Kvindeundertrykkelse, forskelsbehandling af kvinder, ulighed mellem mænd og kvinder er sat på spidsen i en film af Teona Strugar Mitevska: Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya. 

Kvindeundertrykkelse, forskelsbehandling af kvinder, ulighed mellem mænd og kvinder er sat på spidsen i filmen.

I en lille by i Makedonien, Stip, kaster den lokale præst hvert år i januar et lille trækors i floden, og hundredvis af unge mænd dykker ned efter det. Den, der først får fat i det, er garanteret held, lykke og rigdom – i alt fald i det kommende år.

Denne gang springer den 32-årige Petrunya spontant i vandet og griber korset. Derefter bryder helvedet løs. Hendes konkurrenter og den blandede forsamling af tilskuere er rasende: Hvordan vover en kvinde at tage del i mændenes ritual? 

Trusler og ydmygelser

Men Petrunya nægter at give op. Hun har vundet retten til korset. Hun arresteres af politiet, selv om ingen lov forbyder, hvad hun har gjort. Hun krydsforhøres og udskældes af skiftevis politichefer og den lokale ypperstepræst, men nægter at give slip på korset.

Kun den religiøse tradition og dens patriarkalske regelsæt forbyder hendes gerning. De mandlige myndighedspersoner skiftevis truer og tigger hende. Imens omringer de rasende unge dykkermænd politigården, så hun ikke kan lukkes ud, da indespærringen ikke længere kan opretholdes.

Petrunya er arbejdsløs, ugift og kæresteløs og bor stadig hjemme hos sine gamle forældre. Hun er overvægtig og ikke purung. Og da hun ikke findes tiltrækkende nok og heller ikke har nogen traditionelle manuelle færdigheder – hun er historiker – ydmyges og vrages hun af den chef, som sidder centralt i buret på den store systuearbejdsplads, hvor hun er til jobsamtale.

Det sker, før hun kaster sig i floden i længsel efter anerkendelse og for at bevise, at hun "er noget" og "kan noget". En bevidsthed som vokser sig stadig stærkere hos den ellers tilbageholdende og sky kvinde.

Tung dokumentarisme

Det er en meget oprørende film om kvindeundertrykkelse i et stærkt patriarkalsk samfund. Den er nærmest af dokumentarisk tilsnit, hvilket understreges af, at den er bygget på virkelige begivenheder i den lille by. Og af at den bygger på en tradition i den ortodokse kristne kirke i hele Østeuropa. 

 Den økonomiske interesse i kvindeundertrykkelse berøres kun direkte i en kort meningsudveksling.

Det understreges også af, at den nok rummer groteske udsagn og selvmodsigelser, men er næsten helt humorforladt. Selv om vanvid vel også avler humor og (selv)ironi, hvilket kan understrege de groteske forhold og give historien drive.

Emnet er ganske vist tungt og tyngende for kvinderne, men da mange af filmens sekvenser også er meget langtrukne, for langtrukne, bliver filmen unødig tung. Fotograferingen følger tro stemningen. Uden et solstrejf. Ude af biografen husker man den som en film i sort-hvid, selv om den er i farver.

At pointerne for længst er trængt ind, og det kan være svært at holde opmærksomheden fanget, kan selvfølgelig skyldes, at undertegnede er af hankøn, men måske også at der er tale om en patriarkalsk undertrykkelse, som er knap så skærpet eller udbredt i Danmark, men måske har mere sofistikerede former her. Stærkt og kontroversiel vil filmen utvivlsomt virke i store områder i Østeuropa. Gå ind og døm selv.

Religiøs kvindekamp?

Den økonomiske interesse i kvindeundertrykkelse berøres kun direkte i en kort meningsudveksling om løn mellem den udsendte kvindelige reporter, Slavica, som støtter Petrunya, og hendes mandlige fotograf. Der skelnes alene mellem mænd og kvinder, ikke mellem over- og underklasse.

I et programinterview siger instruktøren Mitevska, at hun "ikke har et svar på, hvordan man afbalancerer tradition og modernitet". I filmens slutning giver Petrunya korset tilbage til ypperstepræsten, fordi "han har mest brug for det". En tvetydig udmelding. Det samme er for så vidt filmens titel, hvad angår religionens eksistensberettigelse.

#MeToo

Videre udtaler instruktøren: "Jeg véd, at mange mennesker har et problem med #MeToo-bevægelsen, mest på grund af fraværet af en ideologi bag den, men hvad vi afgjort har lært af den er, at når idéen (tanken/hensigten) bliver del af en forenet front, så er forandring mulig, og SOLIDARITET bliver nøglen".

Stærkt og kontroversiel vil filmen utvivlsomt virke i store områder i Østeuropa. 

Og helt skematisk uklassificeret feministisk er filmen ikke.

Petrunyas gamle arbejderfar støtter hende, mens hendes mor, Vaska, er voldeligt rasende, fordi hun er bundet af normerne for, hvordan en "god" og "anstændig" pige skal opføre sig for ikke at blive udelukket af det lille samfund i Stip. Også en ung politimand på stationen fatter sympati for Petrunya.

Der spilles fuldt troværdigt i rollerne. Hovedpersonen Petrunya er ikke en Holllywood-karakter, der går fra forpjusket til dullet skønhed. Men selv om hendes skæbne er tung, og dét, hun udsættes for, appellerer til sammenbidthed og trods, kunne hendes gestalter og mimiske udtryk godt være lidt mere varierede og udadvendte. 

Filmen har vundet flere priser, blandt andet ved Berlin Filmfestivalen i 2019.

Petrunya på anklagebænken på politistationen. Hun har ingen lov brudt og tilbydes ingen advokat, selv om hun ikke kan anholdes. Bag hende den eneste betjent på stationen der siden får sympati for hende.

PR-foto