Filmen "Den Sorte Jord" handler om en ung britisk journalist, der var på alles læber i 1933, da han som en af de få fik et interview med Adolf Hitler.

 Storbønderne rasede mod kollektivisering af deres jord og pligten til at aflevere korn. Så meget, at de hellere brændte kornet af.

Journalisten Gareth Jones (spillet af James Norton) advarer før og efter interviewet den britiske regering om en storkrig fra Hitlers side, men regeringen tror ikke på nogen krigsfare. Jones mener, at England bør skabe en alliance med Sovjetunionen imod Tyskland.

Til sin næste artikel ønsker journalisten at drage til Sovjetunionen for at undersøge, hvordan det socialistiske land er i stand til at gennemføre en så hurtig modernisering af landet og ditto oprustning af hæren. Det socialistiske land har gennemført sin første femårsplan med enorme fremskridt. 

Usædvanligt store fremskridt

Gareth Jones undrer sig meget over, hvad der sker i det socialistiske Sovjetunionen. Hvordan kan den unge stat med sin første femårsplan skabe, hvad England ville skulle bruge 10 år på? 

Derfor ønsker han at interviewe Stalin, men på rejsen har han fået et tip om sult i Ukraine, som følge af at kornet skal tvangsafleveres.

Trods forbud for journalister mod at tage til Ukraine, får Jones snoet sig udenom folkekommissærer og agenter ud til de sultende mennesker.

Han overværer, at sultende bønder må aflevere deres korn til Moskva. Han bliver arresteret og sendt tilbage til England som udvekslingsgidsel for seks engelske ingeniører med besked om, at han intet kender til sult i Ukraine. Men Gareth Jones er en stædig mand, og hans konklusion bliver, at Sovjetunionen som "arbejdernes paradis" er en løgn.

Familien vrede over forkerte oplysninger

Den Sorte Jord er ikke en dokumentar men en spillefilm inspireret af Gareth Jones dagbøger. Der er sat fiktive personer ind som for eksempel sekretæren Ada Brooks og en journalist Paul Kleb. Sådanne greb kan være med til at drive en fortælling fremad.

Hvad Jones har set og oplevet, kan man ikke tage fra ham, men på afgørende punkter er filmens begivenheder ukorrekte, fortæller familiemedlemmer til netavisen WalesOnline. Familie til journalisten Gareth Jones er vrede: Jones spiste ikke af et dødt menneske under sulten i Ukraine, han mødte ikke George Orwell i virkeligheden, og han forsøgte ikke at få et interview med Stalin. 

Det brændte korn

Hvad filmen ikke siger noget om er, hvordan situationen var i landbruget i Ukraine, hvad angår samfundsklasser og interesser. Den problematiserer ikke, at hovedparten af befolkningen levede af landbrug, og at der både var småbønder, mellemstore bønder og storbønder. Storbønderne rasede mod kollektiviseringen af deres jord og pligten til at aflevere korn. Så meget, at de hellere brændte kornet af.

Filmen går heller ikke et spadestik dybere med hensyn til, hvorfor man kollektiviserede landbruget i Sovjetunionen, og hvorfor der var meget tempo på processen. Ej heller, at der var brug for korn i de store byer, hvor man ville opbygge sværindustri – en stor krig var på vej.

Man kan undre sig over, hvad der er instruktøren Agnieszka Hollands sigte med filmen?