I en verden – hvor George Floyd tilbage i maj måned blev dræbt af amerikansk politi, som satte et knæ på hans hals – er den nye danske film Shorta, som åbner med en stort set identisk scene, i dag endnu mere aktuel, end producenterne kunne have forudset under optagelserne forrige år.

Shorta scorer højt på både realisme og underhold-ningsværdi. En impo-nerende debut fra de to instruktører.

I denne film er offeret den 19-årige nydansker Talib, som efter sit sammenstød med politiet svæver i livsfare, og senere dør af sine kvæstelser.

"Shorta" er et arabisk ord for politi. Det meste af filmen foregår i den fiktive indvandrer-ghetto Svalegården i en forstad til København, givetvis inspireret af Gellerupparken i Århus. Her bliver to politibetjente, Jens Høyer (Simon Sears) og Mike Andersen (Jacob Lohmann), fanget midt under de optøjer, som udløses, da Talibs død rapporteres i nyhederne.

Ghettoen er befolket dels af organiserede kriminelle, og dels af både danskere og nydanskere som på grund af systemets racisme og sociale uretfærdigheder ikke føler, at de har nogen fremtid. Disse frustrationer udmønter sig, ikke helt uretfærdigt, i et had til politiet, og de to betjente bliver hermed jaget vildt i Svalegården. De bliver – først modvilligt – hjulpet af den uretmæssigt anholdte arabiske dreng Amos, meget velspillet af debutanten Tarek Zayat.

Ikke kun et problem i USA

Noget af det mest interessante ved filmen er, at den ikke tager politiets side, men tværtimod problematiserer racisme indenfor politiet, som ikke kun er et problem i USA, men også herhjemme.

Den ene af betjentene, Mike, er en brysk og indvandrer-hadende type, som nærmest lige så godt kunne være blevet rocker i stedet for politimand; nogle af de andre betjente udtrykker også forargelse over, at han får lov til at beholde sit job.

Betjentene Mike og Jens gennem-går begge en stærk ud-vikling i hver sin retning.

Den anden betjent, Jens, er til gengæld ikke racist og har sit hyr med at finde en grimasse, der kan passe, når Mike kommer med sine fordomsfulde udgydelser. Flere gange undervejs ryger de faktisk i fysisk slagsmål om det.

Om den moralske Jens overhovedet passer ind i politistyrken, sættes der markant spørgsmålstegn ved. Det viser sig, at han plages af dårlig samvittighed over, at han stod og så til uden at blande sig, da hans kolleger begik overgreb mod Talib. Dette budskab understreges desuden i filmens sidste scener.

Konfrontation og stillingtagen

Som action-film fungerer historien overraskende godt, da den hele vejen igennem vedligeholder en lind strøm af effektive, uventede twists, som fastholder seerens interesse og engagement.

En fin sekvens, filmet i et enkelt take, er for eksempel, da betjentene ser en bande forfølgere nærme sig på scootere og motorcykler, og kameraet kører fra betjentenes ansigter til forfølgerne, og så drejer tilbage mod betjentene, som nu er stukket af og løbet langt op ad stien.

Vi ikke er voldsomt langt væk fra muligheden for at sådan noget sagtens kunne ske, også i hygge-lige lille Danmark.

Filmen minder ikke så lidt om den franske action-film Banlieu 13 fra 2004 (med manuskript af Luc Besson), hvor en sej politimand også bliver fanget i et kriminelt ghetto-distrikt, som regeringen har bygget en mur omkring. Men dette skal kun påpeges til Shortas fordel, for den er på alle andre måder helt sin egen, specielt hvad angår personskildringen.

Mike og Jens gennemgår begge en stærk udvikling i hver sin retning. Mike konfronteres med indvandrernes realiteter og menneskelighed og må stille spørgsmålstegn ved sin racisme, mens Jens desværre er mindre heldig, men dog selv vælger sin endelige skæbne.

Film i dansk skala og budget

I forhold til amerikanske og franske film, hvor der typisk er mere fokus på stort anlagte og koreograferede action-scener, er danske Shorta selvfølgelig lidt mindre i både skala og budget. Den råder bod på det ved dels at være både veldrejet i instruktionen og velskrevet i manuskriptet, og ved dels at foregå i en ghetto, som måske lige er nummeret større og vildere, end det vi kender i Danmark.

Samtidig er man ikke i tvivl om, at vi ikke er voldsomt langt væk fra muligheden for at sådan noget sagtens kunne ske, også i hyggelige lille Danmark. Således scorer Shorta højt på både realisme og underholdningsværdi. En imponerende debut fra de to instruktører.