21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Komponisten Erwin Schulhoff satte Manifestet i musik

Arbejdernes musiker

Komponisten Erwin Schulhoff satte Manifestet i musik

Den tjekkiske komponist Erwin Schulhoff skrev musik til de spaniensfrivillige, til arbejderteater og til Det Kommunistiske Manifest. Han undgik ikke nazisternes kløer.

Den tjekkiske komponist Erwin Schulhoff (1894-1942)
1 af 1

For ti år tid siden udkom der i Japan en tegneserie over Marx' Kapitalen, der også er blevet udgivet på dansk. Det var imidlertid ikke første gang, at Marx' tekster er blevet brugt i kunstnerisk sammenhæng. Faktisk er der blevet sat musik til Det kommunistiske Manifest af den tjekkiske komponist Erwin Schulhoff (1894-1942) allerede i 1932-33.

Schulhoffs klaverkoncert kunne man høre ved indvielsen af mindesmærket for de myrdede europæiske jøder i Berlin den 10. maj 2005.

Hvem var så denne Erwin Schulhoff? Han blev født i Prag i 1894 og kom kun 10 år gammel på musikkonservatoriet i Prag, hvor han samme år skrev sin første komposition.

I begyndelsen var han inspireret af Smetana og Dvorák, men senere komponerede han modernistiske værker, der blandt andet var dadaistisk påvirket.

Efter Første Verdenskrig boede han i Tyskland, blandt andet i Berlin, og fattede sympati for spartakisterne og begyndte at læse arbejderlitteratur, men vendte i 1924 tilbage til Prag. I 1920'erne var han den første europæiske komponist, der integrerede jazzmusik i sine kompositioner, men i begyndelsen af 30’erne ændrede han igen stil og bekendte sig til socialistisk realisme.

Musikken til Manifestet

Samtidig begyndte han at interessere sig for marxistisk litteratur, og Det kommunistiske Manifest gjorde et så stort indtryk på ham, at han besluttede at sætte musik til teksten. Han bad digteren Rudolf Fuchs om at skrive librettoen, og værket, der var skrevet til fire solostemmer, blandet kor, børnekor og blæserorkester, blev færdigt i foråret 1933, men nåede ikke at blive opført før krigen brød ud. 

I mange år troede man, at noderne var forsvundet, men i Prag fandt man en skitse til klaverudgaven, og på grundlag af den blev der lavet en instrumentering, og værket fik urpremiere i Prag 1962.

Senere dukkede det oprindelige nodemateriale op, men det varede 14 år før originaludgaven blev opført den 19. september 1976. Den havde befundet sig i Sovjetunionen, hvor til Schulhoff havde sendt noderne til sine seneste kompositioner, da han frygtede, at de skulle falde i hænderne på nazisterne, der havde erklæret hans værker for Entartet Kunst.

Arbejdernes teater

Erwin Schulhoff blev aldrig medlem af det kommunistiske parti, men arbejdede aktivt i Arbejderamatørteaterforbundet, der havde tæt tilknytning til partiet. Som delegeret for forbundet deltog han i den første internationale arbejderteaterolympiade i Moskva i 1933, hvor han også ved flere lejligheder optrådte som pianist.

Erwín Schulhoff og danser Milča Mayerová (1901-1977), ca 1931.
Wikimedia

Fra Danmark deltog Revolutionært Teater (RT) med Ruth Berlau i spidsen. Besøget gjorde et stort indtryk på Schulhoff og var uden tvivl medvirkende til, at han lavede "Sangcyklussen 1917", som senere blev fulgt op af værker tilegnet for eksempel Thälmann og de spaniensfrivillige.

Tæt på at undslippe nazisternes kløer

Med Tysklands besættelse af Tjekkoslovakiet 15. marts 1939 kom Schulhoff i alvorlig fare, blandt andet fordi han var af jødisk afstamning. Hans venner opfordrede ham til at emigrere vestpå, men i stedet søgte han om sovjetisk statsborgerskab for at være beskyttet og komme ud af landet. Det fik han den 26. april 1941, og den 13. juni var visummet i orden, så han sammen med sin familie kunne rejse, men det blev forhindret på grund af Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni.

Schulhoffs musik spilles regel-mæssigt på DR's P2 musik og kan ofte høres ved koncerter rundt om i landet.

Dagen efter blev han og familien arresteret, og i slutningen af 1941 blev han sammen med sin søn sendt til en koncentrationslejr i Wülzburg/Bayern.

Der fortsatte han med at komponere, fordi den stedfortrædende lejrkommandant syntes godt om komponisten. Han blev også fritaget for arbejdstjeneste, men på grund af underernæring døde han af tuberkulose den 18. august 1942, 48 år gammel.

Schulhoffs betydning  

Schulhoffs musik er anerkendt for at have spillet en betydelig rolle i den musikhistoriske udvikling, og han er ikke gået i glemmebogen. Det skyldes ikke mindst, at der i 1994 på tysk udkom den første og eneste biografi om ham, skrevet af tjekken Josef Bek, der har et indgående kendskab til hans liv og værk.

Der er indspillet en række cd'ere med hans kompositioner, og musikken bruges også i forskellige politiske sammenhænge. Blandt andet kunne man høre hans klaverkoncert ved indvielsen af mindesmærket for de myrdede europæiske jøder i Berlin den 10. maj 2005, og herhjemme ved et arrangement i anledning af den internationale Auschwitzdag den 27. januar 2007 i Odense.

Herunder kan du lytte til Erwin Schulhoffs klaverkoncert No 1:

Hans musik spilles regelmæssigt på DR's P2 musik og kan ofte høres ved koncerter rundt om i landet.

Men Det kommunistiske Manifest er åbenbart lige så lidt egnet til musik som Kapitalen til tegneserie, for i følge det socialistiske dagblad Junge Welt var der kun få tilhørere til en tysk uropførelse i Berliner Philharmonien i 2010, og under overskriften "Marx kan man ikke synge" skrev anmelderen, at det var en ufrivillig komisk blanding af agitprop og barok patos, som højst ville få en plads i musikhistoriens kuriositetskabinet.

Her kan du lytte til Schulhoffs musik til Det Kommunistiske Manifest med Glasgow University Chapel Choir:

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. apr. 2021 - 10:10   14. apr. 2021 - 10:47

Musik

Af John Poulsen