Kjell Westö har i sine tidligere romaner, med udgangspunkt i Helsinki, berettet om landets blodige historie i første halvdel af 1900-tallet.
Westö holder af menneskene, der som regel gør deres bedste, selv om det tit ikke er godt nok.
Med Tritonus springer han frem til nutiden og bevæger sig geografisk til den finske skærgård, hvor udkants-Finland konfronteres med den store verden udenfor i form af flygtninge- og miljøproblemer, nynazisme, sexchikane og endog med et strejf af coronapandemien.
Ofte har musik været med til at danne baggrundstæppe i hans romaner, men her spiller den, som titlen antyder for de musikkyndige, en væsentlig rolle. Tritonus er betegnelsen for noget, der har med disharmoni at gøre.
Det sårede handyr
De to hovedpersoner er begge inde i en disharmonisk periode. Det er der flere grunde til, og en af dem er testosteron, dette kønshormon som undertiden får mænd til at opføre sig som idioter eller det, der er værre.
Den verdensberømte dirigent Thomas Brander er ikke mere helt på toppen rent musikalsk, og hans elskerinde, en violinist der er på vej mod stjernerne, har svigtet ham til fordel for en yngre model.
Dertil kommer, at en anden kvindelig musiker har hængt ham ud for sexchikane. Hvad gør det sårede handyr i den situation? Ja, hvis han som Brander har råd til det, så bygger han sig på en ø i skærgården et refugium, der er indbegrebet af luksus og pral for der at slikke sine sår.
To verdener mødes
Den nærmeste nabo, Reidar Lindell, der er skolepsykolog og enkemand, kan ikke komme over sin kones død, men vil samtidig gerne have noget i gang med sangerinden i det amatørband, han er leder af.
De to naboer nærmer sig forsigtigt hinanden, og der udvikler sig lidt modvilligt en slags venskab mellem dem. Lindell får også trukket Brander med ind i lokalsamfundet trods gensidig skepsis.
Brander er ikke vant til at omgås den slags upolerede typer, og de lokale har ikke meget tilovers for sådan en blærerøv. Det løser sig dog noget op efterhånden, og Lindell får overtalt Brander til at forsøge at få en ung mand, der har udvist højreekstremistiske holdninger i forhold til nogle flygtninge, der bliver huset på øen, på bedre tanker. Den unge mand er nemlig noget af et klavergeni, så måske kan musikken bygge bro mellem dem, så der kan skabes en frugtbar dialog. Det viser sig dog, at der skal mere til.
Romanen, der er klog, varm og velfortalt, tegner et billede af en tid, hvor meget er kommet nærmere, men hvor andet er uoverkommeligt fjernt, og et psykologisk portræt af de to hovedpersoner, men uden at være fordømmende. Westö holder af menneskene, der som regel gør deres bedste, selv om det tit ikke er godt nok.
For nogle læsere er der måske lidt rigeligt om musik, men er der nu det, når selv en tonedøv som denne anmelder bliver nysgerrig og tænker, at måske skulle man lige lytte lidt til noget af den omtalte musik?