Efter syv års forløb og en slem blodprop i hjernen har Søren Kragh-Jacobsen igen lavet en film, Lille Sommerfugl. Han er kommet godt over det, er glad og taknemmelig, og hans nyeste film er godt håndværk.

Som beskuer sidder man dog fra scene ét med en knugende fornemmelse i maven.

Den handler om svineavleren Ernst (Jesper Christensen), der sammen med sin kone Louise (Karen-Lise Mynster) fejrer guldbryllup i det lokale forsamlingshus.

Ernst bærer dog på en hemmelighed, som han har skjult for Louise, selv om det meste af det er noget, det rygtesmedende landsbysamfund kender den. Alle kender jo alle.

Hele handlingen i filmen er koncentreret – både geografisk og i et 24-timers tidsforløb – omkring dette forsamlingshus og dets persongalleri.

Af børn og fulde folk ...

Disse personer udgør også et koncentrat af politiske og sociale holdninger, fromme ønsker, racistiske fordomme, sexistiske udsagn, utroskab, vold og hævnfølelser. Det parres med alskens indfald med påklistrede grisetryner, papører, runddans, lejlighedssange med lav fællesnævner, eksploderende lagkager og så videre.

Festen fortsætter, trods de skeletter der vælter ud af skabet, og trods brækket på lokummet og galden og sjofelhederne der flyder fra hjernemasserne. Hvad hovedet er fuldt af ...

Er filmen se-værdig? Absolut, men ikke som komedie-drama.

Lille Sommerfugl er, hvad festens mindste, otte-årige Luna, kalder en lille syg gris på svinefarmen. "Hvis du skyder en sommerfugl, dør en mand i Kina", siger hun til bedstefar Ernst.

Det tror han ikke på. Ernst tror ikke på noget som helst. Heller ikke på sig selv mere. Han lukker sig inde i skammen over at have fejlet og er sur, tvær og utilnærmelig under hele festen, selv om den angiveligt holdes for Louises skyld.

Ingen fest for beskueren

Men er det en fest? Filmen kaldes i den officielle foromtale et "komediedrama", en "hjertevarm danmarksfortælling om kærligheden i et nedslag hos en familie på tværs af tre generationer". Det er "en historie om at være elsket, at blive forladt, at lære at kæmpe og at træde i karakter som menneske".

Som beskuer sidder man dog fra scene ét med en knugende fornemmelse i maven. Og ingen indslag føles på baggrund af hele det betændte og fortrængte sociale klima som hverken komiske eller tragikomiske, men kun forstemmende. At træde i karakter er øjensynligt både at spytte på andre og ikke sige fra, før omstændighederne tvinger én til fornuft.

Denne for-sonende mentalitet, som er fremmed for byboere, kan Kragh-Jacobsen godt lide.

Dette er ikke det samme som, at filmen ikke er realistisk. Den er et koncentrat af liv i Danmark, men absolut især blandt selvejerbønder, læs: Prioritetsbestyrere og sociale, især mandlige outsidere i udkants-Danmark, hvor de yngre kvinder efterstræbes, men flytter væk. Kragh-Jacobsen mener dog, at han tegner et andet, eftertragtelsesværdigt billede:

"Hvis man tror, at der ikke er forskel på livet på landet og i byerne i det her lille land, så tager man fejl. Der er stor forskel. På landet kan man ikke bare ekskludere folk, fordi man ikke er enig med dem. Der må man favne hinanden på en helt anden måde og ikke lade politiske forskelle komme i vejen. Det er svært, og det er også det, jeg prøver at vise med filmen og de politiske modsætninger, der springer ud i forsamlingshuset." (Politiken 29.11.20).

Hil dig, frelser og forsoner

Kragh-Jacobsen har en pointe. Denne forsonende mentalitet, som er fremmed for byboere, kan Kragh-Jacobsen, som selv har feriebolig på Skælskør-egnen, godt lide. Filmen blev til et halvt år før coronanedlukningen, og han siger nu:

"Nu må folk ikke gå ud, men forhåbentlig går de i biografen og får den fest, de ikke selv må holde. Jeg er enormt glad for, at den kommer nu med et forsonende budskab. Som ikke er noget nyt for mine film. 8 ud af de 12, jeg har lavet nu, er vel sådan. Det ligger i min natur".

Ernst tror ikke på noget som helst. Heller ikke på sig selv mere.

Er filmen seværdig? Absolut, men ikke som komediedrama. Men som alvorligt socialrealistisk drama. Et koncentrat af livet i et univers præget af gæld og affolkning og en outdated enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-ideologi. Dog med enkelte karikaturagtige overdrivelser og usandsynlige fremtidsdrømme og forløsninger.

Dette skrevet af en bybo.

Gode skuespillere

Skuespilspræstationerne er uangribelige. Mange ansigter er velkomment nye. Komediennen Mia Lyhne udlever i denne seriøse rolle til fulde det svigt, hun udsættes for, mens Karen-Lise Mynster er karakteristisk naiv og trofast i sin langmodighed, men nok har trukket den for langt i betragtning af sin veluddannede udstråling. Ellers kryds og slange over hele linjen, inklusive de mange statister, der har spist og drukket under 30 dages optagelser.

Det danske flag hejses, da Ernst kommer på rette vej med det (de) nye. En ironisk hilsen til DF. Prisværdigt.