22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Byggemastodont med mørk fortid klar til at bulldoze Vollsmose

Har samarbejdet med sociale dumpere og asbestfirma

Byggemastodont med mørk fortid klar til at bulldoze Vollsmose

Byggefirmaet Enemærke & Petersen A/S, der skal forvandle Vollsmose til en bydel med færre almene boliger og flere private boliger, har haft flere problematiske underleverandører. I bagagen er både asbestskandaler, trusler mod ansatte og underbetaling.

Til november går byggemastodonten Enemærke & Petersen i gang med at nedrive de første boliger i Vollsmose i Odense. Beboerne har tidligere protesteret mod nedrivningsplanerne og vil kæmpe for deres almene boliger.
FOTO: Almen Modstand Odense
1 af 1

Den 10. februar kunne byggemastodonten Enemærke & Petersen A/S lade champagnepropperne springe.

Her kunne firmaet nemlig underskrive en aftale til en værdi af tre milliarder kroner med Fyns største almene boligorganisation Civica, der administrerer Vollsmose i Odense.

Hvis man bevidst vil snyde, så er det svært at opdage. Derfor er der selvfølgelig en risiko for, at det kan ske igen.
Henrik Mielke, administrerende direktør hos Enemærke & Petersens A/S

Vollsmose står på den såkaldte "hårde ghettoliste", som betyder, at andelen af almene familieboliger skal skæres ned til højst 40 procent inden år 2030.

Boligselskabet har udpeget Enemærke & Petersen A/S som vinder af opgaven med at nedrive de billige almene boliger i Vollsmose og i stedet bygge nye private boliger og renovere de almene boliger, der ikke skal rives ned.

Farlig asbest på byggeplads

Enemærke & Petersen oplyser til Arbejderen, at man forventer at gå i gang med de første nedrivninger i Vollsmose til november.

Men få måneder før det enorme nedrivnings- og renoveringsprojekt skal gå i gang, kan Arbejderen sætte Enemærke & Petersen i forbindelse med alvorlige problemer med asbest og arbejdsmiljø på et andet stort renoveringsprojekt af almene boliger.

For nylig kunne Fagbladet afsløre, hvordan håndværkere blev udsat for asbest, da de skulle renovere 300 lejligheder i Herning. Hovedentreprenør på projektet var netop Enemærke & Petersen, der havde hyret en underleverandør – BR Miljøtech – til at stå for nedrivningen.

Ifølge Fagbladet var der mange ton asbest på byggepladsen, og under nedbrydning af tagplader med asbest blev der ikke altid brugt åndedrætsværn.

Samarbejdede med social dumping-firma

Det er ikke første gang, at Enemærke & Petersen bruger en underleverandør, der har problematiske løn- og arbejdsforhold.

En af dem er CC Fliser, som også har været involveret i underbetaling. Direktøren for CC Fliser har endda fremsat en dødstrussel mod en rumænsk ansat, der ville gå til fagforeningen.

For bare et år siden kunne DR afsløre, hvordan 27 rumænske ansatte hos CC Fliser igennem længere tid blev underbetalt og aflønnet med helt ned til 90 kroner i timen. Pengene blev ifølge de østeuropæiske arbejdere udbetalt i hånden.

– Hvis han går til 3F, så kommer der nogle folk efter ham. Så er han en meget død mand, lød beskeden fra byggedirektøren til de rumænske ansatte, da de konfronterede ham med, at de ville gå til fagforeningen. Truslen fremgik af en lydfil, som 3F har fremlagt under den efterfølgende sag mod CC Fliser.

Ifølge 3F skete underbetalingen og truslen på netop Enemærke & Petersens byggeplads.

CC Fliser indgik i oktober 2019 forlig med 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) og måtte betale 1,5 millioner kroner til de rumænske arbejdere.

– Vi skriver det ind i kontrakten

Direktøren for Enemærke & Petersen, Henrik Mielke, vil også hyre underleverandører til bygge- og nedrivningsprojektet i Vollsmose.

Og han frygter ikke, at skandalerne med social dumping, trusler på livet og farlig håndtering af asbest vil gentage sig i Vollsmose.

– I alle vores kontrakter med vores underleverandører står der, at alt arbejde på vores byggepladser skal foregå på gældende danske løn- og overenskomstvilkår. Så det forventer vi selvfølgelig, at de overholder – og ellers kan kontrakten opsiges, forklarer Henrik Mielke til Arbejderen.

I har lige vundet et stort projekt til en værdi af tre milliarder kroner. Sandsynligvis fordi I har givet boligselskabet et godt og billigt tilbud på nedrivninger, renovering og nybyggeri i Vollsmose. Kan du forstå, hvis der er nogen, der frygter, at I vil presse løn- og arbejdsforhold?

– Hvis man bevidst vil snyde, så er det svært at opdage. Derfor er der selvfølgelig en risiko for, at det kan ske igen.

Henrik Mielke forsikrer dog om, at Enemærke & Petersen nu er begyndt at foretage stikprøver af underleverandører, der bruger udenlandsk arbejdskraft.

Asbest og PCB

Ifølge direktøren er der højst sandsynligt både asbest og PCB i blokkene i Vollsmose, som skal rives ned eller renoveres.

PCB er en af verdens 12 farligste miljøgifte og er mistænkt for at være kræftfremkaldende, forstyrre hormonbalancen og give udviklingsforstyrrelser hos børn.

Netop asbest var der store problemer med på byggepladsen i Herning, hvor der skulle renoveres 300 almene boliger.

Ingeniørfirmaet Rambøll, som boligselskabet havde ansat som rådgiver, har ifølge Fagbladet 3F påpeget utallige overtrædelser af reglerne på byggepladsen, hvor Enemærke & Petersen var hovedentreprenør. Og Birgitte Juhl, direktør for Boligselskabet Fruehøjgaard, betegner over for Fagbladet 3F samarbejdet med Enemærke & Petersen som særdeles udfordrende.

Rambøll foretog ikke mindre end 135 miljøtilsyn på byggepladsen.

En af rapporterne advarede om, at arbejdere, der var i kontakt med asbest, ikke skiftede tøj. En anden rapport advarede om, at asbestaffaldet ikke har været ordentligt inddækket, fordi de containere, som asbesten er blevet kastet i, ikke har været ordentligt lukket.

– Det er uklart, hvem der har åbnet og lukket de her containere. Vi ser desværre, at når der står en container på en byggeplads, bliver den også brugt af beboerne til at komme af med en sofa og så videre. Så det kan være svært at sige, om der er sket en forsømmelse fra vores underleverandør. Uanset hvad, så er ansvaret underleverandørens og i sidste ende vores ansvar, forklarer Henrik Mielke.

Betændt nedrivningsbranche

Hos 3F Bygningsarbejderne Fyn gør man klar til at holde et ekstra vågent øje med Enemærke & Petersen, når byggemastodonten går i gang.

– Det er jo en kæmpe aftale på tre milliarder kroner her på Fyn. Så vi har helt klart fokus på dem. Konkret vil fagforeningens udlandsteam følge op på, om Enemærke & Petersen vil hyre underentreprenører – og i givet fald hvilke. Og så vil vi hver måned tage på uanmeldt besøg på byggepladsen i Vollsmose. De får ikke lov til at lave nogen numre her. Vi vil i hvert fald gøre alt, hvad vi kan, for at opdage det. Vi har i forvejen stor fokus på dem og har tidligere gået dem på klingen i forhold til underentreprenører, fortæller formand for 3F Bygningsarbejderne Fyn Torben Knudsen til Arbejderen.

De fynske byggearbejdere vil starte deres kontrol, så snart Enemærke & Petersen starter deres arbejde i Vollsmose.

– Vi vil sætte ind fra starten, så vi har helt styr på, hvem der er på pladsen, og hvordan arbejds- og lønforholdene er. Nedrivningsbranchen er en betændt branche med stor risiko for social dumping. Men vi har heldigvis et meget godt samarbejde med boligforeningen i Vollsmose, uddyber Torben Knudsen.

– Enemærke & Petersen er kommet til Fyn for at blive. Firmaet har oprettet et kontor her i Odense og har netop opkøbt byggefirmaet Raunstrup inklusive 325 ansatte, der har flere opgaver her på Fyn.

Boligselskab: Ingen kommentarer

Boligselskabet Civica har indgået en såkaldt "strategisk samarbejdsaftale" med Enemærke & Petersen A/S om at nedrive, bygge nyt og renovere boligerne i Vollsmose.

– I Civica og i den almene boligsektor kender vi til fællesskaber og arbejdet med at finde løsninger, hvor samarbejde og stærke relationer er vigtige, sagde Civicas formand Flemming Jensen, da aftalen blev indgået. Og han fortsatte:

– Vi ser meget frem til at bygge nyt og renovere i den nye model, hvor de faktorer har stor vægt. Samtidig byder Civica ind med ambitioner i forhold til arbejdet med en høj grad af bæredygtighed i de byggede miljøer.

Arbejderen ville gerne have spurgt boligselskabet, om man har foretaget en screening af Enemærke & Petersen forud for valget af firmaet, samt hvilke krav Civica stiller til det selskab, der skal rive boliger ned og bygge nyt.

Arbejderen har flere gange været i kontakt med boligselskabet Civica. Men boligselskabet ønsker ikke at kommentere på, hvorfor man har valgt Enemærke & Petersen A/S til opgaven, og om man har tænkt sig at gøre noget for at forhindre, at der sker social dumping og farlig omgang med asbest på den kommende byggeplads i Vollsmose.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2021 - 07:00   25. feb. 2021 - 16:09

Ghettolov

ml@arbejderen.dk
Enemærke & Petersen A/S
  • I februar 2021 underskrev Enemærke & Petersen A/S en aftale med Fyns største almene boligorganisation Civica til en værdi af tre milliarder kroner.

  • Civica har udpeget Enemærke & Petersen A/S til at stå for nedrivning, nybyggeri og renovering af lejligheder i Vollsmose og føre den såkaldte helhedsplan ud i livet, der er en konsekvens af den såkaldte ghettolov. Ifølge planen skal der nedrives 1000 boliger i Vollsmose. Til gengæld skal der opføres nye, private boliger.

  • Enemærke & Petersen A/S er flere gange blevet taget i at samarbejde med underleverandører, der benytter sig af social dumping.

  • I 2014 vandt Enemærke & Petersen A/S en stor kontrakt med at nedrive og renovere almene boliger i Nakskov. Enemærke & Petersen A/S hyrede nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen A/S til at stå for nedrivningen af boligerne.

  • Kingo Karlsen A/S indgik en aftale med HVL Montage ApS om nedrivningen – et nyt firma, der blev oprettet til at stå for nedrivningen. HVL Montage ApS kunne kun fremvise ansættelseskontrakter for 22 ud af sine i alt 49 ansatte. Ifølge en litauisk ansat fik han hverken udbetalt ferie- og fridagsgodtgørelse eller pension.

  • Arbejdsretten idømte i 2016 Enemærke & Petersens under-underleverandør, HVL Montage ApS, en bod på 600.000 kroner for brud på overenskomsten.

  • I 2017 kunne Fagbladet Mureren afsløre, at Enemærke & Petersen A/S har samarbejdet med CC Fliser, der hyrede 13 underentreprenører fra Polen til at renovere facader og badeværelser i 1250 lejligheder i Glostrup, hvor Enemærke & Petersen A/S var hovedentreprenør. Ingen af de polske underentreprenører havde nogen ansatte. I stedet figurerede underentreprenørerne officielt som selvstændige. Dermed forsøgte CC Fliser at omgå den gældende danske overenskomst.

  • Sagen endte med et forlig i Arbejdsretten i 2017, hvor CC Fliser blev pålagt at betale en bod på 500.000 kroner for at omgå overenskomsten, fordi de 13 underentreprenører reelt var ansatte.

  • I 2021 afslørede Fagbladet 3F, hvordan håndværkere blev udsat for asbest, da de skulle renovere 300 lejligheder i Herning. Hovedentreprenør på projektet var netop Enemærke & Petersen A/S, der havde hyret en underleverandør – BR Miljøtech – til at stå for nedrivningen.