Selv om Klaus Mann (1906-1949) må regnes for en af de betydeligste tyske eksilforfattere, har han ført noget af en skyggetilværelse her i landet, og det var i mange år også tilfældet i hans hjemland.
Det er forbløffende, hvor klartskuende Klaus Mann var. Flere år før krigen skriver han om den som en kommende realitet og forudser tiden derefter med en del pessimisme.
I 1936 skrev han i eksil romanen Mefisto om en skuespiller og medløber, der fra at have været socialistisk orienteret føjede sig for nazisterne for sin karrieres skyld og, protegeret af Göring, nåede til tops i den tyske teaterverden. I 1965 blev den udgivet i Vesttyskland, men straks forbudt fordi familien til modellen for hovedpersonen gjorde indsigelse mod den.
Allerede i 1956 var Mefisto blevet udgivet i DDR, så forbuddet blev lidt illusorisk, da den således var tilgængelig for alle tyskere. I 1981 blev den filmatiseret og dermed aktuel igen, og denne gang blev den udgivet uden problemer i Vesttyskland. Filmen blev en stor succes, også herhjemme, og det er nok den, de fleste forbinder med Klaus Mann.
Begyndende modstandskamp
Allerede i 1934, et år efter at han havde forladt Tyskland, havde han imidlertid på et eksilforlag i Amsterdam fået udgiver romanen På flugt mod nord, der sandsynligvis er den første tyske roman, der skildrer den begyndende modstandskamp ledet af kommunister og ført både i hjemlandet og fra eksilet. Temaet er her, ligesom det skulle blive i Mefisto, valget mellem at lukke øjnene og hytte sig selv eller at deltage i kampen mod nazismen.
Den unge Johanna har via sin bror, der er kommunist, deltaget i modstandsarbejdet i Berlin. Broderen er flygtet til Paris sammen med nogle kammerater, og Johanna rejser også ud af landet for at slutte sig til dem, men tager i første omgang til Finland for at besøge en studieveninde, Karin, der bor på et gods lidt uden for Helsingfors.
Opholdet skulle kun have varet få dage, men det trækker ud, og Johanna forelsker sig i Karins bror, Ragnar. De tager sammen på en biltur, også en slags flugt, op til det nordligste Finland, hvad der giver forfatteren lejlighed til at beskrive landskabet, lyset og menneskene, som han selv havde oplevet på en rejse i 1932.
Johanna er lidt af en drengepige i udseende, påklædning og seksuelt. Hendes forelskelse i Ragnar er så fysisk, at den bærer over med hans på mange områder slappe moral, som hun ikke er blind for. Klaus Mann var homoseksuel, og det er nærliggende at opfatte Johanna som hans andet jeg. Den erotiske besættelse går så vidt, at hun en tid er på nippet til at opgive den sag, der ellers var så vigtig for hende, og dermed svigte sine kammerater, der kæmper med livet som indsats mod nazismen.
Klartskuende
Det er forbløffende, hvor klartskuende Klaus Mann var. Flere år før krigen skriver han her om den som en kommende realitet og forudser tiden derefter med en del pessimisme.
Da han skrev romanen havde han levet i eksil i et år, og den følelse af rodløshed og frit fald, det gav ham, lader han Johanna give udtryk for. Undertiden i passager, der nærmer sig det patetiske, og i det hele taget er romanen rent stilistisk ikke på højde med Mefisto, men ikke desto mindre er den et hovedværk inden for tysk eksillitteratur, som nu for første gang foreligger på dansk.
på Twitter
