Jan Vogel er 68 år og har arbejdet som radiovært for Folkebevægelsen mod EU i mere end 20 år. Han har netop skrevet en bog med titlen Fra svigt mod anerkendelse, som handler om, hvordan hans opvækst på børnehjem har præget hans liv og kamp for at føle sig anerkendt af andre mennesker og ikke mindst af sig selv.

Jan Vogels bog beskriver ærligt og nøgternt en barndom med massive svigt, hvor indfølende og anerkendende opmærksomhed fra voksne mennesker var en sjældenhed.

Bogen handler også om, hvordan han med stort besvær og hjælp fra sin samlever Hanne klarede skærene i ungdomsårene og voksenlivet frem til i dag, hvor han er far til to voksne børn, som frekventerede deres barndom og ungdom i en kernefamilie. 

Bogen er let læselig, samtidigt med at forfatteren ofte i få sætninger får beskrevet vilkår og stemninger på måder, så man næsten føler, at man er der. Stilen er hans helt egen, og fortællingens talrige små episoder lægges ofte frem med en humoristisk distance.

For eksempel skriver han et sted: "Jeg var faldet for at ryge og var blevet meget optaget af det. Også fordi det var meget forbudt både at ryge, men også at være i besiddelse af tændstikker for os børn." 

Håbet om at komme hjem

Jan Vogel blev ti dage gammel anbragt på en spædbarnsafdeling på Kong Frederik Vll's stiftelse ved Jægerspris Slot og kom til at tilbringe resten af sin barndom på Stiftelsen, hvor han boede på afdelingen Skovlyst i de fleste år.

Hans halvsøster, Helle, eller "Bodille", som værtsparret på Skovlyst foretrak at kalde hende, blev tre år senere placeret samme sted.

Børnenes mor, Gudrun, fik begge børn uden for ægteskab og uden fædrenes efterfølgende interesse for børnene eller moren selv. Hun stillede længe Jan i udsigt, at han ville "komme hjem" og bo hos hende, når hun fandt en mand, som kunne forsørge familien. 

Gudrun fandt manden i sit liv, nemlig tjeneren Vagn. Han ville gerne være far til parrets fælles barn, Michael, men havde ikke lyst til også at skulle engagere sig i de to anbragte bonusbørn. Han viste sin ikke-eksisterende interesse for dem ved i flere år at foranstalte, at de kun kom på besøg, når han ikke var hjemme, og ved at udeblive fra fejringer som for eksempel Jans konfirmation.

Senere fik Jan og Helle dog lov til nogle gange at overnatte i hjemmet, og Jan var med Gudrun, Vagn og Michael på ferie en enkelt gang.

Lille plads til individuelle behov

På den tid, hvor Jan voksede op på børnehjemmet Skovlyst, var det normalt, at et børnehjem blev drevet af et værtspar med en praktisk baggrund, som for eksempel landmand, gartner og husholderske. Opgaven for værtsparret var med begrænset voksenhjælp og små økonomiske midler at sørge for, at de børn, der var anbragt, kunne have en så normal dagligdag som muligt.

Jan var derfor altid nødt til at underordne sig de forhold, som hans plads i et stort fællesskab krævede. Værtsparret gik ikke ind for hårde straffe og voldsanvendelse, men kunne dog nu og da lange en syngende lussing ud, og yderligere rådede de over andre, ikke særlig rare metoder til at få børnene til at lystre.

Jan er født med et alvorligt synshandicap og havde derfor omfattende indlæringsvanskeligheder i skolen, hvor han også blev drillet af de andre børn på grund af sit udseende. Han gik i en specialklasse i en tid, hvor specialundervisning var meget lidt specialiseret, og hvor han derfor ikke fik den hjælp, som et tilsvarende synshandicap vil medføre i dag.

Samtidigt måtte børn dengang selv klare deres konflikter i frikvartererne. Derfor var han "ikke begejstret for skolen", som han udtrykker det.

Ungdoms- og voksenliv

Jan Vogel blev 17 år gammel udskrevet fra Kong Frederik Vll's stiftelse og installeret på et værelse, hvorfra han nu måtte klare sig selv. Han var kommet i lære som gartner, men droppede snart ud af denne uddannelse og havde efterfølgende perioder med arbejdsløshed og kortere arbejdsforhold.

Han havde en vennekreds i Jægerspris-området, som han drak en del øl med. Hash og eksperimenter med andre stoffer indgik også i vennekredsens repertoire.

Jan oplevede at være hjemløs og sofasover hos vennerne. En kort periode boede han på Christiania i København, men var ikke imponeret over standarden dér og tog tilbage til Jægerspris-området.

Skak og politisk arbejde blev de to områder, som gav Jan succes og dermed troen på, at han duede til noget. Han meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og Folkebevægelsen mod EU og varetog en række tillidsposter lokalt, samtidigt med at han skrev læserbreve og kom i gang som studievært på lokalradioer for Folkebevægelsen.

Han mødte sit livs kærlighed, Hanne, ved en indsamlingsfest til fordel for DKP, og parret, som stadigvæk er sammen, fik to børn. Jan har været hashmisbruger indtil 2019 og fortæller, at det er Hanne, som har holdt sammen på familien, og som også ind imellem har været tæt på at opløse forholdet.

Nu og dengang

Jans historie er en unik fortælling om en opvækst på et børnehjem i 1950'erne og 1960'erne. De forhold, som bliver beskrevet, har både mange ligheder og forskelle med et liv på børnehjem i dag. 

Mange flere børn blev dengang anbragt på institution. Dette skyldes, at mange unge kvinder måtte føde deres barn efter en uønsket graviditet, fordi der ikke var fri abort. Kvinder fik desuden dengang kun yderst beskeden hjælp fra det offentlige til at klare sig som enlige mødre. 

Samtidigt peger Jan Vogel i bogen på flere problemer, som heller ikke er løst i dag. Budgetterne til at sikre børn på døgninstitutioner er stadigvæk beskedne, og børnene bliver sådanne steder fortsat forsømt materielt og med hensyn til voksenomsorg.

Kravet om, at Jan Vogel skulle kunne klare sig selv som 17-årig, er også tæt på det, som unge på 18 år udsættes for i dag. Efterværnet for de unge, som forlader institutioner – og også plejefamilier – i dag, er fortsat ofte utilstrækkeligt, og mange unge bukker fortsat under netop efter udskrivningen.

Vigtigt vidnesbyrd

Jan Vogels bog er et sjældent og vigtigt vidnesbyrd om, hvordan det føles og mærkes at vokse op med et omfattende omsorgssvigt. Den leverer et næsten uhyggeligt stort antal eksempler på beskrivelser af svigt, skuffelser og savn, og den ville være tung og ubærlig at læse, hvis det ikke var for Jan Vogels helt særlige sprogbrug og underfundige humor.

Den kan anbefales til pædagoger, socialrådgivere og andre fagfolk, som arbejder med omsorgssvigtede børn, og også til alle, som kan lide en "kras socialrealistisk skildring" af et menneskes udfordringer og liv i den historiske periode fra 1950'erne og frem til i dag.