Friedrich Engels’ (1820-1895) samarbejde med dansk arbejderbevægelse daterer sig til februar 1872, hvor han overtog hvervet som kontaktperson til Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som var blevet stiftet i 1871 under ledelse af Louis Pio.
Engels’ ærinde var at give læserne et indblik i den materialistiske og dialektiske metode. Det er metoden, der er det vigtige, når man læser Engels, ikke de konkrete udsagn.
Lederne i Den Internationale Arbejderforening var interesseret i at etablere internationale kontakter, og det skete dels via besøg i udlandet og dels ved at henvende sig til Karl Marx, som var den førende person i Internationale Arbejderassociation (IAA), bedre kendt som Første Internationale.
Det mislykkedes imidlertid, blandt andet fordi IAA ikke havde en danskkyndig samarbejdspartner, der kunne stå for samarbejdet. Men fra februar 1872 overtog Friedrich Engels hvervet som kontaktperson. Han havde den fordel at kunne læse og til en vis grad også skrive på dansk.
Allerede i 1871 havde Engels læst en anonym artikel i partiets avis Socialisten (6. november 1871), som han blev meget overrasket over. Artiklen ”Om vore landboforhold” var skrevet af Louis Pio, og denne foreslog her, at landbruget blandt andet skulle omdannes til storbrug på cirka 1000 tønder land. Ved denne fællesdrift kunne landbruget efter Pios opfattelse klare sig bedre. Engels var meget imponeret over forslaget og fik anbragt en oversættelse af artiklen i flere af Internationalens forskellige blade, som Engels henholdsvis IAA havde kontakt til.
Efter at Engels havde overtaget funktionen som kontaktperson, henvendte han sig til det danske parti og havde lagt planer for et videre samarbejde. Han så frem til det og vurderede, at det ville være af stor betydning, hvis det kunne lykkes at få valgt en eller flere rigsdagsmedlemmer ved det forestående valg. Hidtil havde kun det tyske parti med August Bebel ”haft den ære at blive” valgt til den tyske rigsdag, som Engels udtrykte det.
Det var i slutningen af marts 1872, at Engels havde tilkendegivet disse vurderinger. Han lovede at ville skrive snart, men brevet kom aldrig frem, fordi det blev opsnappet af politiet, så Engels fik aldrig noget svar.
I mellemtiden var Pio, Brix og Geleff blevet arresteret forud for ”slaget på Fælleden”. Det lykkedes ganske vist Pio at få smuglet et brev ud fra fængslet den 19. august 1872. Det var også det sidste brev fra ham, der nåede frem til Engels.
Engels havde lovet Pio at skrive forud for retssagen, og der findes nogle ufuldstændige citater fra det brev, som blev oplæst i retssalen. Men disse løsrevne citater gengiver ikke klart, hvad Engels skrev til støtte for de ledende socialdemokrater.
>> LÆS OGSÅ: En revolutionens soldat
Et besøg i London
Pio, Brix og Geleff idømtes hårde domme med straffearbejde i isolation, og dette fængselsophold undergravede deres helbred. Myndighederne frygtede, at dette martyrium kunne medføre en styrkelse af foreningen i fremtiden. Derfor blev de løsladt uden at have afsonet hele straffen.
Den succesrige organisation, som de havde grundlagt, var i mellemtiden på grund af deres fravær svækket, men var dog stærk nok til at støtte Pio i igen at søge kontakt med Internationalen.
I maj 1876 besøgte Pio og Geleff London for at diskutere med de engelske faglige ledere. Danskerne fik de nødvendige samtaler, men det lykkedes ikke at skabe varig kontakt med englænderne. Til gengæld fik de en længere samtale med Marx og Engels, som begge kritiserede lederne i flere af de engelske fagforbund. Englænderne var ikke interesseret i et samarbejde med forbund udenfor England, et standpunkt de opretholdt indtil 1889.
>> LÆS OGSÅ: Uden Engels – ingen Marx
Engels og især Marx havde allerede tidligere givet udtryk for en negativ holdning overfor de engelske ledere, der åbenbart ikke havde forståelse for de europæiske fagforbund. Dette fremgår klart af en artikel ”Til Arbejderne” i Social-Demokraten den 1. oktober 1887. Såvel her som tidligere og senere var de engelske svar på blandt andet Pios henvendelser venlige, men uden ønske om gensidige samarbejdsaftaler.
Det negative svar fra de engelske ledere fik betydning for Engels’ vedvarende forsøg på at holde kontakterne vedlige. Disse blev naturligvis skrøbeligere, efter at hans fremmeste partnere blev tvunget til at emigrere til USA i marts 1877.
Det var et hårdt slag for den unge bevægelse, at deres karismatiske leder forsvandt – Engels var heller ikke forstående overfor Pios flugt. Det var urimeligt, fordi Pio ikke forkastede sine ideer, men derimod fastholdt sin tilknytning til den socialistiske bevægelse i mange år, blandt andet som redaktør af et dansk-norsk ugeblad i USA.
>> LÆS OGSÅ: MEGA: 406 breve til og fra Friedrich Engels
Nedgang og fremgang
De kommende år var meget problematiske for arbejderbevægelsen i Danmark. Det socialdemokratiske parti var forbudt, men havde skabt sig en ny centralorganisation, der stod for koordinationen af de bestående faglige sammenslutninger.
Den økonomiske krise i Tyskland førte i begyndelsen af 1870’erne til en omfattende arbejdsløshed i Europa og således også i Danmark. Krisen var ligeledes af afgørende betydning for fagbevægelsen og dermed også for det politiske parti.
Det var således en mager forsamling, der i februar 1878 forsøgte at samle de resterende aktivister, der for de flestes vedkommende havde deltaget i arbejderbevægelsen. Men det var folk, der havde taget ved lære af nederlaget og havde overvundet splittelsen i de forskellige retninger, der var opstået i nedgangsperioden. Det hørte til det erfaringsgrundlag, der kom til at præge arbejderbevægelsen i den følgende tid.
Med I. P. Knudsen fik den politiske bevægelse dog en stærk forretningsfører, der holdt fast på de ”socialistiske principper”, der nu udgjorde grundlaget for flertallet i den lille københavnske forening. Det lykkedes at få genrejst såvel den politiske organisation som fagbevægelsen. Væsentlig her var også, at den økonomiske krise skridtvis blev overvundet op gennem 1880’erne såvel i Europa som i Danmark.
>> LÆS OGSÅ: Arbejderbevægelsen i Danmark og marxismen
Socialdemokratisk Forbund
Dagbladet Social-Demokraten blev i disse år en formidabel succes, oplagstallet steg fra 1.200 i 1881 til 22.000 i 1889. Den ældste provinsavis Demokraten i Aarhus havde et oplag på 1.600 i 1890.
Samtidig blev valgresultaterne for partiet forbedret – i 1884 fik Socialdemokratiet to mandater, dog gik det ene mandat tabt i 1888, men partiet fordoblede sit stemmetal i 1890, hvor det opnåede tre mandater. På partikongressen i 1890 var cirka 14.000 medlemmer repræsenteret.
På baggrund af denne udvikling blev partiet en mere stabil faktor og besluttede sig til at udgive socialistisk litteratur. Arbejdet begyndte omkring 1885, og det faldt sammen med et forslag fra Gerson Trier til partiet.
Trier søgte og fik Engels’ tilladelse til at oversætte Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, som var udkommet på tysk i 1884. Engels ville dog selv kontrollere oversættelsen, og han tilføjede et afsnit på cirka halvanden side til førsteudgaven.
Det var ikke den første tekst af Engels, der udkom på dansk. Tidligere havde nogle artikler og pjecer, som udkom løbende som artikelserier i Social-Demokraten i årene 1885-1888, været bragt.
Det er bemærkelsesværdigt, at allerede før den første samling af artikler i ”Socialistisk Bibliotek” udkom i 1888, var det overvejende tekster med en marxistisk holdning, der blev kendt i Danmark. I denne samlede udgave var der især tale om tekster af Engels, såsom Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, den ovenfor nævnte Familiens, privatejendommens og statens udvikling samt flere artikler i Social-Demokraten og en enkelt artikel i Demokraten i Århus.
I slutningen af 1880’erne udgav Socialdemokratiet såvel bind et og to af Kapitalen, Marx og Engels’ værk. Bind tre har også været planlagt til oversættelse, men da originalen først udkom i 1894, havde partiet af forskellige årsager ikke mere mulighed for at sikre en udgivelse.
Det kunne være interessant at se Engels’ bedømmelse af oversættelsen af Kapitalen. Desværre har man aldrig fundet nogen kommentar fra hans side om den danske udgave. Beklageligvis har Gerson Trier kort før sin død brændt sin korrespondance med Engels. Vi kender kun de dele af den, som Engels har bevaret, eller som blev trykt i Arbejderen.
Forskningen har i øvrigt kunnet påvise, at oversættelsen af Kapitalen til dansk var den første oversættelse, der blev udgivet af en arbejderorganisation, altså af arbejdere for arbejdere.
>> LÆS OGSÅ: Allerede i 1887 kom Kapitalen på dansk
Der var i flere tilfælde tale om aktuelle Engels-artikler, der formentlig var blevet udvalgt, fordi de var af umiddelbar interesse for læserne. Som eksempler kan nævnes ”Dynamitattentaterne afslørede”, ”Den politiske situation i Europa”, ”Beskyttelsestold og frihandel”, ”Det russiske zardømmes udenlandske politik”.
Besøg hos Engels
I 1888 deltog repræsentanter fra den danske fagbevægelse på en faglig kongres i London. Fra Danmark deltog formanden for De samvirkende Fagforeninger i København, Jens Jensen, og billedskærer Pierre Christensen. De eller i hvert fald Jens Jensen besøgte ved den lejlighed Engels, der boede i Londons Eastend.
Jens Jensen berettede om besøget i Social-Demokraten den 13. november 1888:
“Vi blev meget venligt modtaget, og en livlig samtale kom snart i gang. Den drejede sig, som naturligt er, om arbejderspørgsmålet. Engels førte ordet og udtalte sig med en sjælden livlighed såvel om dagens brændende spørgsmål som de forbigangne begivenheder. Og hvor interessant var det ikke at høre denne gamle mand udtale sig om vore store ideers sag. Jeg kan ikke undlade at fremdrage et lille træk af den pietet, hvormed Engels omfatter sin afdøde ven. I den rummelige dagligstue, i hvis midte et stort skrivebord havde plads, og hvis vægge delvist var skjulte af store bogreoler, fandtes et større smukt udført fotografi af Marx, der vakte alles beundring.”
>> LÆS OGSÅ: Nyt MEGA-bind ser Marx og Engels over skulderen
Dialektisk materialisme
De fleste artikler og afhandlinger af Engels var ikke skrevet med henblik på at tage stilling i den aktuelle situation. Tværtimod, kan man sige: Det er interessant, at man i Engels’ artikler kan genfinde politiske standpunkter, der kunne være møntet på den nuværende situation i år 2020. Engels ærinde var at give læserne et indblik i den materialistiske og dialektiske metode. Det er metoden, der er det vigtige, når man læser Engels, ikke de konkrete udsagn.
Det betyder, at man skal læse Engels med forståelse for hans samtid, men anvende ham med nutidens situation for øje. Måske kan den bedste anbefaling til en egentlig forståelse være at læse brevet fra Engels til Trier fra den 18. december 1889, som oprindelig var skrevet på tysk. På dansk blev det trykt første gang i Tiden/Kommunistisk Tidsskrift i 1937:
Kære Hr. Trier,
Mange tak for Deres interessante meddelelse den 8.
Hvis jeg skal sige Dem min mening om den sidste københavnske Haupt- und Staatsaktion, som De er blevet offer for, så vil jeg begynde med et punkt, hvor jeg ikke er af Deres mening.
De forkaster principielt et hvilken som helst, selv et forbigående samarbejde med andre partier. Jeg er revolutionær nok til heller ikke at lade mig dette middel forbyde under omstændigheder, hvor dette er det fordelagtigste eller det mindst skadelige.
At proletariatet ikke uden voldelig revolution kan erobre sit politiske herredømme – den eneste dør ind til det nye samfund – det er vi enige om. For at proletariatet på afgørelsens dag skal være stærkt nok til at sejre, er det nødvendigt – og det har Marx og jeg hævdet siden 1847 – at det danner et særligt parti, der er adskilt fra alle andre og står i modsætning til dem, et selvbevidst klasseparti.
Men deri ligger ikke, at dette parti ikke forbigående kan benytte andre partier til sine formål. Deri ligger lige så lidt, at det ikke forbigående kan understøtte andre partier i forholdsregler, der enten umiddelbart er fordelagtige for proletariatet, eller som betyder fremskridt med hensyn til den økonomisk udvikling eller den politisk frihed.
Den, der i Tyskland virkelig kæmper for afskaffelsen af len- og stamhuse og andre feudale rester, af bureaukratiet, beskyttelsestolden, socialistloven, indskrænkning af forsamlings- og foreningsfriheden, ville jeg understøtte. Dersom vort tyske Fremskridtsparti, eller dersom Deres danske Venstre var et virkeligt radikalt-borgerligt parti og ikke rene elendige frasehelte, der kryber i skjul ved den første trussel fra Bismarcks eller Estrups side, så ville jeg på ingen måde ubetinget være imod et hvilket som helst forbigående samarbejde med dem med bestemte formål. Dersom vore repræsentanter stemmer for et forslag, der stilles fra anden side – og det må de jo tit nok – så er det også allerede et samarbejde. Jeg er imidlertid kun for det, dersom fordelen direkte for os eller for landets historiske udvikling i retning af den økonomiske og politiske revolution er ubestridelig og umagen værd. Og forudsat at partiets proletariske klassekarakter ikke drages i tvivl. Det er for mig den absolutte grænse. Denne politik finder De udviklet allerede i 1847 i Det Kommunistiske Manifest, vi har fulgt den i 1848, i Internationale, overalt.
Bortset fra spørgsmålet om moraliteten – om dette punkt drejer det sig ikke her, jeg lader det altså være udenfor – er for mig som revolutionær ethvert middel rigtigt, der fører til målet, det voldsomste, men også det tilsyneladende tammeste.
En sådan politik kræver indsigt og karakter, men hvilken anden gør ikke det? Den udsætter os for korruptionens fare, siger anarkisterne og vor ven Morris. Ja, hvis arbejderklassen er en samling tåber, svæklinge og pjalte, der uden videre lader sig købe, så er det bedst, at vi pakker sammen med det samme, så har proletariatet og vi alle ikke noget at gøre på den politiske skueplads. Proletariatet lærer som alle andre partier snarest af følgerne af sine egne fejl, disse fejl kan ingen spare det helt for.
Efter min mening har De altså uret, når de ophøjer et i første række taktisk spørgsmål til et principielt. Og for mig drejer det sig her oprindelig kun om et taktisk spørgsmål. Men en taktisk fejl kan under visse omstændigheder også ende i brud på principper.
Og her har De, så vidt jeg kan bedømme, ret over for hovedbestyrelsens taktik. Det danske Venstre har i årevis spillet en uværdig oppositionskomedie og bliver ikke træt af atter og atter at demonstrere sin egen afmagt over for verden. Lejligheden til at tugte forfatningsbruddet med våben i hånd – dersom den nogensinde har været der – har det forlængst ladet slippe fra sig, og det lader til, at en stadig voksende del af dette Venstre længes efter forsoning med Estrup. Med et sådant parti forekommer det mig, at et virkeligt proletarisk parti umuligt kan samarbejde uden i længden at måtte miste sin egen klassekarakter som arbejderparti. For så vidt De altså i modsætning til denne politik fremhæver bevægelsens klassekarakter, kan jeg kun give Dem medhold.
Hvad nu hovedbestyrelsens fremgangsmåde over for Dem og Deres venner angår, så er en sådan summarisk eksklusion af oppositionen af partiet ganske vist forekommet i de hemmelige selskaber fra 1840-51; den hemmelige organisation gjorde den uundgåelig. Det er endvidere også tit nok forekommet hos de engelske physical force chartister under O’Connors diktatur. Men chartisterne var et parti, der var organiseret med direkte kamp for øje, som allerede navnet siger, derfor stod de under diktatur, og eksklusionen var en militær forholdsregel. I fredstider kender jeg derimod kun en lignende vilkårlig fremgangsmåde hos lasalleanerne i den J. B. von Schweitzerske “stramme organisation”; for von Schweitzer var det nødvendigt på grund af hans mistænkelige omgang med Berlins politi, og han fremskyndede derved kun desorganisationen inden for den Almindelige Tyske Arbejderforening. Af de socialistiske arbejderpartier, der består i dag, ville det næppe – efter at hr. Rosenberg i Amerika lykkeligt har besejret sig selv – falde et eneste ind at behandle en opposition, der er vokset frem i dets eget skød, efter det danske mønster. Det hører til ethvert partis liv og trivsel, at der i dets skød udvikler sig mere mådeholdne og mere yderliggående retninger, der bekæmper hinanden, og den, der kort og godt udelukker de mere yderliggående, fremmer derved kun deres vækst. Arbejderbevægelsen hviler på den skarpeste kritik af det bestående samfund, kritik er dens livselement, hvorledes kan den selv ville unddrage sig kritikken og forbyde diskussion? Forlanger vi da det frie ord for os af andre blot for atter at afskaffe det inden for vores egne rækker?
Dersom De skulle ønske at offentliggøre dette brev helt, har jeg ikke noget imod det.
Deres oprigtige Friedrich Engels
Dette brev indeholder synspunkter, som har været diskuteret intensivt i arbejderbevægelsen, specielt ud fra Engels’ standpunkt og hans forsvar af den dialektiske materialisme. For Engels var det klart, at det var nødvendigt at overbevise en betydelig del af arbejderklassen og samtidig styrke dens beredvillighed til at gennemføre revolutionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278