Debuterende forfatter/instruktør Rose Glass byder med Saint Maud på en lidt langsom art-house gyser uden de store gys, men med et progressivt budskab om religiøsitet på hjerte.

Som kommentar på det problematiske ved religion generelt, er filmen et veldrejet og progressivt værk.

Den unge sygeplejerske, Maud, velspillet af Morfydd Clarke, ansættes til at tage sig af den kræftsyge tidligere danse-guru, Amanda, også velspillet af Jennifer Ehle.

Maud har nogle uspecificerede psykologiske problemer, som enten kommer af, eller har fået hende til at søge tilflugt i, et fanatisk forhold til Gud. Hun var også involveret i en uheldig episode på det hospital, hvor hun arbejdede før, og har derfor skiftet navn.

Maud bruger sin tid på at vente på, at Gud afslører, hvad formålet med hendes liv skal være, og hun beslutter snart, at hendes mission er at redde Amandas blakkede sjæl. Til at begynde med spiller Amanda med på ideen, mest af almindelig venlig- og overbærenhed, men da hun synes, det begynder at gå for vidt, afviser hun Mauds projekt.

Maud synker da dybere ned i religiøs ulykkelighed, men tror selv at der sker noget andet: at Gud begynder at tale til hende. Og herfra bliver Mauds vrangforestillinger kun værre.

God symbolik

Selv om det meste af filmen lunter lidt kedeligt af sted, er symbolikken og plotstrukturen faktisk ikke så ringe. Danseren Amanda repræsenterer det skønne og kunstneriske i verden, og Mauds indledende tiltrækning til dette viser, at hun måske en del af tiden trods alt var på rette vej.

Samtidig er Amandas kræftsygdom et billede på postmodernismens dekonstruktion af alt det hidtidige kulturgods, herunder også den uundgålige dekonstruktion og afvisning af religion, som ender med at kaste Maud ud i kaos og sindssyge.

Maud har også en gammel veninde ved navn Joy, som hun har distanceret sig fra, men midt i filmen forsøger at gøre det godt med igen, dog uden held, og derefter glider de endnu længere fra hinanden. Relationen til Joy er et tydeligt symbol på, hvilken tilstand Mauds livsglæde befinder sig i.

Hvor Mauds problemer oprindeligt kommer fra, hører man ikke, men på basis af hendes meget få og akavede sociale relationer får man indtryk af, at de stammer fra ensomhed og ufrivillig social isolation. Det er forståeligt, at folk i den situation finder trøst i religion, men sådan overtro kan og bliver også ofte kørt alt for langt ud, og netop dét vil denne film gerne advare imod.

Falsk bevidsthed

Religion er falsk bevidsthed og leder til, at man ikke længere er enig med den omgivende verden om, hvad der er rigtigt og forkert; godt og ondt. I et moderne, sekulært samfund bliver fanatiske religiøse ideer om både det fromme og det diabolske til noget grotesk og tragisk, fjernt fra enhver normal moralsk standard: religion ender som en kulturel blindgyde.

Ud over at filmen på beundringsværdig vis indbyder til diskussion om religiøse problematikker, er den som gyserfilm betragtet dog ret tam, og indeholder kun ganske enkelte scener, der kan kaldes uhyggelige. At filmen ikke har ambitioner om at være lidt mere chokerende, arbejder desværre imod den.

Den skriver sig gedigent ind i en europæisk filmtradition med for meget tør socialrealisme, og en synlig og ærgerlig frygt for at give sig i kast med de lidt mere kulørte og Pulp Fiction-agtige genre-elementer og virkemidler, som ellers kunne have gjort samme historie markant mere underholdende og slagkraftig.

Men set som kommentar på det problematiske ved religion generelt, er filmen et veldrejet og progressivt værk.