Hvad kan vores fortid sige om vores nutid? Vores fremtid?

En hel del, hævder forlaget A Mock Book, og særligt om vores forhold til naturen.

 På mere end hundrede års afstand skriver romanen sig med sine overvejelser om naturen direkte ind i vores samtid. Og fremtid. 

I samarbejde med bureauet Urgent.Agency har forlaget gengudgivet en række af litterære klassikere, der netop har naturen som tema.

En af dem er tyskeren Theodor Storms Skimmelrytteren, der oprindeligt udkom i 1888, og som i dag regnes for en klassiker. På mere end hundrede års afstand skriver den sig med sine overvejelser om naturen direkte ind i vores samtid. Og fremtid. 

Gammel bog i nutid og fortid

Du spørger måske dig selv: Hvorfor skal jeg læse en så gammel bog? Hvis forfatter slet ikke har kendt til de udfordringer, vi står med i dag, og som kommer til at dominere vores nærmeste og fjerneste fremtid?

Fordi den siger nogle interessante ting. Eller det mener forlaget bag i hvert fald.

Og, jovist, der er da nogle halvvejs spændende ting på færde. Men du bør læse en anden roman. Hvorfor? Det vender vi tilbage til.

Vi tager lige handlingen først.

Digebyggeren

Hovedpersonen hedder Hauke Haien. En ivrig ung herre, ambitiøs og videbegærlig, der som ny ’digegreve’ i et lavtliggende landsområde vil bygge nye diger. For at sikre befolkningen mod fremtidige stormfloder. De gamle duer ikke længere. I stedet: ind med det nye.

Haien er en romanfigur lige efter bogen. Han personificerer den mennesketype, man allerede mere end anede konturerne af i slutningen af attenhundredetallet: En dominerende mandsperson, der er syg efter at beherske naturen, og som lader hånt om traditioner og overtro.

For Haien skiller sig nemlig ud blandt lokalbefolkningen, som stadig tillægger naturen mytiske og overnaturlige egenskaber. Noget som Haien selv forsøger at skubbe ud af sin bevidsthed i sin fremadstormende insisteren på at holde det vilde vand standen ved hjælp af ingeniørkunsten.

En nå-oplevelse

Læser man romanen med de klima- og naturbriller, som forlaget gerne vil udstyre læseren med, er det lidt en nå-oplevelse.

Det er udmærket og fint nok det hele. Og genkendeligt. Men det bliver aldrig vildt. Det er set bedre. Og det er set mere nuanceret. Også for mere end hundrede år siden.

Hvorfor man har valgt at genudgive netop Skimmelrytteren kan derfor godt undre.

Fuld skrue på det tamme

Det var én af grundene til, hvorfor du ikke behøver at læse romanen.

Her kommer den anden: sproget.

Et par stikord til en kritik: røv og kedelig. Der er fuld skrue på det kitschede antikvariske, gumpetunge og kødløst tamme sprog.

Men ud over det er det lidt svært at pege helt nøjagtigt på, hvorfor og hvordan romanen rent sprogligt er så drøj en omgang at tygge sig igennem. Er det de mange unødvendige beskrivelser? De uoriginale og tarveligt glatte adjektiver? Eller er det oversættelsen? Noget er på én og samme tid ”off” og, ja, fladt og tandløst.

Læs en anden roman

Tematisk ’nå’ og sprogligt ’øv’ leder mig til at give et lille tip: læs en anden roman. En af forlagets andre udgivelser for eksempel, som er udkommet samtidig med Skimmelrytteren.

Suveræne J. G. Ballards Verden under vand, eller Frank Herberts møgfascinerende Dune. Hvor vores forhold til naturen bliver hudflettet på en helt anden måde. Og hvor tema og sprog går op i en højere enhed.