Selv for en garvet krisecenterleder var det rystende at møde de voldsramte kvinder, der i foråret og hen over sommeren søgte hjælp på det nødkrisecenter, der blev etableret i København under den første bølge af coronaepidemien.

Volden har været livsfarlig for nogle af de kvinder, vi har indlogeret.
Susanne Lamhauge, leder af nødkrisecenter

– Volden har været livsfarlig for nogle af de kvinder, vi har indlogeret. De har været udsat for ekstraordinært grov og alvorlig vold. Al vold er selvfølgelig alvorlig, men ud over at være forslåede har flere af kvinderne oplevet kvælertag og dødstrusler. For eksempel i detaljer at få at vide hvordan de vil blive slået ihjel. Den slags har vi hørt og oplevet før, men ikke i så udtalt grad, siger Susanne Lamhauge, daglig leder af nødkrisecentret i København og leder af Danners Krisecenter, i Danners evaluering af nødkrisecentret.

Nødkrisecentret blev drevet i et samarbejde mellem Danner, Dansk Kvindesamfund, Kvindehjemmet og LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre). Det fungerede fra april til juli 2020. Det kom op at stå, da det stod klart, at nedlukningen af landet fik volden til at eksplodere i mange udsatte familier.

På baggrund af henvendelser fra landets krisecentre og den nationale hotline "Lev uden Vold" besluttede regeringen sammen med sine støttepartier i slutningen af marts at omfordele penge fra finansloven til at oprette 55 akutte pladser på krisecentre i København, Kolding, Odense, Holstebro og Aarhus.

Både i Danmark og i andre lande har coronanedlukningerne ført til en eskalering af volden i mange udsatte familier. "Lev uden Vold" fik under forårets nedlukning et stigende antal henvendelser. Det samme mønster har man set på krisecentrene og i forskellige hjælpeorganisationer.

Lukket inde i hjemmet

Volden blev værre hos mange af de familier, der også var voldsramte inden coronaepidemien, men den er også opstået for første gang i nogle familier, hvor der for eksempel er problemer i ægteskabet, forklarer Lisbeth Jessen, direktør for Krisecenter Danner.

De ringede for eksempel fra legepladsen og mødte op uden at have nogen som helst ejendele med sig. 
Lisbeth Jessen, direktør Danner

– Nedlukningen betød, at den voldsramte kvinde blev fanget i hjemmet sammen med den voldelige partner. Familien var presset af coronasituationen, måske var forældrene blevet arbejdsløse, de var lukket inde i en lille lejlighed med børn, der larmer. Alt sammen noget, der kan give kortere lunte, siger Lisbeth Jessen.

– Dem, der kontaktede nødkrisecentret, kom ofte ekstremt akut. De ringede for eksempel fra legepladsen og mødte op uden at have nogen som helst ejendele med sig. Ellers har kvinder, der kommer på krisecenter, ofte haft tasken pakket i længere tid. Men under coronaepidemien har kvinderne haft svært ved at planlægge flugten og komme hjemmefra. Politiet kom også med nogle af kvinderne i tilfælde, hvor volden var så voldsom, at de blev tilkaldt af naboerne på grund af larmen.

Lisbeth Jessen er også rystet over den voldsomme vold, kvinderne på nødkrisecentret havde været udsat for.

– Vold er jo altid groft, men her så vi en højere grad af voldsom fysisk vold. Flere af kvinderne frygtede for deres liv, de havde fået dødstrusler, fortæller hun.

Organisationerne bag nødkrisecentret er ikke i tvivl om, at det har været med til at redde liv.

Mødrehjælpen hører om øget vold

Også Mødrehjælpen har oplevet stigende vold i mange udsatte familier under coronaepidemien.

Børnene har ikke længere fodboldklubben og skolen som et frirum fra problemerne i familien.
Ninna Thomsen, direktør Mødrehjælpen

– Under første bølge af epidemien fik vi flere henvendelser om vold. Når familien er sammen hele tiden, stiger konfliktniveauet. Det rammer børnene hårdt. De har ikke længere skolen og fodboldklubben som et frirum fra problemerne i familien, siger Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen.

Mødrehjælpen har gennemført en undersøgelse blandt sine rådgivere og behandlere. Den viser, at organisationen i perioden 1. maj til 1. november sidste år fik 399 henvendelser fra forældre om vold i familien.

Undersøgelsen dokumenterer, at nedlukningen og coronarestriktionerne har forværret og forstærket udfordringerne i voldsramte familier. Og at børnene har fået det ekstra svært.

 "Børnene får pauser fra volden derhjemme, når de er ude i verden, og de pauser er blevet mindre, og det er de stadigvæk, også selvom de går i skole", fortæller en rådgiver i undersøgelsen, der er færdiggjort inden den aktuelle nedlukning af skolerne.

Volden er både fysisk og psykisk. Mødrehjælpen har også oplevet, at coronasmitte bliver brugt som led i volden.

En rådgiver fortæller i undersøgelsen om sin samtale med en kvinde, der er i risikogruppen, fordi hun har en sygdom. "Her udsætter hendes voldelige eksmand datteren for mange smitterisikoer, når han er sammen med hende hver anden weekend. Det gør barnet ked af det og bange. Pigen tør ikke kramme sin mor, fordi hun er bange for at smitte hende, for så dør mor jo", skriver rådgiveren.

Sværere at række ud efter hjælp

Nedlukningen både i foråret og nu betyder, at det er sværere for voldsramte kvinder at række ud efter hjælp.

Kvinderne er nu fanget i deres hjem og har meget svært ved at række ud efter hjælp. 
Lisbeth Jessen, direktør Danner

Både fordi de i mange tilfælde er fanget i hjemmet sammen med den voldelige mand eller anden voldsudøver, men også fordi mange af de hjælpepersoner, der under normale omstændigheder ofte tager den voldsramte kvinde i hånden og følger hende hen til krisecentret, lige nu har trukket sig tilbage på grund af coronasituationen.

Det kan være en socialarbejder, en boligsocial medarbejder, en ansat på jobcentret, en veninde eller et familiemedlem. Under nedlukning og restriktioner er de sværere at række ud til. Kvinderne er typisk isoleret i deres hjem.

På krisecentrene er der stor bekymring over den aktuelle situation. Lige nu overvejer Lisbeth Jessen sammen med andre på området, om der igen skal åbnes et nødkrisecenter i København her under den anden bølge af coronaepidemien, hvor store dele af samfundet igen er lukket ned.

– Situationen lige nu ligner meget det, vi så i april. Hen over jul og nytår var der et stigende antal henvendelser til 1888, ifølge den nationale hotline "Lev uden vold", men nu har antallet stabiliseret sig. Det samme så vi i foråret. Det er et udtryk for, at kvinderne nu er fanget i deres hjem og har meget svært ved at række ud efter hjælp. Færre henvendelser er noget, man skal bekymre sig for, forklarer Lisbeth Jessen.

– Vi arbejder med at lave en opsøgende indsats i forhold til de her kvinder i samarbejde med for eksempel politi og jobcentre. Vi bruger også de sociale medier, influencere og kvinder, der taler forskellige sprog, til at nå ud til kvinderne og fortælle, at der er hjælp at få. Vi ved, at jo længere kvinderne er i volden, jo sværere er det at komme sig igen. Omkring halvdelen af de voldsramte kvinder lider af PTSD ligesom mange hjemvendte soldater. De lider af angst, depressioner og flashback, tilføjer hun.

Nyt nødkrisecenter på vej

Regeringen bevilgede lige før jul seks millioner kroner til at oprette 30 midlertidige pladser på krisecentre under den anden bølge af coronaepidemien. De fem millioner kroner går til kvindekrisecentre i København, Aarhus og Odense. Generelt set er det største pres på krisecentrene i de store byer. Den sidste million går til mandecentret. Også en del mænd er udsat for vold i parforholdet.

I København planlægger Danner, Kvindehjemmet, Dansk Kvindesamfund og LOKK at bruge samme model som i foråret, hvor de i fællesskab stod for nødkrisecentret, der blev indrettet i et lejlighedshotel i København med stor sikkerhed.

I alt 23 kvinder og 27 børn boede på nødkrisecentret i København i de fire måneder, det var åbent under epidemiens første bølge. Et flertal af kvinderne havde anden etnisk baggrund end dansk. Omkring 69 procent af kvinderne var født udenfor Danmark. Det står i modsætning til den sædvanlige situation på Danner Krisecenter, hvor omkring 61 procent af kvinderne er født i Danmark.

– Generelt set er kvinder med anden etnisk baggrund langt mere sårbare. De er ofte meget isolerede, kender ikke deres retsstilling og har måske problemer med sproget. For mange af kvinderne er det at bryde ud af volden også ensbetydende med, at de risikerer at blive smidt ud af landet. Det er vigtigt, at vi laver en opsøgende indsats overfor kvinderne og møder dem på deres eget sprog, siger Lisbeth Jessen.

Ledige pladser på nogle krisecentre

Mens der er næsten fuldt hus hos krisecentrene i de store byer lige nu, er situationen en anden på krisecentrene udenfor de større byer, der oplever et fald i antallet af kvinder, der kommer til dem.

Erfaringerne fra sidste nedlukning viste desværre, at kvinderne havde været udsat for mere massiv, intens og grov vold. 
Kamilla Bjørn Drøidal, direktør LOKK

Det får alarmklokkerne til at ringe hos LOKK, Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

– Det er en bekymrende udvikling, at færre kvinder uden for de større byer søger på krisecenter. Især fordi vi ved, at volden under nedlukningen er steget. Erfaringerne fra sidste nedlukning viste desværre, at kvinderne havde været udsat for mere massiv, intens og grov vold. Der er ingen tvivl om, at kvinderne har behovet og i særlig høj grad her under nedlukningen, men vi har svært ved at nå dem, og de har svært ved at nå os, siger Kamilla Bjørn Drøidal, direktør i LOKK.

– Vi ved ikke, hvorfor billedet er så forskelligt fra de større byer til resten af landet. Måske har kvinderne i de større byer trods alt et bedre netværk og lettere adgang til krisecentret, der ikke ligger så langt væk. Vi mangler en analyse af det. Men det er bekymrende med de mange tomme pladser, tilføjer hun.

Under nedlukningen i foråret var det generelle billede, at der i starten skete et markant fald i antallet af kvinder, der søgte på krisecenter. Da samfundet så begyndte at åbne op igen, kom der mange ind, især omkring de større byer.

LOKK gør lige nu alt, hvad de kan, for at nå ud til kvinderne og fortælle, at der er hjælp at få. Ud over at bruge sociale medier til at sprede budskabet, deler flere kvindekrisecentre materiale ud til for eksempel Matas, Borgerservice, nærpoliti og så videre, i håb om at kvinderne eller deres omgangskreds ser materialet.

Fremadrettede forslag

I forbindelse med evalueringen af erfaringerne med nødkrisecentret har Danner formuleret tre anbefalinger til en forbedret indsats overfor voldsramte kvinder:

For det første skal der være en permanent national beredskabsplan, der sikrer, at voldsramte kvinder og børn altid kan få specialiseret hjælp i deres eget geografiske område.

For det andet skal krisecentrene i højere grad kunne rumme kvinder og børn med særlige behov som for eksempel psykiatriske diagnoser og kvinder med tolkebehov eller mange børn. I dag er mange krisecentre indrettet med værelser beregnet til en kvinde og højst to børn.

For det tredje understreger Danner betydningen af, at den opsøgende indsats overfor voldsramte kvinder og børn med stærkt begrænset netværk optrappes i krisesituationer som for eksempel coronaepidemien.

Også Mødrehjælpen har en række anbefalinger til politikerne i forhold til at hjælpe voldsramte kvinder og børn i den nuværende krise. De understreger betydningen af, at daginstitutionerne holdes åbne og ikke lukkes ned som i foråret, samt at både pædagoger og lærere sikres ressourcer til at lave en opsøgende indsats i forhold til familier, hvor der er grund til bekymring.

Mødrehjælpen peger også på, at mulighederne for ambulant rådgivning og behandling til voldsramte familier bør øges på samme vis, som der etableres nødpladser på krisecentre.