Den væsentligste begivenhed under besættelsen var uden tvivl den 29. august 1943, da regeringen blev tvunget til at træde tilbage på grund af de folkelige protester over hele landet og de hårde krav, tyskerne stillede, som den ikke kunne gå ind på.

Da det er en omfattende bog på 432 sider, der detaljeret fortæller om udviklingen dag for dag, kan der her kun blive tale om et overfladisk referat og en anbefaling af bogen.

Om disse begivenheder er der netop udkommet bogen Augustoprøret 1943 – Danmarks skæbnesommer af historikeren og journalisten Simon Kratholm Ankjærgaard. Heri giver han en udmærket skildring af, hvad der skete i tiden op til 29. august med hovedvægten lagt på Esbjerg, Odense og Aalborg og de store kvaler, samarbejdsregeringen havde. De første 100 sider beskæftiger sig med tiden fra 9. april 1940 til sommeren 1943.

Efter folketingsvalget i marts 1943 troede samarbejdspolitikerne, at den høje valgdeltagelse var udtryk for, at befolkningen bakkede op om samarbejdspolitikken, men det holdt ikke længe. Henunder sommeren kom det til strejker rundt om i landet, og antallet af sabotageaktioner steg.

Dertil kom, at befolkningen blev påvirket af underretningerne om de tyske nederlag ved Stalingrad og i Afrika, og langsomt ændredes holdningen til modstandsbevægelsens aktiviteter. Der var også voksende irritation over tyske soldaters tilstedeværelse i gaderne, og det førte blandt andet til slagsmål mellem danske og tyske soldater i byer som Svendborg og Odense.

Esbjerg gik i spidsen

Begivenhederne startede i Esbjerg, hvor et stort fiskepakhus blev saboteret natten mellem den 5. og 6. august og med tyskernes reaktion. Det blev fulgt op af demonstrationer og generalstrejke.

Den 6, august gik det også løs i Odense, hvor tyskerne ville indsætte vagter på værftet efter en sabotageaktion mod et tysk skib. Arbejderne ville ikke finde sig i det, og de fik byens øvrige arbejdspladser til at strejke. Herefter eskalerede udviklingen. Det kom til store demonstrationer, som tyskerne angreb, og det kostede menneskeliv.

Alle aviser blev strejkeramt, og det eneste blad, der udkom dagligt, var kommunisternes lille illegale blad Trods alt. Rasmus Hansen, redaktør af Fyns Social-Demokrat, udtalte, at dette blad havde "gennem længere tid forgiftet atmosfæren med deres hemmelige skrifter på arbejdspladserne", og betegnede det som "det lille uansvarlige og beskidte blad". Han havde åbenbart ikke fattet, hvad der rørte sig i befolkningen. Rigtignok spillede kommunisterne i Odense en vigtig rolle, ligesom i Esbjerg og andre steder, men de kunne ikke tvinge folk at strejke og demonstrere.

Som et kuriosum kan det nævnes, at det var den kommunist, der blev valgt som dirigent på et stort møde for smedene i byen den 21. august, der foreslog at standse strejkerne, og det blev vedtaget. Den socialdemokratiske fagbevægelse i Aalborg gik en anden vej, idet den støttede strejkerne, der løb af stablen den 19. august.

Deportation af jøder – og kommunister

I slutningen af bogen nævnes det, at tyskerne rykkede ind i Horserød og tog 150 kommunister og spaniensfrivillige til fange, men der står ikke, at det var aftalt, at de danske myndigheder skulle advare fangerne, så de kunne nå at flygte, hvilket ikke skete. Senere i bogen fortælles, at 474 jøder blev deporteret til Theresienstadt. Her havde det været rimeligt også at nævne de 150 Horserødfanger, der den 2. oktober blev sendt til koncentrationslejren Stutthof med samme skib som 192 jøder, der skulle til Theresienstadt.

Da det er en omfattende bog på 432 sider, der detaljeret fortæller om udviklingen dag for dag, kan der her kun blive tale om et overfladisk referat og en anbefaling af bogen, der er rigt illustreret. De mange biografier, der er anbragt undervejs, kunne med fordel have været samlet bag i bogen, hvad der ville have lettet læsningen.