Vi ser ind i et kommunalt ... venteværelse? Eller er det en frokoststue? Det viser sig at være både-og og mere til. På skift fyldes rummet af mennesker, der kommenterer det, der sker udenfor: I verden, i Danmark, mellem mennesker.

Et teaterstykke er altid afhængig af publikum, men denne forestilling bliver i særlig grad meningsløs uden. 

Med Bertolt Brechts Det tredje riges frygt og elendighed som skabelon/inspiration har dramatikerne Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen skabt forestillingen Katalog over kommende katastrofer, som lige nu kan ses på teater FÅR302 i København.

Vi møder borgmesteren, der søger at komme den sammenklemte gruppe troende muslimer i Ringsted i møde ved at give dem større faciliteter i et nedlagt butikscenter. Men sagen er ikke så ligetil, som hun troede. Hvilket pres skal hun give efter for, og hvor skal hun stå fast? Hvem har hvilke interesser?

Vi er til den glade ungdomsfest med dans sidst på natten. Den hvide dansende synger N….-ordet, og det påtales prompte – og så udvikler diskussionen sig: Hvem må sige hvad til hvem og hvorfor – mellem racer, køn og mennesker.

Roskilde 2024

Direkte inspireret af Brechts billede Den jødiske hustru i tekst-inspirationen i Det tredje riges frygt og elendighed ser vi den sorte kvinde pakke sine ting og mentalt forberede sig på, hvordan hun skal sige farvel til kæresten.

Det er blevet for svært i en nær fremtid i år 2024 i Roskilde. For svært at undgå chikane, udskamning, lovgivningsmæssige restriktioner. For svært at blive i Danmark. Og da kæresten endelig dukker op, er han fortvivlende enig i hendes afgang, lullet ind i en forestilling om, at det bliver godt igen, så hun kan vende hjem igen snart til ham.

Det dramaturgiske greb er at vise små situationsbilleder, der indrammer dilemmaer, tegn i tiden og politiske strømninger. 

Åsmund Sollihøgda

En lille dreng på cirka otte år binder hele stykket sammen og er publikums vært. En vild og uhyggeligt effektfuld præstation og et særdeles virksomt teatergreb helt i Brechts ånd. Drengen indleder hver scene med at holde en tavle op med årstal og lokation, mens han fremsiger scenens titel.

Ofte suppleres det med, at han med høj, klassisk sanger-stemme fremdrager en følgetekst til den scene, vi nu skal se, eller et mere overordnet tema. En libretto. En voksen tekst fuld af fremmedord og definitioner frembragt af en barnekrop. Drengen er konstant på scenen og frembringer lydeffekter, rytme, sender skuespillere ind og ud af scenen og er i det hele taget over det hele.

Situationsbilleder

Man skal høre godt efter og holde koncentrationen skarp for at forstå det, der synges. Ligeledes er historierne, der foldes ud, langtfra entydige eller stringente. Der peges i mange retninger. Givetvis bevidst.

Indholdet af de forskellige situationsbilleder, som forestillingen er skabt af, er ikke muntre. Det er forudsigeligt trist og overraskende genkendeligt. Frygten, vreden og angsten i samfundet for det fremmede, for forandringerne, for det ukendte og det usædvanlige. Skildret som lurende umenneskelighed under tilforladelig normalitet. 

Og det er vel netop det, denne forestilling kan og forsøger: Du ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Du ved, hvad du skal gøre for at opføre dig som et anstændigt menneske og leve op til dine egne værdier. Men du skal huskes på det. Og hvis du ikke ved det, ikke kan finde ud af det – ja, så er det vel en opfordring til at gøre det. Finde ud af det. Tage stilling. Indtage et standpunkt.

Der er lagt rigtig mange kræfter og ressourcer i denne forestilling – ingen tvivl om det. Og netop derfor fortjener den at nå ud til et større publikum end det lille teaters rammer giver plads til. Et teaterstykke er altid afhængig af publikum, men denne forestilling bliver i særlig grad meningsløs uden.