I forrige millennium kunne man blive sendt ud som ulandsfrivillig for at overføre faglige færdigheder og udvikle kapacitet hos lokale kolleger.

Den oplevelse, Halina beskriver, vil kunne genkendes af det store flertal af ulandsfrivillige, der har været igennem Mellemfolkeligt Samvirkes system.

I Mellemfolkeligt Samvirke understregede man, at den frivillige under udsendelsen og efter hjemkomsten havde en forpligtigelse til at formidle sine oplevelser og erfaringer gennem ulandsoplysning. Det var underforstået, at man skulle berette noget positivt, der kunne skabe interesse i offentligheden for hjælpen til ulandene. Dårlige historier derimod var knap så velkomne.

Som årene er gået, er oplysningsarbejde blevet professionaliseret og kommercialiseret og har ligesom udviklingsarbejdet mistet sin folkelige forankring. Med udgivelsen af sin fine lille erindringsbog Mine år i Tanzania, lever den polsk danske Halina Wilkomirska op til sin forpligtigelse og giver sit personlige bidrag med en skildring af sit liv som ulandsfrivillig.

Personlig beretning fra Tanzania

Bogen dækker perioden årsskiftet 1977/78 frem til ultimo 1981, som er en utrolig vigtig periode i Tanzanias historie. Præsident Julius Nyereres afrikanske socialisme Ujamaa og strategi for national selvforsyning udfordres på flere fronter både internt og eksternt, men Halina Wilkomirska vælger ikke at reflektere sin personlige historie ind i en større forståelse af Tanzanias situation politisk og økonomisk. Hun skriver:

”Denne dagbog er min personlige beretning fra mit ophold i Tanzania. Den indeholder mine observationer og min egen holdning til de forhold der omgav mig. Sådan følte jeg, sådan tænkte jeg, under forhold der ikke altid var lette, i forskellige stemninger og hvor min psykiske modstandskraft kunne skifte fra dag til dag. Hvis jeg skulle beskrive minderne som de er i dag, ville en række oplevelser og begivenheder være gået tabt, og jeg ville se dem i et helt andet lys.” (s.5).

Hun fortsætter:

”Der var mange ting jeg ikke skrev ned, nemlig når det var noget vi delte under fire øjne, og hvor det drejede sig om forhold som mange politiske flygtninge ville have ringe chance for at overleve. Der var krigen med Uganda, politiske flygtninge, som vi vidste levede skjult rundt omkring os, og hvor vi følte os medansvarlige for deres skæbne – det skrev jeg ikke om. Om planerne for at evakuere os udlændinge under denne krig. Om aktivister og deres familier, forfulgte fra Sydafrika, som var i Tanzania i det center vi støttede. Det skrev jeg heller ikke om. Eller om talrige enesamtaler med tanzanianere, samtaler som, hvis de kom ud, kunne skade dem selv.” (s.6).

En beretning af personlige oplevelser, mange år efter begivenhederne fandt sted, kræver imidlertid en refleksion ind i en historisk ramme, hvis den skal blive relevant for andre end i dette tilfælde tidligere ulandsfrivillige og deres besøgende. Så målgruppen af læsere er temmelig snæver.

Mellemfolkeligt Samvirke

Jeg blev selv ulandsfrivillig i Tanzania fem år senere i perioden 1986-89 som et resultat af Halinas ophold. Det vender jeg tilbage til i slutningen af denne omtale. Da jeg mødte hende kort før min udsendelse, tillader jeg mig fremover at benævne hende ved fornavn.

Halina er arkitekt og byplanlægger og udsendes i juli 1978 af Mellemfolkeligt Samvirke til Dar es Salaam i Tanzania, hvor hun skal virke i Ministry of Lands, Housing and Urban Development.

Bogen er som nævnt bygget over dagbogsnotater og skrider derfor fremad kronologisk fra 1. ansøgning om at blive ulandsfrivillig, udvælgelse, forberedelse i Danmark. Derefter 2. ankomst til Tanzania og et næsten 3 måneders ophold på Mellemfolkeligt Samvirkes kursuscenter i Usa River ved Arusha. Her blev man orienteret om Afrika og trænet i engelsk og kiswahili, inden man blev sluppet løs på egen hånd.

Den oplevelse, Halina beskriver, vil kunne genkendes af det store flertal af ulandsfrivillige, der har været igennem Mellemfolkeligt Samvirkes system. DVTC blev for de fleste ulandsfrivillige, uanset hvor de kom til at virke i Afrika, det sted der gjorde dem trygge og ledte dem pole pole (kiswahili: langsomt) ind i Afrika.

Feltbesøg og tid

Det store øjeblik er 3., når man forlader DVTC (senere (TCDC) for endelig at påbegynde sit professionelle virke og etablere sig i bolig, sikre sig transport for at få familieliv, privatliv og fritidsliv til at fungere. Her er der stor forskel i muligheder beroende på, om man placeres i en landsby eller i en by.

Halina er en enlig moden kvinde, der placeres i Dar es Salaam for at arbejde i et ministerium med udelukkende yngre fagligt forudsætningsløse mandlige kolleger, der skal oplæres i byplanlægning. Et arbejde, der handler meget om planlægning, som forudsætter feltbesøg med længerevarende arbejdsophold forskellige steder i Tanzania.

Sådanne feltbesøg foregår der, hvor folk lever. Opholdene tester den ulandsfrivillige i at leve med ringe sanitet, udholde dårlig ensformig kost. Ikke mindst udfordres den frivilliges sociale kompetencer herunder forståelse af sig selv i sine omgivelser. Halina tager os med på besøg i Kondoa, Mtwara, Bagamoyo og Zanzibar og deler ud af sine gode oplevelser og frustrationer.

Halina beskriver på sin egen måde en grundlæggende forskel mellem ulandsfrivillige og deres afrikanske kolleger. Den består i opfattelsen af tid. De ulandsfrivillige tager udgangspunkt i arbejdet og har dermed en lineær opfattelse af tid, mens de afrikanske kollegers er rumlig, hvorfor arbejdet ikke nødvendigvis er første prioritet her og nu. Megen frustration opstår, fordi de ulandsfrivillige har en forventning om, at kollegaen skal blive som dem (punktlighed og effektivitet).

Arbejdsgiver

En anden udfordring for de fleste ulandsfrivillige er, at der hos de lokale kolleger og/eller naboer er en forventning om, at der tilbydes arbejde som hushjælp, kok, havemand, vagtmand, barnepige og så videre.

Uden at ville det selv tvinges den ulandsfrivillige ind i en arbejdsgiverrolle, som kan antage feudal karakter. Man får simpelthen ansvar for ikke kun den ansatte, men også dennes nærmeste familie: penge til medicin ved sygdom, penge til skoleuniformer eller undervisningsgebyr og så videre.

Halina ansatte den unge Christopher som hushjælp på deltid, da han nærmest fulgte med lejligheden. Hun kunne dele ham med en anden enlig ulandsfrivillig, så det ikke virkede ekstravagant.

”Jeg kom hjem tidligt til følgende sceneri: I spisestuen på bordet lå spredte farver, min houseboy Christopher maler et billede. Fyren sidder ved bordet og drikker noget fra en kop, overfor en anden med skæg, med kasket og med en pistol i hånden. Jeg fik et billede som gave. En talentfuld dreng. Jeg vil betale ham med et tre måneders eftermiddagskursus i maleri.” (s.54).

Tegneaktiviteter for børn

Sammen med Christopher begynder Halina at lave tegneaktiviteter for børn i deres lokalområde, som hedder Kinondoni. Mellemfolkeligt Samvirke finansierer materialerne, og aktiviteterne kendt som Play by Painting – Kucheza na kuchora (Kiswahili) tog om sig, fik megen omtale ikke blot i Tanzania, men også internationalt. Mellemfolkeligt Samvirke formåede at vedligeholde aktiviteterne, efter at Halina forlod Tanzania i november 1981, hvor bogen slutter.

Fem år senere flytter jeg til Dar es Salaam, fordi jeg er blevet rekrutteret til at udvikle tegnegrupperne kunstnerisk og organisatorisk.

Med udgangspunkt i de mest talentfulde fem unge dannede vi gruppen Kinondoni Young Artists, der fik ansvaret for Play by Painting-aktiviteterne. Sidenhen fik gruppen sit eget center i Kinondoni med værksted og undervisningslokaler. Det eksisterer dog ikke mere, og gruppen er også ophørt, men flere børn har gennem Play by Painting og senere som ’lærlinge’ i Kinondoni Young Artists sidenhen kunnet ernære sig som billedkunstnere, illustratorer og kunsthåndværkere.

Denne succes vil Halina kunne skrive ind i et efterskrift, hvis der skulle komme et nyt oplag af bogen.