I de senere år er en ny debat om traskønnethed begyndt at fylde, først på de sociale medier, men efterhånden også i de større danske medier.

Bogen er, med regeringens LGBT+ udspil, mere relevant end nogensinde, og anbefales varmt til enhver, der vil vide, hvad der rører sig blandt en del af dem, som udspillet berører. 

Debatten er kommet fra USA og bredte sig først på engelsksprogede sociale medier, hvor den blev italesat som en menneskeretsbevægelse på linje med homobevægelsen, og med en lignende argumentation hurtigt fik vind i sejlene.

Med slagord som "man skal have lov til at være, den man er", vandt den genklang hos alle dem, der tidligere bakkede op om homoseksuelles ret til "at elske, den man ville", og virkede som blot endnu en oplagt frihedskamp for en undertrykt minoritet.

Transkønnethed blev i 2017 uden de store kontroverser fjernet fra listen over psykiske sygdomme. Transkønnethed betyder nemlig ikke i sig selv, at man ikke er velfungerende, og ikke kan leve et helt normalt liv. Med denne anerkendelse lå vejen til normalisering af transkønnethed i samfundet åben.

Konsekvenser

Men i modsætning til de homoseksuelles kamp, har rettighedskampen for de transkønnede konsekvenser for andre befolkningsgrupper.

Når mennesker født som hankøn kan identificere sig som kvinder, betyder det så også, at de skal kunne dyrke sport som kvinder, vælges til politiske poster som repræsentant for kvinder, benytte kvinders private rum, indgå i samfundsstatistikkerne som kvinder, sidde i fængslernes kvindeafdelinger og så videre? 

Efterhånden som disse praktiske problemstillinger er dukket op i de lande, hvor den transaktivistiske bevægelse har haft mest succes, er debatten brudt ud i lys lue.

Den har også taget fart herhjemme – dog ikke som følge af en offentlig debat om et lovforslag, men på græsrodsniveau, hvor minoriteterne battler om definitioner af ord, identitet og biologi.

Øretævernes holdeplads

En af græsrøddernes stærkeste stemmer er Karen M. Larsen, der som lesbisk kæmper for sin ret til at definere sig som lesbisk, for sin ret til selv at afgøre, hvad det vil sige at være lesbisk, og hvilke konsekvenser det skal have for lesbiskes valg af partner. Hun har modigt stillet sig på øretævernes holdeplads.

I en kultur, hvor transkønnedes rettigheder af mange aktivister og debattører ses som en naturlig forlængelse af homoseksuelles rettigheder, ytrer man ikke ustraffet, at man ikke er enig i, at køn er noget man blot kan identificere sig til. Eller at man har en seksualitet, der udelukker den mandlige krop – uanset, hvordan dens indehaver identificerer sig. 

Men i debatterne gør Karen M. Larsen netop det. Hun viser gerne sociale hensyn og omtaler transkønnede med deres foretrukne pronomen. Men hun forbeholder sig ret til at mene, at man ikke kan fødes i en mands krop og blive til en kvinde med alt det, det indebærer.

Og konsekvenserne udebliver heller ikke. På Copenhagen Prides facebookside faldt følgende kommentarer under en debat om emnet i 2018: "Lesbiske MÅ gerne sige, at de ikke vil have sex med kvinder, der har en pik... Det er bare en super led og transfobisk udtalelse".

Efter årtier med bøsser og lesbiskes kamp for at få lov til at leve uden skam over deres seksualitet, mødes de nu igen med netop dét: "Biologisk køn er ikke en fucking ting, det er en konstruktion, din åndsbolle". "Det er ekstremt manipulerende at være transfob og bruge sin seksualitet som skjold". 

Levede erfaringer som lesbisk

Karen M. Larsen har dog ikke ladet sig skræmme, og i gennem årene har hun, udover at deltage i de optændte debatter, kommenteret løbende på transaktivismen på sin blog Til Eftertanke.

Bloggen indeholder personlige, eftertænksomme indlæg, der tager udgangspunkt i hendes egen levede erfaring som lesbisk, de overvejelser hun har gjort sig igennem tiden, og den udvikling, hun selv har været igennem.

Men udover at dokumentere en lesbisk kvindes møde med den nye kultur, hvor en kvinde ikke længere er en klart definerbar biologisk enhed, udmærker bloggen sig ved at turde stille alle de spørgsmål, som de brede mediers journalister undgår at berøre.

Enten fordi de har tillagt sig det transideologiske syn på verden – at man er det, man siger, man er, og ikke det, der fysisk kan observeres. Eller fordi debatten om transkønnethed er blevet en giftig størrelse, som det kan have omkostninger at markere sig i. Som det for eksempel sås, da gruppen Lesbiske Feminister blev udelukket fra Kvindehuset på baggrund af deres holdning til, hvad en kvinde og en lesbisk er.

Kønspolitisk univers

En stor del af indlæggene på bloggen Til Eftertanke er dette efterår udkommet på tryk på Underskovens forlag med titlen Kvinder med penis og gravide mænd - en rejse ind i et absurd kønspolitisk univers.

Bogen er, med regeringens LGBT+ udspil, mere relevant end nogensinde, og anbefales herfra varmt til enhver, der vil vide, hvad der rører sig blandt en del af dem, som udspillet berører.

Indlæggene er skrevet fra en vinkel, der på én gang er solidarisk med kvinder generelt og lesbiske specifikt, men også rummer empati og forståelse overfor den gruppe, der nu ser deres sag blive udkæmpet af ekstreme aktivister med grove metoder - de transkønnede.

Transkønnede som i sidste ende gerne skulle finde accept og en tryg plads i det omgivende samfund.