Store trawlere fra EU fisker hvert år tusindvis af ton fisk og rejer i de grønlandske farvande.
Alene fra 2016 til 2018 fangede europæiske trawlere 42.600 ton fisk til en værdi af 1,5 milliarder kroner. EU betalte kun knap 400 millioner kroner – cirka en fjerdedel af den reelle værdi – for de grønlandske fisk. Det fremgår af EU's evaluering af fiskeriaftalen med Grønland.
Vi ved, hvad fisken koster, når den forlader Grønland – og vi ved, hvor meget fisken koster, når den via Danmark, Tyskland og så videre lander hos kunderne rundt om i verden. Den værdiforøgelse ser vi selvfølgelig helst sker i Grønland, der ejer fiskeressourcerne og fanger fisken.
Bendt B. Kristiansen, Inuit Ataqatigiit (IA)
Det er en lille håndfuld fartøjer fra Tyskland og Danmark, der fanger langt størstedelen (93 procent) af alle de grønlandske fisk, der bliver fanget af EU-fartøjer. Danske fartøjer står for næsten en tredjedel af alle de fisk og skaldyr, som EU-fartøjer fanger i Grønland.
Dansk rejemilliardær
En af de fiskegiganter, der nyder godt af EU's kvoter i Grønland, er den danske rejekoncern Ocean Prawns A/S, der er en af de helt store aktører inden for rejefiskeri.
EU's kvoteopkøb i Grønland betyder, at pengene vælter ind i kassen hos Ocean Prawns A/S, der er ejet af den bornholmske rejekonge, milliardær og hovedaktionær Kristian Barslund Jensen i spidsen. Sidste år opnåede den familieejede koncern sit næstbedste resultat nogensinde: Et overskud på 125 millioner kroner før skat – en fremgang på 34 millioner i forhold til 2018.
Med en formue på 1,8 milliarder kroner blev familien Barslund Jensen sidste år placeret som nummer 72 på listen på Berlingske Business' opgørelse over Danmarks 100 rigeste.
Ocean Prawns A/S ejer nogle af verdens største og mest moderne trawlere til fiskeri af rejer og hellefisk i arktiske farvande og fanger hvert år cirka 20.000 ton koldtvandsrejer og hellefisk.
Ocean Prawns A/S har netop bestilt en ny kombineret reje- og hellefisktrawler til 400 millioner kroner med plads til 35 mand og 1200 ton rejer.
Grønland kan selv
Men faktisk har Grønland slet ikke brug for at sælge en masse kvoter til EU.
Grønland kan nemlig sagtens selv fange flere fisk og rejer – og dermed sikre flere arbejdspladser og indtægter til Grønland. De seneste år er den grønlandske fiskeflåde vokset, og gamle trawlere er blevet udskiftet med moderne, effektive trawlere.
– Kapaciteten i den grønlandske fiskeflåde er vokset støt i de sidste årtier, og dermed kan grønlandske fiskefartøjer også fiske en større andel af vores kvoter selv, fortæller Katrine Kærgaard fra Grønlands Departement for Fiskeri, Fangst og Landbrug til Arbejderen.
Hun uddyber:
– Da vi i 1985 indgik den første fiskeriaftale med EU, havde vi en lille havgående flåde, som primært fiskede rejer. I 2020 har vi en af de mest moderne havgående fiskeflåder i Nordatlanten, som kan fiske en lang række arter som rejer, hellefisk, torsk, rødfisk, lodde og makrel.
– De grønlandske fiskeriselskaber er i fuld gang med at forny fiskeriflåden, og i løbet af 2019-2020 er seks helt nye, topmoderne fisketrawler kommet ind i fiskeriet. Den havgående fiskeflåde i Grønland består i dag af en række store, moderne og effektive havgående trawlere, herunder otte rejefartøjer, syv fiskefartøjer og to pelagiske fartøjer, forklarer Katrine Kærgaard.
Et eksempel er Royal Greenlands nye kæmpetrawler M/tr Sisimiut. Fra juni til september i år fangede den nye trawler næsten 3000 ton hellefisk. Det er 1000 ton mere, end den gamle trawler fangede i samme periode i 2018.
Store fordele for EU
Grønland og EU har haft en fiskeriaftale, siden Grønland meldte sig ud af EU i 1985.
EU følger nøje med i, hvor god en forretning det er at fiske i Grønland.
Sidste år udarbejdede EU en omfattende evaluering af fiskeriaftalen mellem Grønland og EU. Her konstaterer EU, at aftalen har "leveret store fordele for EU i forhold til omkostningerne", og at "merværdien for EU er høj".
Fiskeriaftalen mellem EU og Grønland løber for fire år ad gangen. Den nuværende fiskeriaftale udløber den 31. december i år. Derfor forhandler EU og Grønland i øjeblikket om en ny aftale. I skrivende stund er der nedbrud i forhandlingerne.
EU konkluderer også, at: "Ejerne af fartøjerne i EU, der har adgang til de grønlandske kvoter, er tilfredse med aftalen og anbefaler stærkt, at den bliver fornyet – mens grønlandske ejere er imod aftalen og vurderer, at Grønland ville have større fordel af at sikre en større del af kvoterne til grønlandske virksomheder", skriver EU i sin evaluering.
EU fik først adgang til at fiske i grønlandsk farvand, da Danmark – og dermed også Grønland – kom med i EF i 1973. Dengang var Grønland et amt i Danmark og blev derfor også en del af EF, da Danmark stemte ja – på trods af at et klart flertal (71 procent) af grønlænderne stemte klart nej til at blive en del af EF.
Det var altså ikke grønlænderne selv – men derimod det danske ja til EF og de danske politikere, der åbnede Grønlands farvand op for EU's fisketrawlere. Da det grønlandske hjemmestyre blev indført i 1979, udskrev grønlænderne en ny afstemning om EF-medlemskab i 1982, hvor Grønland stemte sig ud af EF.
Moderne kolonialisering
Arbejderen har været på besøg i en af Grønlands største fiskeribyer, Ilulissat, hvor langt størstedelen af indbyggerne arbejder som enten fiskere eller på fiskefabrikkerne i byen.
Om sommeren sejler de grønlandske fiskere i deres små både og joller ud ved Isfjeldsbanken. Om vinteren foregår fiskeriet længere inde i fjorden, hvor der fiskes fra isen.
De grønlandske fiskeres – og resten af fiskeindustriens – kamp for deres ret til de grønlandske ressourcer handler ikke kun om kvoter og retten til at fange de fisk og skaldyr, der er i farvandet omkring Grønland. Den handler også om at sikre, at værdien af fisken bliver i Grønland.
I dag bliver størstedelen af de fisk, som de grønlandske fiskere fanger og lander på fiskefabrikkerne i Nuuk, Ilulissat og så videre, eksporteret som hele fisk.
Derfor får de grønlandske fiskere i øjeblikket kun mellem 17 og 21 kroner per kilo hellefisk. Det er under en tiendedel af kiloprisen for en færdigpakket røget og skiveskåret hellefisk, der koster 25 kroner for 90 gram på tilbud i Netto i Danmark.
Den grønlandske torsk, hellefisk og en lang række andre fisk og skaldyr bliver nemlig forarbejdet på fiskefabrikker uden for Grønland. Store dele af de grønlandske fisk og skaldyr bliver nemlig solgt hel og ubearbejdet og sendt til Danmark, Østeuropa og Kina.
Det er i Tyskland, Polen, Kina og Danmark, at den grønlandske fisk bliver skåret i fileter, paneret eller røget, skåret i skiver, pakket og sendt til supermarkeder og ud til forbrugerne i Danmark og resten af verden. Det er altså i udlandet, at hele værdiforøgelsen sker, og eksempelvis hellefisken stiger fra de cirka 20 kroner per kilo, de grønlandske fiskere får – til langt over det tidobbelte.
Men der er intet til hinder for, at Grønland selv begynder at forarbejde deres fisk og begynder at eksportere direkte til lande som eksempelvis Kina og Rusland i stedet for at sende fisk til Danmark for at blive forarbejdet. Det kræver bare, at de grønlandske fabrikker, frysehuse og så videre bliver godkendt af myndighederne i de lande, hvortil man ønsker at eksportere.
Værdiforøgelsen skal ske i Grønland
I Ilulissat har venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) indkaldt de lokale fiskefabrikker og fiskerne samt deres organisationer til en konference, der skal komme med bud på, hvordan en større del af fisken kan forarbejdes lokalt i Grønland.
Arbejderen har inviteret sig selv på en kop kaffe hos IA's medlem af byrådet i Avannaata Kommune, der blandt andet omfatter byen Ilulissat.
– I dag sender Grønland sine fisk til Danmark, Tyskland, Kina og Polen, hvor de bliver forarbejdet. IA og de grønlandske fiskere mener, at vi selv bør stå for en større del af forarbejdningen. For at sikre at vi bevarer værdiforøgelsen af fisken i Grønland, i stedet for at den forlader landet, fortæller IA's byrådsmedlem Bendt B. Kristiansen til Arbejderen.
Hvis fiskerne bliver sikret bedre priser for deres fisk, kan vi sikre et mere bæredygtigt fiskeri.
Bendt B. Kristiansen, IA
– Vi ved, hvad fisken koster, når den forlader Grønland – og vi ved, hvor meget fisken koster, når den via Danmark, Tyskland og så videre lander hos kunderne rundt om i verden. Den værdiforøgelse ser vi selvfølgelig helst sker i Grønland, der ejer fiskeressourcerne og fanger fisken, forklarer Bendt B. Kristiansen og fortsætter:
– Ved at forarbejde fisken med det samme her, hvor den bliver landet af fiskerne, kan vi også sikre en bedre kvalitet. Det giver ingen mening, at en kunde fra eksempelvis London skal ringe til Aalborg for at bestille hellefisk. Kunden kan lige så godt ringe til Grønland og få fisken herfra. Det bliver jo lettere at eksportere fisk, når vores lokale lufthavn bliver udbygget, og vi får flere afgange og flere direkte fly til udlandet.
Han tror også på, at Grønland kan passe bedre på fiskene og undgå rovdrift på deres ressourcer i havet, hvis man sikrer en højere værdi på fisken.
– Hvis fiskerne bliver sikret bedre priser for deres fisk, kan vi sikre et mere bæredygtigt fiskeri, fordi der ikke vil være det samme pres på kvoterne, fordi fiskerne skal fange mange fisk for at kunne leve af fiskeriet. Biologerne anbefaler, at der bliver fanget færre fisk. Derfor må vi få mere ud af den mængde fisk, vi må fange, for at fiskeriet er bæredygtigt. Vi kan forøge prisen ved at forarbejde fisken her i Grønland.
Hvis Grønland får en bedre pris for sine fisk, kan man også sikre bedre løn til arbejderne på fiskefabrikkerne og dermed sikre flere og mere stabile arbejdere, påpeger Bendt B. Kristiansen.
I dag er mindstelønnen til arbejderne, der sorterer rejer og skærer hoved af hale af og pakker fisk på de grønlandske fiskefabrikker, cirka 90 kroner i timen. Det samme får de arbejdere, der møder ind i små skure og fabrikshaller i Grønlands fiskerihavne og sætter agn på de 1000 kroge på de 1000-2000 meter langliner, som fiskerne bruger til at fange hellefisk.
Både Royal Greenland, der er ejet af selvstyret, og fiskernes egen fiskefabrik Halibut Greenland har planer om at opstarte uddannelser, der uddanner flere fiskere og arbejdere i fiskeindustrien.
Fiskeri udgør over 90 procent af Grønlands eksport. Dermed er fiskeri Grønlands største og vigtigste erhverv.
– Vi meldte os ud af EF, fordi vi selv ville forvalte de ressourcer, vi har. Det betyder, at vi selv kan bestemme, hvor mange kvoter udenlandske fiskere kan fiske på vores territorium, og hvor meget grønlandske fiskere kan fiske ud fra, hvad der er bæredygtigt, fortæller Bendt B. Kristiansen.
Hårdt arbejde
En af de mange små fiskebåde, der ligger og vugger i havnen i Illulissat, er en hvid båd med Yamaha-motor.
Den har den 21-årige fisker Magnus Jensen købt og opkaldt efter sig selv.
– Jeg var seks år, da jeg var ude og fiske med mine forældre for første gang, fortæller den unge fisker til Arbejderen.
Hans dag starter tidligt med en kop sort kaffe, en grøn Look og en stor basse.
– Når jeg har spist min morgenmad, henter jeg min store balje med plads til 300 kilo fisk og kører ned til min båd på havnen.
Så fylder han diesel på den 140 hestes Suzukimotor og sætter kursen ud i fjorden.
– Hvis der ikke er is i fjorden, tager det cirka to timer at komme ud til fiskestedet i fjorden – og to timer hjem. Hvis der er is i fjorden, tager det tre timer at komme ud – og tre timer at komme hjem. Det tager en halv time at sætte langlinen de 1000 meter ned.
Fjorden i Ilulissat er 40 kilometer lang, syv kilometer bred og op til 1200 meter dyb.
Når Magnus Jensen skal fange hellefisk, bruger han langline – en gammeldags fiskemetode, som grønlands oprindelige folk inuitterne i flere hundrede år har brugt til at fange fisk. Den line, han fisker med, har op til 2000 kroge og er op til to kilometer lang, alt efter havdybden.
– Det tager cirka en halv time at sænke langlinen ned igennem isen, fortæller Magnus Jensen.
– Et par timer senere trækker jeg linen ind med hellefisk på krogene, sejler min fangst i land og læsser den af hos Royal Greenland-fabrikken, der ligger på havnen.
Langlinefiskerier er en skånsom og bæredygtig fangstmetode.
De store udenlandske trawlere derimod kaster store net ud, som de slæber efter båden og fanger en masse fisk – også fisk, de ikke kan bruge eller må fange.
Men de små jollefiskere som Magnus Jensen bruger en langline. Derfor fanger de hellefiskene enkeltvis. Der kommer kun hellefisk på krogen, og de har hele tiden overblik over, hvor mange fisk de har fanget. Derfor har bestanden af hellefisk i Vestgrønland i mange år været stabil.
Om vinteren kører han og de andre fiskere fra Ilulissat ud på den frosne fjord på deres hundeslæder, skærer et hul i den tykke is og sætter deres langliner gennem hullet.
Der bor 5000 mennesker og 3000 slædehunde i Ilulissat. Hundene er ikke kæledyr – men derimod vigtige arbejdsredskaber for fiskerne. Om vinteren bliver hundene spændt for fiskernes hundeslæder – og så går turen nordpå ind i fjorden for at bore hul i isen, så de kan fiske med langline i havet.
Den unge fisker er blandt de mange indbyggere, der har sine hunde stående lidt udenfor byen. Om vinteren er han nemlig fuldstændig afhængig af sine 35 slædehunde. Han tager 12 af dem med, når han tager ud på isen.
Det er ikke tilfældigt, at grønlænderne i årtusinder har brugt hunde og slæde som transportmiddel: Snescootere og ATV'ere kommer til kort i det bakkede landskab – og så starter de ikke altid.
– Til december, når vinteren kommer til Grønland, kører jeg med hundeslæde ud til fjorden for at fange store hellefisk. Jeg har engang fanget en hellefisk på halvanden meter. Vi borer et hul i isen, og så sænker jeg linen cirka 1700 meter ned.
Når Magnus Jensen er færdig med at fiske, vender han båden eller hundeslæden og tager til Royal Greenland-fabrikken for at aflevere sin fangst og afregne.
– Her er en stor kran, der løfter fiskene op og ind på fabrikken, hvor de bliver sorteret og lagt på is og sendt til eksempelvis Japan og Danmark.
– I Grønland får fiskerne kun 21 kroner per kilo hellefisk. Vi sender fisken til Danmark, hvor den bliver røget og skåret i skiver og sendt ud til supermarkedet og til forbrugerne, og så koster den pludselig op mod 300 kroner per kilo. Det er ikke rimeligt.
Kræver ret til egne fisk
Magnus Jensen er ikke den eneste, der gør sig tanker om den pris, som fiskerne får for fisken, og den pris, fisken koster i køledisken i supermarkedet.
Nede ved havnen i Ilulissat holder Gerth Gundel og hans to kollegaer pause fra arbejdet på Royal Greenlands rejefabrik, hvor de sorterer rejer. På fiskefabrikken knokler arbejderne for 90 kroner i timen før skat i minimum 80 timer fordelt på 14 dage.
– Fisk er dyrt. Når vi bare sender hele fisk til Danmark, sender vi samtidig store værdier ud af landet. Hvis vi blev bedre til at forarbejde fisken, kunne vi sikre, at arbejderne på fiskefabrikkerne får en ordentlig løn, håber Gerth Gundel.
I rygeskuret udenfor fabrikken står far Pavia Hansen sammen med sin søn Niise Hansen og datteren Freja Jensen. De arbejder alle tre på Royal Greenland-fabrikken i Ilulissat.
– Grønlandske fiskere burde have lov til at fange flere fisk, og så må vi sælge færre kvoter til EU, så vi kan bevare et bæredygtigt fiskeri. Vi har masser af fisk og skaldyr – hellefisk, torsk, rejer og krabber. Det er en vigtig del af vores lands naturressourcer. Her i Grønland fanger vi kun fisken, lægger på is og pakker den og sender den ud af landet til Danmark, Tyskland og Japan og så videre. Det ville være godt, hvis vi kunne forarbejde fisken her i Grønland, mener Pavia Hansen.
Det er ikke kun blandt fiskere og fiskefabrikkernes arbejdere, at man håber på, at værdien af Grønlands fisk bør komme det grønlandske samfund til gode.
250 kilometer syd for fiskerbyen Ilulissat ligger den grønlandske by Kangerlussuaq.
Her er Ingolf Andersen fra det kommunale vand- og elværk i gang med at tjekke vandledningen fra en stor sø lidt udenfor byen.
Han mener også, at de grønlandske fisk skal være med til at sikre de grønlandske arbejdere bedre lønninger.
– Hellefisk er en sjælden fisk i Danmark. Alligevel siger man, at dansk hellefisk er den mest solgte i verden... Men den "danske" hellefisk kommer fra Grønland, siger Ingolf Andersen til Arbejderen.
– Den grønlandske hellefisk beskæftiger mange arbejdere i Danmark. De danske arbejdere får en langt højere løn på den danske fiskefabrik i Glyngøre end de cirka 90 kroner i timen før skat, arbejderne får på de grønlandske fiskefabrikker Royal Greenland og Halibut. I Danmark kan de sikre en højere løn til deres arbejdere, fordi det er her, værditilvæksten sker.
Denne artikel er støttet af Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa.
En del af artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
