Da den dengang 15-årige Greta Thunberg først tonede frem på verdens tv- og computerskærme i 2017 med sit miljøbudskab, var der nok mange voksne, der tænkte: Jamen, hun siger jo ikke noget, som vi ikke allerede ved i forvejen.

Filmen nøjes med at følge Greta og er også på hendes side, men den går ikke videre med nogen miljødiskussion.

Alligevel er det lykkedes Thunberg at sætte miljøet på dagsordenen igen, specielt for den helt unge generation, ved at være lige som den lille dreng i H.C. Andersens "Kejserens nye klæder": Barnet, der taler om en indlysende problemstilling, som samfundets konservative og reaktionære kræfter ikke vil røre ved.

Greta har blandt andet en effekt, netop fordi hun er et smertende barn, som vækker følelser også hos voksne. Gennem hendes tydelige ulykkelighed over miljøet bliver problemstillingen mere virkelig for os andre.

Enorme muligheder for at gøre en forskel

Denne film følger Greta Thunberg lige fra begyndelsen, hvor hun "skolestrejkede" udenfor det svenske parlament og fik ganske god mediedækning, dog ikke alt sammen positiv. Hun holder fast i sine argumenter og bliver selv imponeret over, hvor mange mennesker hun med tiden når ud til, også internationalt.

Samtidig deprimeres hun over, at der ikke rigtig lader til at ske nogen større fremskridt; udledningerne af CO2 skulle blive mindre, men de bliver kun større. Hun fristes nu og da til at give op, men ender med at konkludere, at man ikke kan give op, når der er så enorme muligheder for at gøre en forskel.

De største miljø-demonstrationer nogensinde er blandt andet inspireret af Gretas arbejde.

Som tiden går, bliver hun en stadig større berømthed og møder stadig flere politikere og inviteres til miljøkonferencer.

Når hun taler til forsamlingerne, er det altid med en bebrejdende passion over, at politikerne gør alt for lidt for sagen, og det lader også til at lykkes for hende at få mange af dem til at skamme sig. Men problemet bliver ved: De vil ikke gøre, hvad der er nødvendigt for at nedbringe eller eliminere CO2-udledningerne.

Ved ofte mere end politikerne

Greta selv har fuld kontrol over sit budskab og sine valg, og hun er heldig at have en far, der støtter hende deri. Hun læser konstant på både skolelektierne og miljølektien og ved ofte langt mere om miljøsituationen end de politikere, hun forsøger at råbe op.

Hun har Aspergers syndrom, som gør hende indadvendt og ikke særlig social, hvilket hun mener, faktisk har hjulpet hende til at være mere fokuseret på miljømissionen og mindre påvirket af pressehysteriet omkring hende.

Megen snak og for lidt handling

Filmen nøjes med at følge Greta og er også på hendes side, men den går ikke videre med nogen miljødiskussion, og den er ikke cinematografisk instrueret med en god og fængende fortællestil – den er kun et basalt, objektivt vidnesbyrd om de første to år af Gretas miljøaktivisme.

Camera Film

På to år sker der ikke meget fremskridt i verdens miljøpolitik, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse for de fleste voksne miljøforkæmpere, men for unge Greta er det et væsentligt slag, at al hendes passionerede arbejde lader til at have meget lille effekt. Men det har alligevel betydet meget for andre unge, som hendes passion tydeligt har smittet af på. Der er ingen tvivl om, at hun har inspireret rigtig mange unge og andre til at blive mere miljøbevidste.

Det er lykkedes Thunberg at sætte miljøet på dagsordenen igen, specielt for den helt unge generation.

I september 2019, som er så langt, filmen når frem i tid, var der rundt om i verden de største miljødemonstrationer nogensinde, blandt andet inspireret af Gretas arbejde. Denne bevægelse er blevet afbrudt af coronakrisen, men man kan håbe, at den genoptages, når krisen er overstået.

Selvom "Greta" som dokumentarfilm er meget basal, så sætter den alligevel mange miljøtanker i gang. Især kommer man til at tænke på det absurde i, at så mange journalister og videnskabsfolk konstant advarer os om de stigende miljøproblemer, mens politikerne gør næsten intet ved sagen.

Sund fornuft og politisk uvilje

Hvorfor har vi denne paradoksale modsætning mellem sund fornuft og politisk uvilje? Mange politikere tænker ikke eller handler ikke videnskabeligt, men kapitalistisk og selvisk. Videnskab handler om konstant forandring, og politikere hader forandring; den er jo i sig selv en trussel mod deres magt og position. De vil gøre alt for at give indtryk af, at alting er fint, som det er, og hvis noget i samfundet trænger til at blive ændret, så er det nok bare lige nogle kanter hist og her, som skal finpudses.

Denne holdning er en trussel mod os alle, og som progressive borgere bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at påvirke politikerne til at tage konsekvenserne af, hvad de videnskabelige fakta viser – herunder at tage umådeligt meget mere hensyn til miljøet.