Originalitet er ikke i højsædet i den nye gyserfilm "Freaky", som er en delvis genindspilning af adskillige andre film. Som titlen antyder, er den en variation på komediefilmene "Freaky Friday" fra 1976 og 2003, hvor en mor og datter bytter krop. I den nye udgave er det blot den 17-årige gymnasiepige Millie (Kathryn Newton), der bytter krop med en midaldrende mandlig seriemorder (Vince Vaughn).

En stædig konvention, som også ses i "Freaky", er, at unge, der har sex, skal slås ihjel af morderen.

Præmissen for handlingen er overnaturlig: En gammel aztekisk offer-dolk har evnen til at forbande brugeren ved at udskifte kroppen på dræberen og offeret, og hvis ikke der drages blod mellem dem igen i løbet af de næste 24 timer, bliver udskiftningen permanent.

Fuld skrue på mord og splatter

Historien udspiller sig i den lille by Blissfield, og personerne må nu ræse rundt i rasende forvirring på gymnasiet og politistationen for at forsøge at omgøre udskiftningen i tide og undgå at blive dræbt af den løbske seriemorder i gymnasiepigens skikkelse.

Fra begyndelsen er fortællestilen og gyserkonventionerne drejet op på elleve: Der er skrigende farver, skrigende lydeffekter og skrigende ofre for slasher-morderen, som går under tilnavnet "the Blissfield Butcher".

I denne type film skal der være opfindsomme måder at slå folk ihjel på; jo blodigere, jo bedre, og det er ikke for svage sjæle. Samtidig er det dog også en komedie i vanlig splatter-stil; publikum skal chokeres, men de skal også grine. Det tilsigtede publikum til denne type film skal nærmest være mord-fetichister og elske at se folk blive myrdet på bestialsk vis.

Højreorienteret filmgenre

Af mange grunde er hele horrorgenren nu og da blevet kaldt en højreorienteret genre – den skal skræmme i stedet for at dulme, den handler for det meste om individets i stedet for samfundets problem, og den fejrer død, dysterhed og dystopier i stedet for liv, glæde og utopier.

Mange moderne gyserfilm virker mere som om, at de bare vil svælge i negative følelser og billeder og være en slags nederen eskapisme, som sortseere kan heppe på.

For eksempel er det blevet en stædig konvention, som også ses i "Freaky”, at unge, der har sex, skal slås ihjel af morderen. Dét moralske budskab er jo konservatisme så det batter, medmindre historien eksplicit drejer sig ind på, at morderen repræsenterer uberettigede og undertrykkende autoriteter, men dét sker sjældent.

I stedet repræsenterer morderen ofte den højere retfærdighed, hvorved hele situationen bliver til en gammelmoralsk løftet pegefinger.

Inspireret af klassisk tragedie

På en måde er den moderne horrorgenre en videreudvikling af den gammelkendte tragedie, men budskabet i især den kommercielle ungdomsgyser, som vi har at gøre med her, er blevet mere flagrende.

Den klassiske tragedie indeholder advarsler om, hvad man ikke skal gøre, og hvor galt det kan gå, hvis man er dum nok til at gøre det alligevel. Mange moderne gyserfilm virker mere som om, at de bare vil svælge i negative følelser og billeder og være en slags nederen eskapisme, som sortseere kan heppe på.

Morderen er for eksempel bare morder og gives ingen baggrund eller motivation overhovedet.

Der laves i dag for mange gysere, som alle sammen foregår på meget snævre præmisser, som det således er svært at forny. Men disse film kan jo laves på mange forskellige måder, og hver enkelt må selvfølgelig vurderes på sine egne præmisser.

Skuespillerne bedst

Er "Freaky" så en god film i sin genre?

Man må indrømme, at den har en vis stil, gode produktionsværdier og kaster sig ind i sine konventioner med nærmest euforisk glæde, men desværre er det hele voldsomt overgearet og alt sammen noget, man har set gjort bedre før.

Morderen er for eksempel bare morder og gives ingen baggrund eller motivation overhovedet. Klichéer kan godt bruges på nye og spændende måder, men det bliver de ikke i "Freaky".

Gyseren har mange referencer til ungdomsgysere som "Halloween" (1978) og "Friday the 13th" (1980), samt sorthumoristiske ungdomsfilm som "Heathers" (1989).

Skuespillet fra Kathryn Newton og Vince Vaughn er nok det bedste, man kan og bør fremhæve ved filmen, og komedien kan da også være pletvist underholdende, men at rejse sig over den middelmådighed, som kendetegner så mange Hollywood-film, formår denne gyser ikke.