Shakespeare er indbegrebet af teater. Ihvertfald vestligt teater. Det er historiefortælling. Det er en langtidsholdbar historie, vi har med at gøre. Hamlet er givetvis et af de mest opførte, hvis ikke det mest opførte skuespil i verden, siden Shakespeare skrev og sikkert selv spillede det i 1601-02 som leder, dramatiker, instruktør og skuespiller i sin egen skuespillertrup i London. En spændende historie i et folkeligt teater. Elementært underholdende.

Men ikke uden tanke på den tid, du viser stykket i. Sådan er det altid. Det ville være det rene volapyk, hvis du kunne se en Hamlet-opførelse fra 1600-tallet. Teater, der ikke tænkes ind i sin tid, er uvedkommende. Hamlet-forestillingen på Det Kongelige Teater ved iscenesætter Morten Kirkskov er tænkt ind i vor tid. Ingen tvivl. Men det er især hovedrolleindehaveren Esben Smed, jeg bider mærke i. Han formår virkelig at tolke Shakespeares tekst med en eminent replikbehandling og understregende fysik.

Det betyder, at jeg holdes i hånden gennem historien. Jeg falder ikke fra under passager med kedelige og uforståelige gammel-Shakespeare-falbelader. Her er ikke indforstået ortodoks teaterhistorisk støv på replikkerne. Den personlighedsforstyrrelse, som Esben Smed lægger krop og stemme til, har jeg set i virkeligheden. Den splittelse mellem at være til stede i nuet eller hængt op på en pålagt opgave og ikke kunne rumme begge dele. Pligt kontra lyst. Shakespeare har skærpet modsætningen med mord, men dilemmaet genkendes.