I det tysksprogede eksillitteraturs skatkammer har Forlaget Klara W. fundet ”et lille litterært mirakel”, som Maria Lazars roman Mirakel Spektakel kaldes i Die Zeit.

Romanen er et fantastisk hørespil uden lyd, der går lige ind første gang, men med udbytte kan tages en ekstra gang eller to.

Maria Lazar (1895-1948) var fra et velhavende, assimileret jødisk hjem i Wien, men hun følte sig fremmed både overfor familien og miljøet og frigjorde sig i første omgang ved at insistere på, imod familiens skik og brug, at ville tage en studentereksamen, hvorefter hun begyndte at læse filosofi og historie.

Det blev dog ikke til meget, for i stedet begyndte hun at skrive og debuterede i 1920 med den selvbiografiske roman Forgiftet (udkommet på dansk i 2019), der var et opgør med hendes borgerlige familie. Året efter skrev hun et drama, der blev opført både i Østrig og Tyskland, men derefter fik hun svært ved at få noget udgivet og ernærede sig ved at oversætte, blandt andre nogle af Karin Michaëlis’ bøger.

De to havde lært hinanden at kende hos reformpædagogen Eugenie Schwarzwald, på hvis skole Lazar havde været elev og senere lærer. Pudsigt nok kom Karin Michaëlis senere til at oversætte en af Lazars bøger til dansk.

Under et besøg på Thurø hos Karin Michaëlis skrev Lazar romanen Veritas forhekser byen under pseudonymet Ellen Grenen og foregav, at det var en dansk forfatter.

Den blev udgivet som føljeton i flere tysksprogede aviser, og hun tilbød den også til Politiken, der bad om at se det danske manuskript. Det problem løstes ved, at Karin Michaëlis oversatte romanen på en uge. Vanskeligere blev det, da avisen også gerne ville lave et interview med forfatteren.

I eksil i Danmark og Sverige

Under sine ophold i Danmark var Maria Lazar blevet forelsket i landet, hvor ”bjergene ikke spærrer for solnedgangen”, som hun skrev til sin søster, og da hun ikke ville afvente Hitlers indtog i Østrig, rejste hun i 1933 til Thurø, hvor hun sammen med familien Brecht blev en af de første gæster i Michaëlis’ selvbestaltede asylcenter, der indtil 1940 skulle komme til at modtage mange, der var på flugt for nazismen.

Gennem et kortvarigt ægteskab med Friedrich Strindberg, på papiret August Strindbergs søn, var Lazar blevet svensk statsborger og havde derfor ikke problemer med at få opholds- og arbejdstilladelse.

Hun blev i Danmark til 1939, rejste så til Sverige, men vendte tilbage efter krigen. Mens hun opholdt sig i Sverige, skrev hun Det kom af sig selv, der er en hyldest til den danske modstandsbevægelse, og som udkom i Danmark i 1946.

Hovedværk nu på dansk

Mirakel Spektakel, der regnes for forfatterens hovedværk, blev skrevet på Thurø i 1935, men ingen tysksprogede forlag var interesseret i at udgive den.

En schweizisk forlægger var meget begejstret men mente, at ”markedet var for snævert”, til at han turde udgive den. I 1937 udkom den som føljeton i et tysk eksiltidsskrift i Sovjetunionen, og i 1958 blev den på hendes søsters, Auguste Lazar, foranledning udgivet i DDR.

Temaet er uhyggeligt aktuelt og formen er ganske særegen; modernistisk selv i dag, mere end 80 år efter at den blev skrevet.

Nazismens fremvækst i lillebyperspektiv

Handlingen udspiller sig inden for ret kort tid i en østrigsk provinsby, hvor den økonomiske krise hærger. Byens eneste virksomhed, en konservesfabrik, bliver omdannet til at fabrikere ”varm luft” med arbejdsløshed og tabte investeringer til følge.

Heldigvis for indbyggerne åbner den igen med noget mere substantielt og brugbart: patroner. Overtro, svindel, sladder, falske rygter og fremmedhad trives, og de nazistiske frø, der har ligget i jorden længe, spirer.

Alt det præsenteres vi for gennem dialoger og indre monologer og uden en overordnet fortæller, der orienterer os om, hvem der siger hvad, undertiden er det lige meget, for så er det bare snakken der går, og som den dog går. På den måde lærer vi ”de indfødte”, som en jødisk advokat kalder dem, at kende, både de sympatiske og det modsatte, men uden fordømmelse.

At handle eller ikke handle

En småtosse ville have været violinist, men bliver afvist på konservatoriet og bliver i byen betragtet som en nar, man ikke skal tage alvorligt. Der er to z’er i hans navn, og vi aner, at helt ufarlig er han nok ikke på længere sigt.

Den socialistiske læge vil det bedste for sine medmennesker, men er slap og gemmer sig helst væk hos sin jødiske elskerinde inde i Wien, hvor der er en helt anderledes ren luft. Til gengæld er hans datter parat til at slå fra sig, når det er nødvendigt, ikke i overført betydning men med våben, og den jødiske advokats ungarske husbestyrerinde, der ellers ikke er en mester i tysk, finder ordene frem, når de sladrende madammer i købmandsforretningen skal sættes på plads.

Den fordrukne præst er god nok på bunden, og selv blandt de ”fine” folk er der enkelte, der til vores overraskelse viser sig at kunne kende forskel på ret og vrang og handler derefter. Sagens kerne er at handle eller ikke handle.

Romanen er et fantastisk hørespil uden lyd, der går lige ind første gang, men med udbytte kan tages en ekstra gang eller to.