Da Jeanine Cummins’ roman Jordens Salt udkom i USA i januar, blev den modtaget med begejstring af pressen, et selskab købte straks filmrettighederne og forfatteren fik en formue for forlagsrettighederne. Men så kom modreaktionen. Fra latinamerikanske skribenters side rejste der sig en proteststorm over, at en hvid amerikaner scorede kasse på latinamerikanske menneskers lidelser, som hun ikke havde følt på sin egen krop, og bevægede sig ind i en kultur, hun var fremmed for.

Jeanine Cummins brugte fem år på at forberede bogen, rejste rundt i Mexico og besøgte suppekøkkener og lejre og talte med migranterne.

Nu er romanen, der er blevet kaldt ”En af vor tids Vredens Druer”, udkommet på dansk, men selv om dens tema også er mennesker, der tvinges til at begive sig ud på vejene, eller her sporene, så skal det være sagt, at Cummins ikke er nogen Steinbeck, men hun forstår at skrue en historie sammen, så læseren ikke kan få vendt siderne hurtigt nok.

Narkokarteller

Lucia har en lille boghandel i Acapulco i Mexico, hvor hun ofte får besøg af en sympatisk og meget passioneret læser, der bliver hendes yndlingskunde. Javier hedder han, og der er noget rørende sårbart over hans nærsynede øjne bag de tykke brilleglas.

De to får sig altid en god snak over en kop kaffe, og det kommer derfor som et chok for Lucia, da hendes mand, Sebastian, der er journalist og især beskæftiger sig med narkokartellers virksomhed, kan fortælle hende, at kunden er chef for det lokale kartel, der ikke holder sig tilbage, hvad brutalitet angår.

En dag tegner Sebastian i sin avis et protræt af gangsterchefen, hvad der udløser en grusom hævnaktion. Hele hendes familie, der er samlet til en fest, bliver likvideret, bortset fra Lucia og hendes otteårige søn Luca, der skjuler sig i en bruseniche. Nu er der for dem kun en vej til at redde livet: at tage mod ”el norte”, USA.

Fly og bil er udelukket, så det bliver med ”La Bestia”, det vil sige på taget af godstogene, ligesom alle de andre fattige migranter fra Latinamerika. Det er med fare for liv og lemmer, da man er nødt til at springe af og på toget, når det er i fart, og det bliver ikke lettere, når man har en lille dreng med sig.

På flugt

Det er denne nervepirrende flugt, der udgør romanens spændingsfelt. De to må konstant være på vagt, for Uglen, som Javier kaldes, har spioner ude overalt. Undervejs må de skifte tog flere gange og skaffe sig mad og drikke og et sted at sove i de mange døgn rejsen varer. Hvis alt går godt, så venter der dem til sidst en lang vandring gennem ørkenen under ledelse af en fører, der tager sig godt betalt, og derefter en uvis skæbne.

Cummins brugte fem år på at forberede bogen, rejste rundt i Mexico og besøgte suppekøkkener og lejre og talte med migranterne. På samme måde som Steinbeck, der heller ikke selv var en fattig landarbejder, gjorde for at sætte sig ind i sine personers elendige vilkår. Begge med den intention at skabe en anonym masse om til individuelle mennesker, og derved vække læsernes og verdens indignation og medfølelse og forståelse af, at man ikke udsætter sig selv for den slags strabadser, uden at der er en tvingende grund til det.

Persontegningen kan i nogle tilfælde virke lidt utroværdig, men i det store og hele er det en underholdende og medrivende roman om et meget aktuelt emne, enten flugten går over land eller vand.