I historieskrivningen er det ikke spindesiden, der gør sig mest bemærket i rækken af helteskikkelser, men Frankrig har dog to kvinder af den slags: Jomfruen fra Orleans (Jeanne d’Arc, 1412-1431) og den røde jomfru (Louise Michel, 1830-1905).

Louise Michel er ikke en nationalhelt, men en oprører. I Frankrig er der i mange byer en gade, en plads eller en skole, der bærer hendes navn.

Den førstnævnte kender vi, fordi hun indgår i historieundervisningen, mens den sidstnævnte nok er kendt af de færreste, for om hende undervises der ikke engang i Frankrig.

Louise Michel er ikke en nationalhelt, men en oprører. Det betyder dog ikke, at hun er slettet af historien, for i Frankrig er der i mange byer en gade, en plads eller en skole, der bærer hendes navn.

Barndom og ungdom

Louise voksede op på et forfaldent gods i Haute-Marne, der var omgivet af dybe skove, bjerge og slugter, og om vinteren peb vinden ind ad revner og sprækker, og man kunne høre ulvene hyle i skoven. Men det var for hende kun en ekstra charme, når familien sad omkring ilden og fik læst højt af Voltaire, Diderot eller husvennen Victor Hugo.

Det var en frisindet og kulturel familie, der bestod af godsejerparret, som hun kaldte bedstefar og bedstemor, og hendes mor, der var blevet optaget i familien som barn. Hvem faderen var, er aldrig kommet for dagens lys, men mest sandsynligt var det sønnen i huset.

Selv om hun altså var, hvad der med datidens sprog hed en bastard, så havde hun en lykkelig barndom blandt kærlige mennesker, men idyllen fik en ende, da godsejeren og hans kone døde med få års mellemrum. Louise og hendes mor måtte forlade godset, men fik dog en mindre arv, og Louise uddannede sig til lærer.

Allerede som barn havde hun haft øje for samfundets uretfærdigheder og var opdraget til at være republikaner, og der gik ikke lang tid, før hun fik problemer i lærergerningen på grund af sine politiske holdninger.

I 1856 tog hun konsekvensen af det og fortrak til Paris, hvor hun fik arbejde på en kostskole, hvis ånd harmonerede bedre med hendes.

Hun var glad for arbejdet, der næsten bar lønnen i sig selv, for den var meget lille. Det generede imidlertid ikke Louise, der var født med et afslappet forhold til penge. Det bestod nærmest i, at hvad der er mit er også dit og omvendt. Hun lånte gerne både ud og ind, købte rask væk bøger på kredit, og det var kun med støtte fra sin mor, der ellers ikke havde meget at rutte med, at hun holdt skindet på næsen.

Pædagogisk var hun forud for sin tid, gav børnene megen frihed og lagde vægt på, at de skulle more sig og have dyr omkring sig, så hendes klasseværelse var noget af en zoologisk have.

Hun skrev også en pjece, hvori hun forfægtede det synspunkt, at det var muligt at hjælpe de åndssvage og sindssyge til et bedre liv, i stedet for som det var kutyme dengang bare at spærre dem inde under horrible forhold.

Pariserkommunen

I Paris kom hun ind i revolutionære kredse og var fra den første dag aktiv i Pariserkommunen, som blev dannet i marts 1871.

Da regeringstropperne forsøgte at erobre nationalgardens kanoner, som var indkøbt for indsamlede penge og bragt i sikkerhed på Montmartre, var hun blandt de kvinder, der ved deres blotte tilstedeværelse forhindrede, at det skete. Soldaterne ville ikke skyde på deres egne og slet ikke på kvinder, så sagen blev opgivet. Det var også fra Montmartre, at hun blev valgt ind i byledelsen.

I dagene under Kommunen var Louise i konstant aktivitet og mødte her en af lederne, Théophile Ferré, som skulle blive hendes livs ideal og kærlighed. Fra hans side var deres forhold nok af mere kammeratlig karakter, hun var trods alt også 16 år ældre end han, selv om hun løj sig yngre, end hun var.

På et tidspunkt fik hun den idé, at hun ville tage til Versailles og skyde præsident Thiers, men det fik Ferré dog snakket hende fra, så hun nøjedes med at kæmpe på barrikaderne og tage sig af de sårede.

I de sidste timer før nederlaget holder hun vagt på Montmartres kirkegård, og midt i krudtrøgen får hun tid til at gå ind og spille på kirkens orgel og læse Baudelaire. Angst var hende helt fremmed, det var tværtimod som om, det ville passe hende fint at omkomme som martyr.

Nederlag og deportation

Omsider er nederlaget totalt. De overlevende kommunarder arresteres, Ferré dømmes til døden, og selv om Louise bestormer Gud og hvermand med bønner om at redde ham, bliver han til hendes store sorg henrettet.

Selv holdt hun sig skjult i nogle dage, men politiet fandt på at tage hendes mor som gidsel. Dette kneb lykkedes, for da Louise erfarede det, meldte hun sig selv for at få moderen frigivet. Hun havde ønsket at gå samme vej som Ferré, men blev i stedet dømt til deportation på livstid i Ny Caledonien.

I august 1873 afgår en gammel skude med de deporterede ombord i to bure, et for mænd og et for kvinder. Den lange sejltur forstår Louise at gøre til en oplevelse, og gennem diskussioner og spekulationer er det her, hun bliver overbevist anarkist ud fra den idé, at magt korrumperer, og at frihed ikke kan forenes med magt.

Også opholdet på øen sørger hun for at få noget godt ud af. Hun sætter sig ind i de indfødtes sprog og kultur og prøver at lære børnene at læse og skrive, og hun studerer naturen. Samtidig arbejder hun som fundraiser og skaffer donationer til fangerne fra hele Europa, hvor der til gengæld arbejdes på at få hende frigivet. Men hun melder klart ud, at hun ikke har til hensigt at forlade stedet, før alle kommunarder kan følge med.

Amnesti

I 1880 bliver der givet amnesti til kommunarderne, og da Louise ankommer til Paris, bliver hun modtaget af en tusindtallig skare. Hun er blevet en stjerne og dermed også farlig.

Straks går hun i gang med sine politiske aktiviteter og nærmest løber fra møde til møde, altid sortklædt med en rød blomst i hatten, og hendes magiske udstråling og blinde tro på den nære revolution fortryller tilhørerne. Hvis bare alle venstrekræfter slutter sig sammen, så er revolutionen lige om hjørnet, og hvad der skal ske derefter, det finder man nok ud af.

Overalt og døgnet rundt følges hun af politiagenter, hvad der er så dyrt, at præfekten får den geniale idé at give anarkisterne mulighed for, igennem en stråmand, at få deres egen avis, hvor stråmanden og Louise skal være medarbejdere. På den måde kan politiet nemmere og billigere holde øje med hende og de andre rebeller, men stråmanden afsløres efter kort tid af mere skarpsynede personer end Louise, der sin vane tro forsvarer ham med, at han er en stakkels vildført tosse.

Da hun i 1888 under et møde i Le Havre bliver skudt i hovedet af en sindssyg mand, er hendes reaktion den samme. Hun undskylder ham, sørger for at han får en god advokat og skriver trøstende breve til hans kone.

Med en næsten manisk energi engagerer hun sig i alt overalt og rejser Frankrig og omliggende lande tynde for at udbrede sine revolutionære synspunkter. Flere gange arresteres hun i kortere perioder, og efter en demonstration for brød og arbejde idømmes hun seks års fængsel. Efter tre år bliver hun benådet, men nægter at modtage gaver fra magthaverne og må på det nærmeste slæbes ud af cellen. Tiden i fængslet bruger hun til rekreation og til at lære sig engelsk og russisk.

Frivilligt eksil i London

I 1892 tager hun i frivilligt eksil i London. Efter nogle nervesammenbrud med hallucinationer er hun blevet bange for, at de franske myndigheder vil bruge denne svaghed til ved en mulig lejlighed at få hende buret inde på en galeanstalt.

I London opretter hun en skole for de eksileredes børn, i hvis bestyrelsen blandt andre sad anarkisten Peter Kropotkin og socialisten William Morris. Skolens motto var at skabe frie mennesker, der respekterede andres frihed. Der gik imidlertid ikke lang tid, før den blev lukket. En politirazzia afslørede, at der var gemt sprængstoffer i kælderen, men det viste sig senere, at en ansat på skolen var politiagent, så det var nok ikke tilfældigt, at sprængstoffet var blevet anbragt der.

Tilbage i Frankrig

Louise tog tilbage til Frankrig og fortsatte med at rejse rundt og agitere. Men man kan jo ikke leve af at være revolutionær, og selv om hun har udtalt, at hun var som en snegl, der ikke havde behov for mere, end hun kunne bære på ryggen, så skulle der dog lidt mere til, og det kom fra nogle litterære udgivelser (for forfatter var hun også), hjælp fra moderen og i høj grad fra hendes ven og fangekammerat, Rochefort, en velhavende politiker og bladmand, som støttede hende økonomisk hele livet.

”Den røde jomfru” er hun blevet kaldt, ikke så meget med henblik på den tekniske betydning af ordet jomfru, men mere i relation til Jomfruen fra Orleans, også en kvindelig kriger. Men rød var hun, om end set med vores nutidige øjne en noget naiv en af slagsen.

Hun troede på generalstrejken som vejen til den snarlige revolution, der ville løse alle problemer. Samfundet var råddent og skulle udraderes, og derfor var det nyttesløst at kæmpe for reformer, fagforeninger og stemmeret. Men hun var altid på de udbyttedes side og mistede aldrig troen og kampviljen.

På en turné i 1905 blev Louise syg i Marseille og døde den 9. januar. Begravelsen i Paris blev hendes sidste stjerneoptræden. For en gangs skyld forenedes hele venstrefløjen helt i hendes ånd, og 100.000 fulgte kisten igennem Paris' gader til den lille kirkegård, hvor hun skulle ligge sammen med sin mor. Der var kun plads til 30 på kirkegården, så talerne måtte finde sted udenfor af hensyn til det store følge. Senere blev Louise og hendes mor flyttet til en æresgrav på samme kirkegård.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nummer 1, februar 2021.