Ugelange corona-nedlukninger uden mange muligheder for kulturelle, sportslige og selskabelig tilbud har medført, at rigtig mange danskere har fået øjnene op for landets naturværdier.

Ved læsningen bliver det klart, hvor meget det folkelige engagement har betydet og stadig betyder, når det handler om sikring af naturværdier.

Når man hele ugen har siddet på hjemmekontoret, uden sociale kontakter, er det befriende at komme en tur i skoven, langs stranden, på fisketur eller ud med kikkerten og se på fugle. Batterierne bliver ladet op.

Men naturen er ikke noget, vi bare kan regne med altid er der og vil være der. Det danske land er gennemkultiveret og mængden af dyr og planter er faldet drastisk gennem årtier.

Men ikke uden sværdslag. En lang række enkeltpersoner og organisationer har siden midten af 1800-tallet kæmpet for at bevare den danske natur. Med en række positive resultater, men tit også op ad bakke.

Kampen for naturen kommer nemlig ofte på tværs af kapitalismens ønske om vækst, vækst og atter vækst.

To hundrede års kamp

Søren Olsens flotte bog, Kampen om Danmarks Natur, udgivet af Gads forlag for nogle år siden, fortæller omfattende om to hundrede års kamp for den danske natur. 

Vi hører om beskyttelse af skovene, højmoserne, strandenge med mere, om regulering af jagten, om kampen for at få rovfuglene tilbage til Danmark og ikke mindst om de mange, mange enkeltpersoner – naturvidenskabsfolk og naturelskere – der gennem tiden har kæmpet for at bevare eller genskabe naturen.

Naturbevarelse er en vekselvirkning mellem myndighederne og det folkelige engagement. Ved læsningen bliver det klart, hvor meget det folkelige engagement har betydet og stadig betyder, når det handler om sikring af naturværdier.

Gennem tiderne har naturvidenskabelige enkeltpersoner og foreninger, som for eksempel Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening, gjort en kæmpeindsats. Det samme ses jo i dag, for eksempel i kampen for at bevare naturværdier på Amager Fælled og på Stejlepladsen i København.

Kampen om Danmarks Natur er en meget flot bog, med mange og meget, meget flotte illustrationer. Samt oversigt over en lang række tip til naturområder, som kan besøges, hvis man vil uddybe sin viden om naturen eller bare ud og nyde den. Læsningen giver simpelthen lyst til at tage afsted. 

Et lille aber-dabei: Der er virkelig mange oplysninger om styrelser, udvalg, love, forordninger, enkeltpersoner med mere. Det er data, som det kan være svært at holde overblikket over. Men det er småting i forhold til helheden.

Stadig meget at tage fat på

Sidst i bogen har forfatteren bedt fire natur-aktivister give deres fremtidsvision for naturdanmark.

Vi slutter af med at give ordet til Poul Hald-Mortensen, biolog, tidligere fuldmægtig i Miljøministeriet og gennem mange år aktiv i Danmarks Naturfredningsforening. Hans vision ser således ud (uddrag):

"Når danskerne en sensommersøndag i 2040 tager ud på landet, foregår det på små køreveje for elbiler eller på stier til cyklende eller fodgængere…  Landbruget drives nu overvejende økologisk, de sunde landbrugsvarer er internationalt værdsatte og udenlandske turister flokkes ved de danske besøgsgårde. Skovene er vokset til 20 procent af Danmarks areal og resterne af gamle naturskove er endelig blevet beskyttet… 

I statens skove er det nu forbudt at plante eksotiske og invasive arter som for eksempel sitkagran og contorta-fyr. Vildsvinet, som i godt to hundrede år var udryddet i Danmark, forekommer nu igen i de fleste jyske skove og er under spredning, ligesom krondyr og dådyr. Nogle af de 10 nationalparker, hvoraf fem især omfatter havområder og fjorde, rummer større indhegninger med europæisk bison og elg.  Fjordene og de indre farvande er gradvist befriet for landbrugets voldsomme kvælstofbelastning. Overalt er bundtrawling og bundskrabende redskaber forbudt. Råstofindvinding på havbunden er ligeledes ophørt…

Forbedringerne har genskabt naturlig trivsel hos bunddyr og fiskebestande, så der nu er bedre kystnært fiskeri og langt flere overvintrende vandfugle, end der har været i næsten hundrede år. I Ringkøbing Fjord, Limfjorden og Isefjord må der nu kun fiskes med stang, og områderne er blevet trækplastre for lystfisker-turisme". 

Der er stadig meget at tage fat på.